Indtil da havde der været et skel mellem de grundvidenskabelige geologer, som udførte den systematiske kortlægning, og de praktisk orienterede geologer, som befattede sig med råstoffer.
De førstnævnte var internationalt anerkendte og publicerede talrige videnskabelige artikler i de bedste geologiske tidsskrifter. Flere af dem havde ikke den store respekt for kollegernes jagt på økonomisk vigtige mineraler, som de anså for at være ‘profitgeologi’. Det var ikke et plusord blandt GGUs geologer i 1980’erne.
Martin Ghisler ønskede at øge den samfundsrelevante indsats ved at opprioritere de råstoforienterede aktiviteter i forhold til de grundvidenskabelige undersøgelser, der slugte den største del af GGUs bevillinger.
Det skulle ske gennem fortsat kortlægning i skalaen 1:100.000 af primært områder med interessante mineralforekomster, da sådanne kortblade er langt mere anvendelige for mineselskaberne end de landsdækkende geologiske kort i forholdet 1:500.000.
Desuden skulle der satses på øget geofysisk og geokemisk kortlægning, som ligeledes er nyttig med hensyn til at afklare potentielle muligheder for minedrift.
GGU skulle skabe interesse hos industrien for fornyet olieefterforskning, og vandkraftundersøgelserne fik fuld opbakning. Ledelsesstrukturen måtte nødvendigvis afspejle de ændrede prioriteringer, så derfor foretog Ghisler strukturændringer og udnævnte bl.a. en ny statsgeolog med speciale i mineralske råstoffer, Hans Kristian Schønwandt.
Sidst, men ikke mindst startede Ghisler en intern værdidebat for at skabe en holdningsændring og øget respekt omkring praktisk orienteret geologisk forskning.
Læs også Slut med populære sejlture