DGU havde troligt holdt øje med de forskellige forekomster gennem alle årene og gjort brug af de nye teknikker, især seismiske og geo-elektriske undersøgelser samt geo-radar, som også kunne bruges til at finde velegnede forekomster af sand, ler og sten.
I princippet var der ingen mangel på den type ressourcer i undergrunden. Men det var der nu alligevel, for ingen havde lyst til at være nabo til en råstofgrav.
Med planlovgivningen havde de enkelte amter fået pligt til at udarbejde råstofplaner, der i princippet kunne gøre de enkelte amter ‘selvforsynende’. Men især omkring hovedstaden og andre større byer var lysten til at udlægge graveområder meget begrænset.
Udviklingen betød derfor, at det ofte var lokalpolitisk mere attraktivt at hente sine byggematerialer på havbunden, hvor man var fri af vælgerhensyn og fri for at konkurrere med andre former for arealudnyttelse. Tilmed var forekomsterne på havbunden ofte af bedre kvalitet.
For eksempel kunne man få mere ensartet sand og grus, fordi vandet ofte havde vasket de bløde, kalkholdige korn væk.
Læs også DGU efterladt på kajen