Gymnasieelever undervises i Grønlands geologi

21-08-2015

Undervisning om geologi og råstoffer står på sommerprogrammet i Grønland, når geologer fra GEUS Nuuk kontor underviser gymnasieelever fra Grønland, Danmark og USA.

Et MasterClass hold af danske gymnasieelever besøger Grønland i slutningen af august for at lære om landet og få indblik i grønlandske forhold i dag. Geologerne fra GEUS' Nuuk kontor står for en del af undervisningen i samarbejde med biologer fra Grønlands Naturinstitut.

Tirsdag den 25. august 2015 besøger gymnasieleverne moniteringsprogrammet Nuuk Basic, der er et tværfagligt samarbejde mellem forskellige danske og grønlandske institutioner, i Kobbefjord (nuuk-basic.dk) og undervejs til feltstationen vil der blive rig lejlighed til at lære om områdets geologi og høre om marinbiologien omkring Nuuk. Kobbefjord har en spændende geologi, og eleverne vil bl.a. se den markante geologiske grænse mellem den ældste gnejs ved Nuuk, den såkaldte Amîtsoq gnejs, som har en alder på omkring 3,7 milliarder år, og den 500 millioner år yngre Nȗk gnejs.

Onsdag den 26. august er de danske elever på skolebænken på gymnasiet i Nuuk, hvor de vil høre foredrag om Grønlands geologi og mineralressourcer, råstoffer og deres værdikæde, marinøkologi og klima, samt miljø og råstoffer.

Geologiundervisning var også på programmet tidligere på sommeren, hvor geolog Majken Djurhuus Poulsen fra GEUS i starten af juli underviste et hold gymnasieelever fra Danmark, Grønland og USA og viste dem rundt i Kangerlussuaq-området for at lære dem om geologi og mineralressourcer. Arrangementet var en del af den naturvidenskabelige sommerskole i Grønland under projektet Joint Science Education Project (JSEP), som er et samarbejde mellem Grønland, USA og Danmark.

Under forløbet havde de grønlandske elever også lejlighed til at snakke med Majken om deres planer for fremtiden og høre om hendes erfaringer med at studere i Danmark.

Kontakt:
Geolog Majken Djurhuus Poulsen, GEUS
Tlf: +299 36 12 21
Mobil: +299 56 23 51
E-mail: madp@geus.dk

Gymnasieelever i felten ved Kobbefjord

Trods tåge i Kobbefjord om formiddagen den 25 august 2015 fik de danske gymnasieelever alligevel set på områdets geologi. Foto: Majken Djurhuus Poulsen, GEUS.

Fremvisning af målestation i Kobbefjord

Fremvisning af målestation i Kobbefjord tilhørende overvågningsprogrammet Nuuk Basic. Foto: Majken Djurhuus Poulsen, GEUS.

Kisser Thorsøe fra GEUS fortæller om geologi og råstoffer

Kisser Thorsøe fra GEUS fortæller om geologi og råstoffer på gymnasiet i Nuuk, hvor de danske gymnasieelever var på besøg den 26. august 2015. Foto: Majken Djurhuus Poulsen, GEUS.

Gymnasieelever i felten ved Kangerlussuaq

Gymnasieelever i felten ved Kangerlussuaq under den naturvidenskabelige sommerskole JSEP i starten af juli 2015. Eleverne får her føling med en isskuret del af det gamle grønlandske fjeld. Foto: Majken Djurhuus Poulsen, GEUS.