Uglestenen
Uglestenen er kun for de vade-glade. 1,5 km nordøst for Hornfiskrøn og 1,7 km sydøst for fastlands Læsø ligger den ene og alene på den nøgne sandflade, vi kalder Fjærerne. Den må være Danmarks ensomste sten uden andet besøg end havvand, der kommer og går, og en måge i ny og næ, der sætter sig og lægger en klat.
Den ensomme kæmpe består af to slags granit. Den stammer oprindelig fra det skandinaviske grundfjeld og kom med indlandsisen. Men sin nutidige placering fik den, da den indefrossen i havis blev trukket ind på sandfladen. Det skete for nylig, for plovfuren, den trak, kan stadig ses på nutidige luftfotografier.
Filmen ”Danmarks ensomste sten”.
Uglestenen ligger ensomt på Fjærerne. Den hviler tilsyneladende oven på den postglaciale sandflade i modsætning til Rønnernes store sten, der stadig hviler på den lerede yoldiaflade, men titter op gennem det tynde sandlag. Uglestenen må være skubbet på plads en ekstra kold vinter, hvor havis har dækket sandfladen og været så tyk, at opdriften har været stor nok til at løfte kæmpen. På et luftfoto (et såkaldte orthofoto fra 2005) ses det spor, stenen har pløjet. Det kan følges 800 m i østlig retning. Et stigende tidevand eller vandstuvning i Kattegat må have løftet isflagen med den indefrosne sten og bragt den med til, hvor den ligger i dag.
Fjærerne hedder den 90 km2 store sandflade syd for Læsø. Fladen er den endnu ikke tilvoksede del af det abrasionsflak, som også Rønnerne ligger på. Det er ikke en tidevandsflade, og kan ikke sammenlignes med vadehavet, hvor ebbe og flod skifter to gange i døgnet. Fjærerne ligger tørlagte i op til en måned af gangen. Langvarige tørlægninger sker ofte i forårsmånederne. Og kan være vanddækket i endnu længere tidsrum, hvilket ikke er ualmindeligt i vinter halvåret. Fjærerne er i praksis en ørken, hvor få dyr eller planter kan leve. Uglestenen er i sandhed en ensom fætter.
På stenens vestside ses en mellemkornet granit med to feldspatter: Rødlig kalifeldspat og lys til glasklar plagioklas sammen kvarts og det sorte glimmermineral biotit. Stenen er stærkt magnetisk og må indeholde magnetit. Kornstørrelsen ligger fra 3 til 5 mm, men granitten er porfyrisk med kalifeldspatkorn op til 2 x 1 cm. Plagioklaskorn ses omvokset af kalifeldspat.
- 35% alkalifeldspat
- 30% plagioklas
- 20% kvarts
- 15% mafiske mineraler
På stenens østside ses to granittyper: Den mellemkornede granit som den på vestsiden og en grovkornet granit. Kontakten mellem den grovkornede del og den mellemkornede del er tydelig, idet den markeres af et forhøjet biotit-indhold i grænsezonen.
Den grovkornede granit består af kalifeldspatkorn 5-10 mm store, der ofte ses som rektangulære krystaller med karlsbad-tvillinger. Lys hvidlig plagioklas ses opvokset af den rødlige kalifeldspat. Desuden ser du semitransparent kvarts og sort biotit. Bjergarten er svagt magnetisk.
- 50 % alkalifeldspat
- 20% plagioklas
- 25 % kvarts
- 5% mørke mineraler
Stenen er pænt afrundet efter rejsen med indlandsisen. Men den har tre ridser, som ifølge sagnet er kommet, fordi en ugle har siddet på den.
Filmen ”Thomas fortæller om Uglestenens bjergarter”
Bjergarten minder meget om Bohuslen-granit, der findes som fast fjeld på svenskekysten lidt syd for grænsen til Norge. Da Larvikit fra Larvik på den modsatte side af Oslotragten er en almindelig forekommende strandsten på Læsø, tyder det på, at en del af Læsøs mange sten er kommet fra nord. Dermed er det ikke usandsynligt, at Uglestenen er kommet fra Bohuslen.