Dramatisk fjeldskred og flodbølge skabte frygt og kaos

21-10-2002

Mekanismerne bag et dramatisk fjeldskred i Grønland er nu kortlagt. Den 21. november 2000 blev bygden Saqqaq i det centrale Vestgrønland ramt af en stor flodbølge. Flodbølgen skyldtes et stort fjeldskred ved Paatuut på Nuussuaq-halvøens stejle sydkyst. I det nye nummer af det populærvidenskabelige blad Geologi – Nyt fra GEUS kan man læse, hvad det var, der skete.

GEUS' undersøgelser ved Paatuut viser et meget dramatisk forløb: En eksplosionsagtig frostsprængning fandt sted i en sprække mellem den faste fjeldvæg af basalt og delvis løsnet fjeld. Det udløste et stort skred, hvor omkring 90 millioner kubikmeter fjeldmasse med op til 200 kilometer i timen styrtede ned mod havet fra over én kilometers højde. Skredet udløste jordrystelser med en energi svarende til styrke 2,3 på richterskalaen. Det er en lille jordrystelse, men helt forsvindende er den ikke, da den svarer til jordrystelsen, der opstod, da World Trade Center-nordtårnet faldt sammen. Ved kysten opbyggede skredmasserne en halvø ud på den stejle havbund. Et sammenbrud af den ustabile halvø udløste endelig et undersøisk skred, der startede flodbølgen, som skyllede ind over de nærliggende bygder.

I Geologi – Nyt fra GEUS er mekanismerne bag fjeldskreddet og flodbølgen beskrevet sammen med en dokumentation af de materielle ødelæggelser. Desuden beskrives flodbølger (tsunamier) generelt, og der gives beskrivelser af tidligere skred i Grønland samt en vurdering af hyppigheden af skredhændelser i det mest udsatte område.

Yderligere oplysninger:

Lotte Melchior Larsen, GEUS
Tlf: 38 14 22 52
E-mail: lml@geus.dk

Trine Dahl-Jensen, GEUS
Tlf: 38 14 25 19
E-mail: tdj@geus.dk

Stig A. Schack Pedersen, GEUS
Tlf: 38 14 29 39
E-mail: sasp@geus.dk