Den 9. april lykkedes det for de canadiske og danske forskere at hente de første data op fra bunden af det frosne Polhav. Siden da har de kæmpet med tåge, sne og drivis endnu længere ude i Polhavet. Den 21. april smilede vejret en smule til dem, og endelig lykkedes det at hente det næste sæt vigtige geologiske data op fra havets bund. Læs forskernes første ti beretninger fra kanten af det store hvide intet.
Baggrund
Danmark og Canada har begge ratificeret FN's Havretskonvention, der åbner op for, at kyststater har mulighed for at gøre krav på undergrundens og havbundens ressourcer uden for 200 sømil. Det forudsætter, at havbundens dybdeforhold og geologi opfylder en række betingelser, som er beskrevet i konventionens artikel 76.
I løbet af seks uger skal forskerne indsamle refraktionsseismiske, havdybde- og tyngdefeltsdata over den undersøiske Lomonosov Ryg, der strækker sig ud i Polhavet nord for Ellesmere Island og Grønland.
Det foregår under projektet LORITA-1 projektet (Lomonosov Ridge Test of Appurtenance expedition - Phase 1), hvor forskerne indleder undersøgelserne af om den undersøiske bjergryg er en naturlig forlængelse af det canadisk-grønlandske fastland. Forskerne kommer til at arbejde under vanskelige betingelser med temperaturer ned til minus 40 grader og et havisdække, der hele tiden bevæger sig.
"Forskerne får brug for andet end deres akademiske kvalifikationer," siger vicedirektør Kai Sørensen fra GEUS og fortsætter:
"Polhavets frosne ismarker er i stadig bevægelse og forskernes arbejdsplads bliver i lange perioder i en verden, hvor mennesket ofte må give op over for naturkræfterne. Det kræver lige dele held og dygtighed, hvis det skal lykkes. Det første fortjener vi, det andet besidder gruppen som nu er der oppe.
Kort om arbejdet:
Der indsamles data langs tre linier. To af linierne, der ligger i forlængelse af hinanden, løber fra fastlandet ud langs Lomonosov Ryggen (omtrent langs den uofficielle midterlinie mellem Grønland og Canada), og den tredje løber vinkelret på de to første. Der anvendes den refraktionsseismiske metode, hvor man med lydbølger kortlægger karakteristiske seismiske hastigheder i undergrunden ned til en dybde på ca. 50 km. Denne hastighedsfordeling giver detaljeret information om fordeling og tykkelse af de geologiske lag i undergrunden. Som lydkilde anvendes et specialfremstillet sprængstof, der sænkes ca. 100 m ned gennem huller i isen. Lyden, der bliver kastet tilbage af lagene i undergrunden, bliver optaget af seismometre (lytteinstrumenter) på havisen. Hver linie er 200 km lang, og der skal langs hver linie affyres 11 sprængladninger og opsættes 150 seismometre på isen, som registrerer lyden fra sprængningerne.
Som transport i området bruges et Twinn Otter fly, der kan starte og lande på meget korte baner, samt tre Bell 206 helikoptere. Hovedparten af forskerne bor på den canadiske militærbase Alert, og de flyver hver dag ud på isen for at arbejde. Der oprettes én lejr på havisen, hvor et par mand skal passe et depot til brændstof og sprængstof (Cache Camp).
Læs forskernes beretninger fra LORITA-1 projektet:
a76.dk/expeditions/lorita-1/index.html
Yderligere oplysninger:
Kai Sørensen, GEUS
Tlf: 38 14 21 36
E-mail: ks@geus.dk