I de 100 år fra oprettelsen af DGU i 1888 til vedtagelsen af lov om Danmarks Geologiske Undersøgelse i 1987 havde DGU formelt og reelt ansvar for geologisk udforskning af Færøernes undergrund.

I 1938 indledte DGU en rekognoscering med vulkanolog og senere geologiprofessor Arne Noe-Nygaard som leder. Men Tysklands besættelse af Danmark og Storbritanniens besættelse af Færøerne satte en stopper for videre undersøgelser fra 1940 til 1945, hvor al forbindelse mellem Danmark og Færøerne var afbrudt. 

I 1950 havde Færøerne selv fået uddannet en geolog, Jóannes Rasmussen (1912–1992), der havde opholdt sig i København i krigsårene og studeret hos bl.a. Arne Noe-Nygaard (også medlem af Frihedsrådet for Dansk Samling i krigens sidste år). Han udvirkede, at Jóannes Rasmussen (der havde været formand for de ’indefrosne’ ­færøske studenter i København i krigsårene) blev ansat af DGU og udstationeret i Tórshavn, hvor han samtidig blev bestyrer for ­Færøernes eget geologiske arkiv (Føroya Jarðfrøðisavn).

Sammen med Noe-Nygaard kortlagde Jóannes Rasmussen Færøernes vulkanske undergrund og kulforekomster, og kortene blev sammen med en omfattende geologisk beskrivelse udgivet af DGU i 1969. Udgivelsen skabte en vis interesse for Færøernes geologi, og direktør Ole Berthelsen skaffede midler fra bl.a. Carlsbergfondet til de første dybe boringer på Færøerne, Vestmanna-1 (1980) og Lopra-1 (1981). Sidstnævnte boring blev placeret på Suðuroy, den sydligste af øerne, hvor man mente at kunne komme længst ned i undergrundens endnu ukendte lag.

Boringen antydede, at der kunne være kulbrinter i Færøernes undergrund.

Da der efterhånden var kommet en vis oliegeologisk interesse for Færøernes undergrund, især i havet omkring Færøerne, begyndte det at skabe forhåbninger i det færøske samfund om et olieeventyr. I den pågældende periode var DGU’s Færøafdeling bl.a. udvidet med geologerne Regin Waagstein og Morten Sparre Andersen, der var fuldt optaget med undersøgelser af den færøske havbund.

Medlemmer af styregruppe

Medlemmer af styregruppen ser på Lopra-1 boringen den 25. august 1981.
Fra venstre: professor Arne Noe-Nygaard (Geologisk Museum), landsingeniør Mikkjal Helmsdal (Færøernes Landsstyre), geolog Stanley Fine, sekretariatsleder Ebbe Holmboe, direktør Ole Bertelsen (alle tre DGU), ingeniør Hans Biskopstø (Færøernes Landsstyre), geofysiker Peder Hedebol Nielsen (DGU) og forhenværende statsgeolog Jóannes Rasmussen (DGU og konsulent for Færøernes Landsstyre).

Foto: Regin Waagstein, GEUS.

Af bemærkningerne til 1987-loven om DGU fremgik det, at aktiviteterne på Færøerne som hidtil skulle tilrettelægges i forståelse med Færøernes Landsstyre, og at udgiften til driften af Færøafdelingen deles mellem DGU og Færøernes Landsstyre. Denne deling af opgaverne fortsatte til 1992, hvor den nuværende ordning trådte i kraft (se nedenfor). Derefter har DGU/GEUS udelukkende været engageret i et tæt og frugtbart samarbejde om opgaver, som Landsstyret har anmodet om, samt i opgaver om Rigsfællesskabets sokkelafgrænsning omkring Færøerne.

Midt under den dybe økonomiske krise på Færøerne, nærmere bestemt d. 11. september 1992, blev en færøsk forhandlingsdelegation til sin store forundring mødt af en imødekommende dansk statsminister. Indtil da havde statsminister Anker Jørgensen holdt på, at der ikke er noget at rafle om m.h.t. sags­området ’råstoffer i undergrunden’. Nu tilbød Poul Schlüter pludselig Færøerne at overtage sagsområdet med hud og hår. Dermed kom DGU’s tilstedeværelse på Færøerne til at hænge i det yderste af neglene og begrundedes først og fremmest i, at man var enige om, at DGU skulle bistå Landsstyret med råd og dåd. DGU/GEUS bidrog derpå især til de følgende års opbygning af en ­færøsk efterforskningskompetence.

Især under ledelse af geolog Martin Heinesen for Færøerne og statsgeolog Stefan Hultberg, blev der gjort brug af tilsagnet om råd og dåd. Stefan Hultberg var ny chef for DGU’s stratigrafiske afdeling i København og havde bl.a. fået overdraget ansvaret for DGU’s aktiviteter på Færøerne, specielt med hensyn til opbygning af oliegeologisk kompetence på Færøerne. Under et møde med lagmand Atli Dam enedes man om at oprette en kommission for kulbrinteplanlægning. Den blev etableret kort tid efter af lagmand (1993–1994) Marita Petersen og fik Árni Olafsson som formand.