GEUS registrerer kraftig rystelse fra Nordkorea d. 9. september 2016

Publiceret 09-09-2016

GEUS' seismografer i Grønland og Danmark har i nat registreret en usædvanlig og meget kraftig rystelse, som stammer fra det nordlige Nordkorea.

GEUS' seismografer i Grønland og Danmark har i nat registreret en usædvanlig og meget kraftig rystelse. Rystelsen stammer fra det nordlige Nordkorea og fandt sted kl 02:30 dansk tid. Området rammes normalt ikke af jordskælv, men er kendt som et sted, hvor Nordkorea tidligere har foretaget en række atomprøvesprængninger, senest d. 6. januar i år.

Flere indicier, udover lokaliteten, peger på at rystelsen stammer fra en eksplosion og ikke fra et naturligt jordskælv. Signalet på seismogrammerne er meget enkelt og kortvarigt i modsætning til de mere komplekse bølgeformer naturlige jordskælv afstedkommer. Derudover viser beregninger, at kilden til rystelsen har befundet sig meget nær jordoverfladen.

GEUS har beregnet størrelsen på rystelsen til 5.8 mb på Richterskalaen, da denne giver nem mulighed for sammenligning med ældre rystelser. Nordkoreas seneste internationalt bekræftede atomprøvesprængninger fandt sted hhv d. 6. januar 2016 og d. 12. februar 2013 på samme lokalitet som nattens rystelse. Disse to tidligere sprængninger blev af GEUS målt til en størrelse på 5.5 mb, og er således lidt mindre end den aktuelle sprængning. Signalerne fra 2013 og 2016 er meget nær identiske, viser signalerne fra GEUS' seismograf i Danmarkshavn i Nordøstgrønland.

Det er ikke ud fra seismogrammerne muligt at afgøre, hvilken type eksplosion der er tale om. Skelnen mellem konventionelle og atomare sprængninger udføres ved måling af radioaktive sporstoffer.

Folketinget tiltrådte i 1996 FN-traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger, Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty. GEUS er Danmarks Nationale Myndighed på området og er derudover ansvarlig for Danmarks seismologiske bidrag til FN's overvågning.

Baggrundsinformation:
Om FN-traktaten og løbende opdateringer fra FN: www.ctbto.org
Om jordskælv: http://extra.geus.info/njs/njs_iff_01_00.html