Uglestenen ligger ensomt på Fjærerne. Den hviler tilsyneladende oven på den postglaciale sandflade i modsætning til Rønnernes store sten, der stadig hviler på den lerede yoldiaflade, men titter op gennem det tynde sandlag. Uglestenen må være skubbet på plads en ekstra kold vinter, hvor havis har dækket sandfladen og været så tyk, at opdriften har været stor nok til at løfte kæmpen. På et luftfoto (et såkaldt orthofoto fra 2005) ses det spor, stenen har pløjet. Det kan følges 800 m i østlig retning. Et stigende tidevand eller vandstuvning i Kattegat må have løftet isflagen med den indefrosne sten og bragt den med til, hvor den ligger i dag.

'Fjærerne' hedder den 90 km² store sandflade syd for Læsø. Fladen er den endnu ikke tilvoksede del af det abrasionsflak, som også Rønnerne ligger på. Det er ikke en tidevandsflade og kan ikke sammenlignes med Vadehavet, hvor ebbe og flod skifter to gange i døgnet. Fjærerne ligger tørlagte i op til en måned ad gangen. Langvarige tørlægninger sker ofte i forårsmånederne. Og kan være vanddækket i endnu længere tidsrum, hvilket ikke er ualmindeligt i vinterhalvåret. Fjærerne er i praksis en ørken, hvor få dyr eller planter kan leve. Uglestenen er i sandhed en ensom fætter.

På stenens vestside ses en mellemkornet granit med to feldspatter: rødlig kalifeldspat og lys til glasklar plagioklas sammen med kvarts og det sorte glimmermineral biotit. Stenen er stærkt magnetisk og må indeholde magnetit. Kornstørrelsen ligger fra 3 til 5 mm, men granitten er porfyrisk med kalifeldspatkorn op til 2 x 1 cm. Plagioklaskorn ses omvokset af kalifeldspat.

•          35% alkalifeldspat
•          30% plagioklas
•          20% kvarts
•          15% mafiske mineraler

På stenens østside ses to granittyper: Den mellemkornede granit som den på vestsiden og en grovkornet granit. Kontakten mellem den grovkornede del og den mellemkornede del er tydelig, idet den markeres af et forhøjet biotit-indhold i grænsezonen.

Den grovkornede granit består af kalifeldspatkorn 5-10 mm store, der ofte ses som rektangulære krystaller med karlsbad-tvillinger. Lys hvidlig plagioklas ses opvokset af den rødlige kalifeldspat. Desuden ser du semitransparent kvarts og sort biotit. Bjergarten er svagt magnetisk.

•          50% alkalifeldspat
•          20% plagioklas
•          25% kvarts
•          5% mørke mineraler

Stenen er pænt afrundet efter rejsen med indlandsisen. Men den har tre ridser, som ifølge sagnet er kommet, fordi en ugle har siddet på den.

Filmen 'Thomas fortæller om Uglestenens bjergarter'

Bjergarten minder meget om Bohuslen-granit, der findes som fast fjeld på svenskekysten lidt syd for grænsen til Norge. Da Larvikit fra Larvik på den modsatte side af Oslotragten er en almindelig forekommende strandsten på Læsø, tyder det på, at en del af Læsøs mange sten er kommet fra nord. Dermed er det ikke usandsynligt, at Uglestenen er kommet fra Bohuslen.