Det handlede blot om at dosere mængden rigtigt, så man for eksempel ikke hældte store mængder af et forurenende stof i en lille sø. I planlæggernes sprog hed det ‘recipient-tankegangen’ – eller sagt på almindeligt dansk: Vi kan fortynde os ud af problemet.
Op gennem 1970’erne og 1980’erne kom der stadig flere eksempler på forurening, som havde overskredet grænsen for, hvad ‘recipienten’, altså den lokale natur, kunne tåle. Efterhånden var det ikke kun langhårede i islandske sweatre, som bekymrede sig.
I 1981 blev der for første gang konstateret såkaldt iltsvind i Kattegat. Det vil sige, at en overflod af næringsstoffer fører til en opblomstring af alger, som senere dør og synker til bunds. Når den store mængde af alger rådner, forbruges ilten i vandet ved havbunden. Det skaber problemer for dyrelivet i området.