En anden billig metode kan give noget bedre information. Det drejer sig om tyngdemålinger, hvor man måler de små variationer i styrken af Jordens tyngdekraft.
Tyngdekraften er lidt svagere på steder, hvor der forekommer lette strukturer i undergrunden, f.eks. salthorste. Olien kan man ikke se, men i det mindste kan man få et groft billede af, hvilken type undergrund der er tale om.
Håbet var dengang, at man kunne finde nogle mønstre i, hvilke strukturer der gemte på olie i Tyskland, og derefter finde tilsvarende strukturer i Danmark.
Yderligere information – men også væsentligt større udgifter – er forbundet med en tredje metode: seismiske undersøgelser, som også vandt frem i 1930'erne. Ved at udløse nedgravede sprængladninger kan man starte lydbølger, der breder sig i undergrunden. Måden, lydbølgerne bliver kastet tilbage på, giver viden om, hvilke strukturer undergrunden består af.
Endelig er den bedste metode naturligvis dybe boringer, som man efterhånden blev i stand til at udføre. Boringerne var imidlertid så dyre, at de umiddelbart lå uden for DGU's rækkevidde.
Læs også Den første dybe danske boring