Faktisk havde DGU og GGU allerede i fællesskab nogle år i forvejen oprettet et avanceret laboratorium under ledelse af den senere statsgeolog Erik Thomsen, hvor man kunne undersøge, hvor meget olie og gas, der er dannet i olien og gassens moderbjergarter, dvs. de lag, hvor det oprindelige organiske stof er aflejret.
Moderbjergarterne kaldes også kildebjergarter efter det engelske udtryk ‘source-rock’.
Desuden havde DGU oprettet et avanceret laboratorium for analyser af borekerner under ledelse af seniorrådgiver Niels Springer.
Formålet var blandt andet at undersøge, hvordan olie, gas og vand og blandinger deraf kan formås til at strømme mere villigt i den tætte kalk, som forekommer mange steder i Nordsøen.