Desuden kunne DUC beholde de oliefund, der var gjort uden for området, hvis selskabet ville erklære fundene ‘kommercielle’ og gå i forhandling med staten om arbejdsprogrammer for dem.
Arne Dinesen sørgede igen for, at en rapport fra DGU kom til at udgøre en hjørnesten i statens forhandlingsgrundlag.
Under daglig ledelse af geolog Claus Andersen udarbejdede DGU’s indtil da største arbejdsgruppe af geologer, geofysikere, biostratigrafer og geokemikere flere omfattende rapporter til Energistyrelsen om oliepotentialet i Danmark.
Da rapporterne byggede på de indsendte boreprøver og data, der var omfattet af klausuler om fortrolighed i fem år, var DGU’s rapporter også fortrolige. En af rapporterne handlede om Centralgraven (Danish Central Graben), hvor de mest interessante områder i den danske del af Nordsøen lå.
Rapporten vurderede, hvad de enkelte koncessionsområder var værd, og hvor Energistyrelsen skulle forsøge at få A.P. Møller – Mærsk og evt. andre selskaber til at intensivere olieefterforskningen.
Anbefalingerne af efterforskningsmål gjaldt selvfølgelig en fortsat efterforskning af olie og gas i skrivekridtet, men som noget nyt og ret kontroversielt også efterforskningsmål på dybere niveauer end skrivekridtet, dvs. i sandstenslag fra øvre Jura- og nedre Kridttid.
Den indgåede aftale kom således til at skærpe DUC’s pligter betydeligt, herunder også pligten til at gå efter sandstenslagene. For hvert område, hvor der allerede var gjort fund, skulle virksomhederne endvidere skriftligt bekræfte deres interesse for udnyttelse inden for en given tidshorisont. I ‘det sammenhængende område’ skulle erklæringen dels ledsages af dokumentation for udført efterforskning, dels en plan for det videre arbejde.
Læs også Staten vs. A.P. Møller – Mærsk