8. Workshop om det Arktiske Ocean, GEUS, d. 7-8. december 2016

Publiceret 09-12-2016

Den 8. workshop om det Arktiske Ocean blev afholdt på De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) d. 7.-8. december 2016. Deltagerne omfattede videnskabsfolk og ledelse fra Kontinentalsokkelprojekterne fra de fem arktiske lande sammen med topfolk fra de pågældende udenrigsministerier; i alt deltog mere end 65 personer.

Siden den første workshop i St. Petersborg i 2007 har fokus for disse faste arrangementer gradvist ændret sig fra planlægning af dataindsamling og tolkning til brug af data og resultater i submissioner til Sokkelkommissionen (CLCS). Resultater fra tidligere og igangværende samarbejdsprojekter blev også præsenteret under workshoppen sammen med planer for langsigtet beredskabsarbejde og visioner for ny forskning.

Vicedirektør ved GEUS Flemming G. Christiansen udtrykker sin tilfredshed over det store antal deltagere, de mange gode præsentationer og den store diskussionslyst.

"Det afspejler vigtigheden og er udtryk for, at der har været et godt teknisk og videnskabeligt samarbejde mellem landene i en lang periode. Der er al mulig grund til at tro, at samarbejdet fortsætter i mange år fremover, formentligt indtil alle landene har fået behandlet deres krav ved CLCS. Der er fortsat udfordringer pga. begrænset datatæthed og behov for et stort teknisk beredskab i forhold til forhandlinger. Meget opmuntrende er der også et enestående grundlag for fælles videnskabelige aktiviteter i det Arktiske Ocean, især pga. adgang til nøgledata, veltestet udstyr, mange gode ideer samt ikke mindst dygtige og entusiastiske forskere."

Læs mere om kontinentalsokkelprojektet her: http://a76.dk/index.shtml

Kontakt
Vicedirektør Flemming Getreuer Christiansen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), telefon 20108390 og e-mail fgc@geus.dk
Presse- og kommunikationschef Mette Buck Jensen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), telefon 61666159 og e-mail meb@geus.dk