Atomsprængning i Nordkorea

Publiceret 26-05-2009

Rystelser målt i Grønland og Danmark stammer fra en nordkoreansk atomprøvesprængning den 25. maj 2009. Rystelserne kom nordfra til Grønland klokken tre om natten og blev målt på Bornholm et minut senere.

Nordkorea har meddelt at de har foretaget en atomprøvesprængning den 25. maj 2009. Rystelser fra kraftige eksplosioner breder sig gennem jorden ligesom rystelserne fra jordskælv, og det er derfor muligt at måle, om eksplosionen rent faktisk har fundet sted.

GEUS seismografer i Danmark og Grønland viser et tydeligt udslag kort efter kl 03 om natten dansk tid den 25. maj. Rystelsen kommer nordfra og rammer først det nordlige Grønland. Ca. et minut senere er rystelsen nået helt til Bornholm.

Alene ud fra de danske og grønlandske seismografer kan vi udregne at rystelsens epicenter ligger i Nordkorea. En mere nøjagtig position kan udregnes, når vi medtager data fra de internationale netværk af seismografer. Vi har udregnet rystelsens størrelse til 4.8 på Richterskalaen. Det stemmer fint overens med resultaterne fra vores amerikanske kolleger i USGS, som når frem til at rystelsen måler 4.7 på Richterskalaen. Der er altid lidt usikkerhed på den type beregninger. Til sammenligning målte jordskælvet i Skåne den 16. december 2008 4.7 på Richterskalaen.

Det kan være svært at afgøre om en rystelse stammer fra en eksplosion eller et jordskælv. I dette tilfælde er det iøjefaldende at rystelsen var meget kortvarig. Jordskælv genererer mange forskellige bølger, som trækker et langt spor hen over seismogrammerne. Rystelserne fra den nordkoreanske eksplosion er derimod overstået på nogle få sekunder. Rystelsens epicenter ligger heller ikke i et område hvor der plejer at komme jordskælv, hvilket også peger på at der meget vel kan være tale om en eksplosion.

GEUS deltager aktivt i den internationale overvågning af atomprøvesprængninger. Folketinget har tiltrådt at Danmark er med i FN-aftalen om forbud mod atomsprængninger (Comprehensive Nuclear Test ban Treaty, CTBT) og GEUS er udpeget som National Myndighed for CTBT. GEUS deltager aktivt i den daglige overvågning af rystelserne i undergrunden, og er parate med rådgivning om mistænkelige rystelser, når behovet opstår. Nordkorea har ikke tiltrådt FN-aftalen.