GEUS-forsker modtager prestigefuld pris for forskningsarbejde mod renere drikkevand globalt

01-04-2020

Case van Genuchten, geokemiker hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, har netop modtaget prisen ’2020 Water Young Investigator Award’ fra det internationale tidsskrift Water for sin forskning i, hvordan jernmineralet magnetit kan rense arsenforgiftet drikkevand.

Foto: Angela Anderson

Rust er ikke blot noget, der tager livet af cykler og gamle biler eller en flot farve på farvekortet hos maleren. Når rust dannes i den helt specielle form som mineralet magnetit, kan det noget helt særligt. Det kan nemlig udgøre en effektiv og billig måde at filtrere giftigt arsen fra drikkevand.

Især i den sydlige del af Asien er arsenforurenet vand et stort problem. Her lever millioner af mennesker med forhøjet risiko for at få kræft, hudsygdomme og neurologiske skader, fordi deres drikkevand er forurenet med høje doser af stoffet. Det er et alvorligt problem for den globale sundhed.

Og derfor er løsningen på arsenproblemet noget, som geokemiker ved GEUS, Case van Genuchten, har arbejdet på i snart et årti. For det arbejde bliver han nu anerkendt internationalt som modtager af prisen ’Water Young Investigator Award’, der hvert år uddeles af tidsskriftet Water til en forsker under 35 år for banebrydende forskning inden for vandområdet.

"Jeg er stolt og ydmyg over at være dette års vinder af denne betydningsfulde pris. Jeg er glad for, at jeg har haft muligheden for at arbejde på dette projekt, som anvender grundig videnskab til at forbedre marginaliserede befolkningsgruppers liv. Millioner af mennesker verden over kommer i kontakt med arsenforurenet drikkevand, når de henter vand i brønde, og det er på høje tid, at vi finder en bæredygtig løsning på denne form for forurening, specielt i lavindkomstlande", siger Case van Genuchten og tilføjer:

"Det er vigtigt, at vi støtter forskning, der bidrager direkte til at forbedre livskvaliteten - ikke bare i Danmark og andre højindkomstlande, men også blandt fattige befolkningsgrupper. Dog er det en udfordring at designe bæredygtig teknologi, der kan implementeres i fattige områder. Det kræver innovativ tænkning. Jeg er glad for, at denne pris støtter den type forskning, jeg laver, og det motiverer mig til at fortsætte arbejdet med at finde fremtidens løsninger på udfordringer i den virkelige verden."

Arsen indkapslet i magnetisk rust fører til rent drikkevand
I det nu prisvindende projekt har Case van Genuchten, finansielt støttet af et Veni-legat til unge forskningstalenter fra Det Hollandske Forskningsråd, fundet en bæredygtig vandbehandlingsmetode, der er i stand til at fjerne arsen i forurenet drikkevand. Metoden indebærer, at man via elektricitet indkapsler arsen i magnetisk rust, så giftstoffet herefter kan fjernes fra drikkevandet med en magnet.

I sit forskningsprojekt har Case van Genuchten især fokuseret på den sydlige del af Asien, hvor fattige landsbyer er hårdt ramt af arsenforurening. Her har han i tillæg til arbejdet med at udvikle vandrensningsmetoden samlet lokale virksomheder, NGO’er, lokale politikere og andre relevante samarbejdspartnere for at sikre den mest effektive vej fra laboratorieeksperimenter til teknologisk drift i lokalområderne.

Læs Waters portræt af Case van Genuchten og begrundelsen for, at han er årets vinder af det internationale tidsskrifts ’2020 Water Young Investigator Award’.

Case van Genuchten
Seniorforsker
Geokemi

Case van Genuchten

Besøg Case van Genuchtens profil på ResearchGate og find hans videnskabelige publikationer her.