Fremtiden for havisfri oaser i Arktis klarlægges via fortiden

Publiceret 24-01-2020
Nyhed

En række store havområder uden havis er ekstremt vigtige for livet i Arktis om vinteren, men deres fremtid er usikker på grund af global opvarmning. GEUS-forsker har netop fået penge til at klarlægge dette.

Foto: Dmytro Pylypenko og Colourbox

Rigtig mange dyr og planter i Arktis har tilpasset sig havisen i en eller anden grad, og det samme er faktisk også tilfældet for fraværet af havis. Der findes et særligt fænomen i havene omkring både Arktis og Antarktis, hvor der midt i solid havis er store områder, der på mystisk vis er isfri. De kaldes polynyaer efter et russisk udtryk for et naturligt opstået hul i isen, og de er regulære oaser for livet i de kolde egne. I Arktis findes lige nu tre, som kommer igen år efter år.

Disse huller i havisen har været kendt i århundreder, da de også har været vigtige for menneskene langs kysten i forbindelse med at skaffe mad om vinteren. Det er dog først for relativt nylig, man er begyndt at undersøge, hvorfor hullerne egentlig er der, og hvilke faktorer, der bestemmer deres placering og udbredelse. Siden er så kommet den uomgængelige klimafaktor, som truer med at vende op og ned på fænomenet. Det vil postdoc Rebecca Jackson fra GEUS’ Afdeling for Glaciologi og Klima gerne komme i forkøbet.

”Polynyas er meget følsomme over for ændringer i temperaturer og havstrømme, som bestemmer hvor havisen dannes og føres hen og dermed også, hvilke områder der går fri. Klimaforandringerne fører begge dele med sig, og derfor er det sandsynligt, at disse højarktiske åndehuller vil blive ramt. Vi vil prøve at forudsige hvordan,” siger hun.

Hun har for nylig modtaget EU’s Marie Curie-bevilling på 1,5 millioner kr. til at undersøge sagen.

Fossile mikrober kan gemme svaret
Forskningsprojektet har fået navnet POLARC (High Arctic Polynyas in a changing climate) og går rent praktisk ud på at føre nutidens polynyas tilbage til en tid, hvor temperaturerne mindede om dem, man forventer, der vil være i Arktis omkring slutningen af dette århundrede. Ved at analysere, hvordan polynyaerne reagerede dengang, vil Rebecca i samarbejde med modelleringseksperter forsøge at vurdere, hvordan de kan forventes at reagere på nutiden klimaforandringer.

Det foregår ved at udtage sedimentprøver fra havbunden i de områder, hvor polynyaerne ligger og analysere indholdet af fossile alger og mikrober, navnlig foramiferer og dinoflagellater.  

”Fra sammensætningen af arter i en given periode kan vi nemlig udlede, om der var åbent hav eller tiliset. Derudfra kan vi tegne et mønster i polynyaernes dynamikker under varme perioder,” forklarer Rebecca Jackson.

Lagene i sedimentkerner fra havbunden fungerer nemlig også som en slags tidslinje, hvor toppen af kernen er nutiden og dybere lag præsenterer sediment, der er aflejret tiltagende længere tilbage i tiden. På den måde kan Rebecca Jaskcon og hendes kolleger vurdere ret præcist, hvordan de åbne havoaser har set ud tilbage til for omkring 10-12.000 år siden.

Havisen skaber trafikpropper
I det aktuelle projekt, der er givet Marie Curie-midler til, undersøger Rebecca Jackson et af de tre mystiske polynyaer. Det ligger ved den østgrønlandske kyst og udover at være det mindste er det også det, man ved mindst om, fortæller Rebecca Jackson. Det isfri havområde kaldes Sirius Water (SIW).

Man kan imidlertid indvende, at hvis al havisen forsvinder, bliver hele det arktiske område til én stor polynya. Er det så ikke en god ting for livet i havet? Det er dog slet ikke så simpelt, forklarer Rebecca Jackson.

”Noget af mit tidligere arbejde fra den store polynya i Nordvestgrønland (NOW) tyder på, at mindre havis faktisk kan medføre mindre polynyaer. Det lyder helt omvendt, men de meget store havisstrømme, der lige nu dannes i Nord kan nærmest klumpe sammen og danne propper i særlige områder, som så holdes fri af is. Hvis der bliver mindre havis, flyder den tilbageværende havis muligvis mere gelinde, så der ikke dannes de her trafikpropper, og så kan polynya-områderne pludselig blive fyldt.”

Det fænomen vil forskeren derfor se, om også kan holde stik i SIW-polynyaen.

Projektet startede i sommeren 2019 og kører de næste to år til sommeren 2021. Forskerne har allerede hentet de sedimentkerner, der skal analyseres på, så forude venter laboratoriearbejde, beregninger og modellering. Rebecca Jackson glæder sig til at se, hvad de finder ud af, siger hun.

”Det er så spændende, fordi de her polynyaer er enormt vigtige for hele det arktiske økosystem, også for menneskene, der bor der, både i dag og i fremtiden.”

Kort over polynyaer i Arktis

Der findes tre polynyaer i Arktis: North Water (NOW), North East Water (NEW) og Sirius Water (SiW), som vist på kortet herunder.

Polyneas in greenland Marie Curie Rebecca Jackson

Johanne Uhrenholt Kusnitzoff

Redaktør
Presse og Kommunikation
Telefon91333954

Rebecca Jackson

Postdoc
Glaciologi og Klima
Mobil91333829

Om projektet

Forløb:
2019-2021

Bevilling:
1,5 mio. kr. fra EU’s Marie Curie Actions Programme

Projektvejleder:
Sofia Ribeiro (GEUS)

Samarbejdspartnere
Kerim Nisancioglu and Lars Henrik Smedsrud (Bjerknes Centre, Bergen Universitet, Norge)

Marit-Solveig Seidenkrantz and Christof Pearce (Aarhus Universitet)

Rüdiger Stein (AWI, Tyskland)

Guillaume Massé (CNRS, Frankrig)

Ruth Mottram (DMI)

Læs mere om Marie Curie Actions-programmet

Marie Curie Actions