Dansker følger den olympiske ild til Nordpolen

16-10-2013

Den danske geofysiker Christian Marcussen fra GEUS skal sammen med andre repræsentanter for medlemmerne af Arktis Råd bære den olympiske fakkel til Nordpolen.

Den olympiske ild er på en lang rejse før vinter-OL i Sochi i februar 2014, og et af de udfordrende rejsemål er Nordpolen. Tirsdag den 15. oktober 2013 startede den store russiske atomisbryder "50 let Pobedy" ("50 års sejr") ud fra Murmansk med retning mod den forjættede Nordpol godt 1300 sømil ude i Polhavet.

Repræsentanter for medlemmerne af Arktis Råd er inviteret med på togtet, og én af dem er geofysikeren Christian Marcussen fra GEUS.

"Alle vi repræsentanter fra de arktiske lande er iklædt den officielle dragt. Vi er ikke bare med på skibet, vi er fakkelbærere og skal bære den olympiske fakkel til Nordpolen," siger Christian Marcussen til Ritzau.

Christian Marcussen er ikke helt uvant med turen. Han har igennem de seneste år været leder af fire isbryderekspeditioner med den svenske isbryder Oden i Polhavet og ud for Nordøstgrønland, og på ekspeditionen i 2007 var den kraftige russer 50 let Pobedy med som støtteskib.

Siden ansættelsen ved GEUS i 1982 har Christian Marcussen deltaget i og ledet talrige ekspeditioner til Grønland både på land og til havs. Og siden 2002 har han været projektleder for den grønlandske del af Kontinentalsokkelprojektet, som har til opgave at identificere og dokumentere de områder, hvor Rigsfællesskabet kan gøre krav på nye havbundsområder.

Læs mere om Kontinentalsokkelprojektet
http://a76.dk/greenland/north/index.html

Afsejlingen mod Nordpolen har en stor international bevågenhed. Se fx NBC's omtale:
http://olympictalk.nbcsports.com/2013/10/15/sochi-olympic-torch-relay-north-pole/

Kontakt:
Vicedirektør Flemming Getreuer Christiansen; GEUS
Tlf.: 38 14 21 24
E-mail: fgc@geus.dk

Christian Marcussen

Christian Marcussen fra GEUS skal sammen med andre repræsentanter for medlemmerne af Arktisk Råd bære den olympiske fakkel frem til Nordpolen. Han har tidlige været leder af flere isbryderekspeditioner i Polhavet i forbindelse med Rigsfællesskabets Kontinentalsokkelprojekt.
Forstør foto

Foto af atomisbryderen 50 let Pobedy

Det er den russiske atomisbryder 50 let Pobedy , som sejler den olympiske fakkel fra Murmansk til Nordpolen. I 2007 fungerede den stærke russer som støtteskib for den svenske isbryder Oden på LOMROG I ekspeditionen, hvor der blandt andet blev samlet data til Kontinentalsokkelprojektet. Foto: Martin Jakobsson, Stockholm Universitet.
Forstør foto