Beskyttelse af historiske skibsvrag

Publiceret 27-09-2010

Under havet er der gået pæleorm i fortidsminderne, så gamle skibsvrag bliver spist. projektet Wreck Protect samler data om pæleormene for at finde ud af om klimaændringerne er en del af årsagen og for at finde en tilgang til løsninger.

Wreck Protect Projektet er et EU finansieret projekt under 7. Rammeprogram, Tema 6, Miljø. Projektet begyndte i april 2009 og varer i 2 år.

De vigtigste mål i Wreck Protect er:

  • At udvikle et brugervenligt værktøj til at lokalisere og forudsige spredning af pæleorm Teredo navalis.
  • At undersøge og opsummere de bedste metoder til in situ beskyttelse af bevaringsværdige skibsvrag.

Projektets forskere har opsummeret pæleormens tolerance overfor salinitet, temperatur, iltindhold og strømforhold, i de forskellige stadier af en pæleorms livscyklus. Disse tolerancer er brugt til at modellere udbredelsen af pæleorm for perioderne 1980-2008 (hindcast) og 2009-2020 (forudset).

En Geografisk Informations Systems model er blevet udviklet for at vise resultaterne i form af kort, som fremhæver sæsonmæssige og langsigtede ændringer i udbredelsen af pæleorm i Kattegat og Østersøen. Såkaldte "Hot Spots" på disse kort fremhæver områder, hvor pæleorm har størst muligheder for at overleve, angribe træ og reproducere sig selv. Disse kort vil blive offentligt tilgængelige for at hjælpe beslutningstagere og forskere til at evaluere risikoen for pæleormenes angreb af historiske skibsvrag i Østersøen, og derved være til hjælp når beskyttelsen af disse vrag skal prioriteres.

Resultater viser at pæleorm er udbredt i hele Kattegat og de danske bælter om sommeren (juni - september), men mindre udbredt længere mod øst og Bornholm og den sydlige Østersø. Udbredelsen af reproduktionen af pæleorm i efteråret (oktober) er øget gennem de tre sidste årtier. Der foregår detaljerede undersøgelser for at bestemme, hvorvidt denne forøgelse er et resultat af klimaændringer.

Wreck Protect projektet er koordineret af Dr. Charlotte Gjelstrup Björdal, Technical Research Institute of Sweden og støttet af fem projekt partnere David Gregory (Nationalmuseet), Zyad Al-Hamdani (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland; GEUS), Jørgen Dencker (Vikingeskibsmuseet), Martijn Manders (Dutch Cultural Heritage Agency) og Jon Havenhand and Christin Appelqvist (Göteborgs Universitet).

Projektets rådgivende komite trækker på forskere fra Frankrig, Tyskland og Finland

Yderligere oplysninger:

Seniorforsker Zyad Al-Hamdani, GEUS
Tlf.: 38 14 29 11
E-mail: azk@geus.dk