Loven blev samtidig anledning til, at DGU satte yderligere system i arbejdet med at indsamle og behandle data fra vandforsyningsboringer. Det skete med oprettelsen af en ny enhed, Borearkivet. Den systematik, som blev brugt til at registrere boringerne, var så fremtidssikret, at den fortsat bruges.
Desværre – set fra DGU’s synspunkt – havde lovgiverne ikke tænkt på at supplere loven med bestemmelser om straf til dem, der forsømte at indberette. Derfor blev loven ikke umiddelbart det store gennembrud, som geologerne havde håbet på.
Det var fortsat op til DGU at skrue charmen på over for brøndgravere og vandværksfolk. Det skete især med en konsulenttjeneste, hvor DGU gav 'noget for noget' ved at vejlede i, hvor og hvordan man bedst kunne bore efter vand.
På den måde voksede antallet af indberetninger langsomt, men støt. Især takket være Borearkivet og loven om vandforsyning har Danmark lige siden 1926 haft et enestående godt kendskab til sit grundvand – en international førsteplads, som fortsat gælder.
Læs også Moser som klimaets sorte bokse