Da jorden revnede omkring Grønland - Danmarks Geologipris 2004 er uddelt

22-02-2005

I år modtog tre forskere fra tre forskellige institutioner årets geologipris. De fik den for et flot samarbejde om kortlægningen af de grønlandske vulkanske provinser fra landets brud med Europa og Amerika.

Udforskningen af de stejle, fjerne basaltfjelde i Grønland, kræver mandsmod, sene nætter i laboratorierne og adgang til moderne kortlægningsteknik. Grønlands højeste punkt Gunnbjørn Fjeld (3693 m) ligger i de uvejsomme basaltfjelde, Watkins Bjerge i Østgrønland. Foto: Michael Larsen, GEUS Tirsdag d. 22. februar 2005 modtog dr. scient Asger Ken Pedersen fra Geologisk Museum, dr. scient Lotte Melchior Larsen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) og lektor Lic. tech. Keld S. Dueholm fra DTU, Danmarks Geologipris 2004 på 25.000 kr. Prisen blev givet for deres enestående samarbejde i kortlægningen af de store fjerntliggende vulkanske områder i Vest- og Østgrønland, der blev skabt da Grønland langsomt blev løsrevet fra Canada og Nordeuropa for mellem 60-54 millioner år siden.

I denne periode strømmede store mængder lava ud af sprækker i jorden og skabte i løbet af millioner af år de kilometer tykke basaltprovinser, der i dag findes som høje og stejle fjelde i Diskoområdet i Vestgrønland og ved Blosseville Kyst i Østgrønland.

Geologerne Asger Ken Pedersen og Lotte Melchior Larsen har i mange år studeret de uvejsomme basaltfjelde og har kortlagt de vulkanske bjergarter og målt deres kemiske sammensætning. Under arbejdet blev det klart, at det var nødvendigt at finde på nye måder at opmåle de stejle fjeldvægge på uden at sætte livet på spil. Det førte til et samarbejde med Keld S. Dueholm, der igennem mange års forskning har udviklet en teknik, hvor man ved hjælp fotografier fra almindelige kameraer kan opmåle de store fjeldvægge med stor nøjagtighed.

Prismodtagernes arbejde har kortlagt, hvad der skete i en dramatisk periode i Jordens historie, og i dag har vi en imponerende indsigt i, hvornår og hvordan de store lavastrømme bredte sig ud over datidens Grønland og tilgrænsende havområder. Denne viden er en efterspurgt varer for mange geologer, der arbejder med at forstå åbningen af det nordatlantiske område eller søger efter mineraler og olie i det kolde nord.

Prisen blev overrakt af direktør Martin Ghisler fra GEUS under et møde i Dansk Geologisk Forening på Geologisk Museum. - Gennem fysisk udholdenhed i felten og utrættelig arbejde i laboratorierne har Asger Ken Pedersen og Lotte Melchior Larsen med uvurderlig støtte af Keld Dueholm præsteret et stykke forskning, der giver os et helt usædvanligt godt indblik i, hvordan de store vulkanprovinser er opbygget, sagde Martin Ghisler ved overrækkelsen.

Med ordene: - Aldrig har så få, haft så meget at takke så mange for, sagde Asger Ken Pedersen tak på prismodtagernes vegne til de mange geologer, institutioner og forskningsfonde der siden 1968 har støttet det store arbejde.

Danmarks Geologipris uddeles én gang om året af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) efter indstilling fra Dansk Geologiske Forenings bestyrelse. Prisen tildeles en person eller gruppe af personer, som inden for de seneste 5 år har publiceret én eller flere afhandlinger eller kort, der i særlig grad har bidraget til forståelsen af Danmarks eller Grønlands geologi.

Yderligere oplysninger om Danmarks Geologipris kan findes på Dansk Geologisk Forenings hjemmeside: 2dgf.dk eller hos foreningens formand Peter Johannessen, tel. 38 14 27 11.

Prismodtagerne kan kontaktes på:
Asger Ken Pedersen, e-post: akp@savik.geomus.ku.dk, tlf. 35 32 23 60
Lotte Melchior Larsen, e-post: lml@geus.dk, tlf. 38 14 22 52
Keld S. Dueholm, e-post: ksd@imm.dtu.dk, tlf. 45 25 59 84