Islandske piloter i høj kurs

Mandskabet om bord på de små propelfly, som GGU begyndte at anvende i 1970'erne, bestod af piloten – uden sammenligning den vigtigste person på holdet – en fly­mekaniker, en operatør med ansvar for måleinstrumenterne og den geolog, som tilrettelagde togterne.

På alle dage, hvor vejret tillod det, fløj man ud fra basen tidligt om morgenen og vendte hjem sidst på eftermiddagen efter en tur på omkring 500–1000 kilometer. Holdene fløj ud igen og igen, indtil de små fly havde været ude i alle retninger, så hele området omkring basen var dækket ind.

Twin Otter fly

Twin Otter-fly på Station Nord for at tanke. Brændstoffet blev fløjet derop med forsvarets Hercules-fly. Foto: Jakob Lautrup, GEUS

I begyndelsen var der ingen udskiftninger af personalet i løbet af sommersæsonerne, thi i 1970’erne var det for dyrt at sende folk hjem på et par ferieuger, fordi flybilletter mellem København og Grønland kostede meget mere end i dag. En af de geologer, som tilrettelagde kortlægningsprogrammet og deltog i flest flyvninger, er Karsten Secher, som har fløjet op til 30.000 kilometer på en enkelt sæson.

Han tænker tilbage på de islandske piloter fra flyselskabet Vængir med glæde og respekt. For selv om piloterne ikke gav køb på sikkerheden, tog de altid svære flyvninger som udfordringer og satte en ære i at gennemføre opgaverne, hvis det overhovedet var muligt.

I takt med, at den radiometriske og magnetiske kortlægning skred fremad, blev piloterne dygtigere og dygtigere, f.eks. til at lande i terrænet på naturlige landingspladser. Det blev i høj grad værdsat. Efter timevis i luften klemt sammen mellem måleinstrumenterne i et lille propelfly giver man gerne et kongerige for at strække benene, mens man beundrer den fantastiske grønlandske natur.

De første flykortlægninger blev udført i Vestgrønland og Sydgrønland, og i 1980’erne kortlagde GGU fjeldene under den sydlige del af Indlandsisen i et grovkornet net med 10–12 kilometer mellem linjerne.

I 1990’erne blev der udført store programmer med magnetisk kortlægning fra fly, som dækkede hele det isfrie område i Vestgrønland mellem Kap Farvel i syd og Upernavik i nord plus udvalgte områder i det nordlige og østlige Grønland med interessante mineral­muligheder.

Læs også Den gigantiske iskappe

Jagten på olie og naturgas

Den magnetiske flykortlægning blev udvidet til også at omfatte kontinentalsoklen under store havområder i forbindelse med fornyet jagt på olie og naturgas.

Geofysikeren Leif Thorning, som senere blev statsgeolog, stod for disse undersøgelser, og han tilvejebragte yderligere geofysiske data via et tæt samarbejde med internationale kollegainstitutioner.