Styrket klimaforskning ved Geocenter Danmark - tiltrædelse af ny professor

13-05-2008

Jörn Thiede fra Tyskland starter som professor i klimaforskning ved Geocenter Danmark den 16. maj 2008. Han skal være med til at sætte endnu mere fokus på klimaforskningen.

En sværvægter indenfor den arktiske forskningsverden tiltræder et professorat i klimaforskning ved Geocenter Danmark. Det sker den 16. maj 2008, hvor professor Jörn Thiede fra Tyskland holder tiltrædelsesforelæsning på Geocenteret.

Jörn Thiede ansættes ved Institut for Geografi og Geologi (IGG) ved Københavns Universitet, hvor han sammen med forskerne i Geocenter Danmark skal være med til at sætte endnu mere fokus og damp på klimaforskningen. Jörn Thiede vil etablere nye udannelsestilbud inden for klima og maringeologi med fokus på polarområderne og medvirke til at hjemtage flere internationale og nationale klimaforskningsprojekter til Geocenter Danmark. Endelig skal han fremme Geocenter Danmarks deltagelse i internationale forskningsnetværk indenfor klimaforskningen og bidrage til centerets videnskabelige rådgivning i klimaspørgsmål.

Klimaet er på dagsordenen som aldrig før både her hjemme og i udlandet, og geovidenskaberne er centrale, når det gælder om at belyse og svare på de mange spørgsmål om klimaets udvikling både i fortiden og i fremtiden.

- Verdenssamfundet står over for mange klimarelaterede problemer, hvor geovidenskabelig indsigt og rådgivning er en af nøglerne til at anvise løsninger. Det udfordrer den geovidenskabelige del af klimaforskningen og kalder på en øget forskningsindsats, siger institutleder Lars Stemmerik fra IGG.

- Med ansættelsen af Jörn Thiede vil vi styrke klimaforskningen i Geocenter Danmark. Han er en klimaforsker af enestående internationalt format, og så har han samtidig et dybt kendskab til det danske forskningssystem. Han samarbejder allerede med mange danske klimaforskere, og hans internationale netværk er uden sammenligning, slutter Lars Stemmerik.

Den 67-årige Jörn Thiede har i de sidste ti år været direktør for det tyske polarforskningsinstitut - Alfred Wegener Institut for Polar and Marine Sciences (AWI) og er professor i oceanologi ved Kiel Universitet. Herfra fik han også sin Ph.D. i geologi i 1971, og siden da, har han bestridt en lang række forsknings og forskningslederstillinger i Tyskland, Norge og USA. Jörn Thiedes tilknytning til Danmark blev for alvor etableret gennem hans ansættelse som lektor på Geologisk Institut ved Aarhus Universitet fra 1967 - 1973. I 1984 modtog han Steno-medaljen fra Dansk Geologisk Forening for sin forskning af marine sedimenter i Nordatlanten, og i årene herefter har han modtager flere priser for sin forskning og bestridt mange poster i internationale forskningsselskaber og komitéer. Senest er han blevet medlem af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse.

Tid og sted for tiltrædelsesforelæsning:
Fredag den 16. maj, 2008 kl. 14.15
Institut for Geografi og Geologi, Auditorium A
Geocenter Danmark
Øster Voldgade 10
1350 København K

Forelæsningstitel: Geologi og Klima

Professor Jörn Thiede

Professor Jörn Thiede tiltræder i maj stillingen som professor ved Geocenter Danmark, hvor han skal være med til at styrke centerets klimaforskning.