Marienborgstenen

Man kan sagtens forestille sig, hvordan snakken har gået på gårdspladsen eller godskontoret til Marienborg Gods engang tilbage i 1990’erne: Nu skulle den sten ved Sølbjergvej ikke mere ligge i vejen og genere pløjningen på skråningen mod Røddinge Sø. Yngste mand bliver sendt af sted med en spade. Da han må opgive, kommer den lille gummiged, og herefter bliver der sendt bud efter den store på larvefødder.

Efter to dages graven lå Marienborgstenen frigravet, sandsynligvis i hele sin omkreds. For så at blive dækket til igen. Kun en lille spids stak op af mulden og holdt liv i et minde om en kæmpesten ti meter lang og næsten lige så bred.

I 2019 skulle det være. Nu skulle der mål og vægt på kæmpen. I januar mødte GEUS derfor op med spade, flækøkse og hegnspæle i metal. Med disse analoge redskaber blev stenens ryg blotlagt i 3 meters længde. Og der blev yderligere sonderet under terræn, så det kunne konstateres, at cirka 7 m² lå mindre end 1,2 m under overfladen.

GEUS fik nabohjælp til at grave og sondere i januar 2019.

I maj kom DTU Space med to gravimetre og lavede tyngdekraftmålinger hen over toppen af stenen langs en linje parallelt med Sølbjergvej og en linje vinkelret på. Gravimeteret udnytter, at stenens granit er tungere end det moræneler, stenen ligger i. Tyngdekraften virker med andre ord en smule stærkere over stenen end rundt om den. Forskellen er imidlertid meget lille, hvilket betyder, at usikkerheden på målingerne bliver tilsvarende stor.

På baggrund af de to tyngdekraftprofiler blev stenen under jorden vurderet til at have en længde på 9 m og en tykkelse på 4 m, tykkest sydvest for toppen. Volumen blev anslået til 140 m³, der ganget med en vægtfylde for granit på 2,67 g/cm³ giver en vægt på hele 370 tons.

Til dette flotte resultat knyttes dog den kommentar, at resultatet ikke er mere sikkert end plus/minus 50 %. Og det er nok mest sandsynligt, at vægten ligger under, for densiteten af det omkringliggende moræneler blev sidenhen bestemt til lidt mindre end det tal, der indgik i den beregning, som nåede frem til de 370 tons.

Forskere fra DTU Space foretager gravimetriske målinger hen over Marienborgstenen, maj 2019.

Stenen måles med georadar

I september var det Institut for Geovidenskab og Naturforvaltnings tur til at måle med en georadar. En georadar sender pulser af elektromagnetiske bølger gennem jorden. Radarsignalet reflekteres af laggrænser, og en laggrænse findes netop langs undersiden af kæmpestenen, hvor granit hviler på moræneler. Georadaren opfanger det reflekterede signal og måler tiden, signalet er om at nå til reflektoren og tilbage igen.

Hvis du kender udbredelseshastigheden af radarsignalet i granit, kan refleksionstiden omregnes til en afstand – i dette tilfælde tykkelsen eller højden af granitstenen. Radaren blev trukket hen over stenen, men stenens overside er særdeles ujævn, hvilket forhindrer direkte kontakt mellem georadarens antenne og stenen, som skal måles. Det giver usikkerhed på målingerne. Usikkerheden til trods anslås dybden til bunden af stenen at være 3,5 til 4 m.

Målinger med georadar udføres af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, KU, september 2019.

De gravimetriske målinger og målingerne med georadar kom begge frem til en højde på maksimalt 4 m. De to gravimetriske profiler antyder en maksimal længde på 9 m og en bredde mellem 6 og 7 m. Det er ikke langt fra de mål, der har overlevet i en hukommelse siden 1990’erne. Anvendes de mål i formlen for en omdrejningsellipsoide, får du en volumen mellem 110 og 130 kubikmeter og en vægt mellem 300 og 350 tons.

At bestemme vægten på en kæmpesten, der ligger helt fri på overfladen, kan være svært nok, fordi de tit er amøbeformede og ikke passer ind i en simpel geometrisk form. Marienborgstenen lå næsten helt begravet på dette tidspunkt.

I 2019 var bedste bud 300 tons. Et pænt rundt tal fremkommet på baggrund af en fjern erindring og efterfølgende geofysiske målinger.

Udgravning af stenen i sensommeren 2020  

Sandhedens time

I sensommeren 2020 gav Marienborg Gods lov til at frigrave stenen. Vordingborg Kommune tilbød at betale for gravearbejdet. Alle håbede på, at den mønske lerjord gemte på en sværvægter af kæmpesten, der havde størrelse til top-10, og som kunne blive en attraktion på Vestmøn lige ved Camønoen.

Frigravningen tog ende forbavsende hurtigt, og stenen viste sig ikke bare lidt mindre end forventet, men meget mindre end forventet. Formen minder om en fladtrykt grovbolle, der er delt med et lodret snit: afrundet mod vejen og lodret mod engen og udsigten.

Stenen længde er 4,2 m målt parallelt med Sølbjergvej. Højden måler 1,2 m, og bredden måler 2,5 m og måske lidt mere, idet stenen forsvinder ind under vejen. Med de mål anslås vægten til 20 tons.

 Nysgerrigheden blev stillet. Marienborgstenen viste sig som en fin, men flad sten, der i størrelse ikke kan måle sig med sine kæmpestenvenner i Hjelm Bugt: Tøveldestenen og Puggaardstenen.

Hvis ikke du fisker, fanger du som bekendt aldrig noget. Håbet var at fange en stor attraktion til Vestmøn, men fangsten blev en mindre seværdighed på en ualmindelig dejlig plet mellem mark, eng og skov.

Frigravningen i 2020 blotlagde en hulning i oversiden. Når det regner, står der vand til glæde for tørstige og badelystne fugle. Langs kanten af hulningen ses to spor fra borede huller. Hullerne har sandsynligvis været til dynamit, og hulningen kan være opstået efter sprængning.

Den afskårne form og lodrette front mod engen ser også ud til at være skabt med kiler eller sprængstof. Der er imidlertid ikke fundet kilemærker eller borespor langs den lodrette kant til at bekræfte den idé.