Den 31-årige Jacob Bælum har modtaget Det Frie Forskningsråds - Ung Eliteforskerpris på 200.000 kr.
Det foregik på EliteForsk konferencen 2010 på Glyptoteket i København onsdag den 27. januar, hvor videnskabsminister Helge Sander og H.K.H. Kronprinsesse Mary overrakte årets EliteForsk-priser.
Ung Eliteforskerpris, til talentfulde unge forskere, gives som ekstra støtte til den forskning de unge arbejder med, og Jacob Bælum kan nu sætte ekstra skub på sine miljøkemiske studier af, hvordan vi kan rense forurenet jord.
Jacob, som er postdoc ved GEUS, fik sin ph.d. grad i 2008 ved KU-LIFE ved Københavns Universitet. Han arbejder nu med at udvikle molekylærbiologiske tekniker, som kan bruges til at rense jord forurenet med klorerede opløsningsmidler. Disse stoffer findes på mange gamle industrigrunde, og de er flere steder en trussel for vores drikkevand. Jakobs arbejde er finansieret af en forskningsbevilling på 1.597.752 kr fra Det Frie Forskningsråd.
I begrundelsen for prisen skriver Det frie Forskningsråd blandt andet: "At der er tale om et elegant forskningsprojekt, hvor en ung forsker fordyber sig i avanceret basal molekylærbiologisk forskning, der har en meget praktisk anvendelse i løsningen af vigtige forureningsproblemer."
Læs mere om EliteForsk-prisen 2010 på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside
Læs mere om og hans forskning på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside
Kontakt:
Jacob Bælum, GEUS
Tlf.: 38 14 23 04
Email: jbae@geus.dk