VandCenter Syd uddelte den 20. november 2012, G.O. Andrups Grundvandspris til seniorrådgiver Walter Brüsch fra GEUS. Prisen på 60.000 kr. blev overrakt af Odenses borgmester, Anker Boye, på konferencen VandTek 2012 i Odense Congress Center.
Walter Brüsch får prisen for sin årelange indsats for at skabe opmærksomhed om pesticider og deres konsekvenser for grundvandet. Hans arbejde har afdækket, hvordan pesticider lukker drikkevandsboringer, og hvordan godkendte og formodet sikre stoffer alligevel er trængt ned i grundvandet. Disse øjenåbnende afsløringer har haft stor betydning for beskyttelsen af det danske grundvand.
"Grundvandet er under pres fra sprøjtegifte, og det kræver en bevidst og fokuseret indsats at beskytte det. Walter Brüsch har en stor del af æren for at udbrede denne bevidsthed herhjemme," begrunder Anders Bækgaard, direktør i VandCenter Syd, valget af årets prismodtager.
Samtidig har Walter Brüsch gennem hele sin karriere været grundvandets engagerede fortaler. Med stor kærlighed til sit fag har han gjort en massiv indsats for at formidle grundvandsbeskyttelse fra forskningens verden og langt ud i den brede befolkning, hvor han bl.a. deler sin passion på skoler og ved kulturarrangementer.
G.O. Andrups Grundvandspris gives til personer eller organisationer der har gjort en særlig indsats for at beskytte grundvandet, som er en af vores mest værdifulde ressourcer.
Yderligere oplysninger
Seniorrådgiver Walter Brüsch, GEUS
Tlf: 38 14 23 27
E-mail: wb@geus.dk