Tidligere gravede man brønde for at få grundvandet op. Vandet blev taget op med spand eller pumpe. Der findes ikke så mange brønde i Danmark mere, og der bliver stadigt færre.

Det skyldes, at brøndene er sårbare over for forurening, da vand fra overfladen let kan sive ned i dem. Desuden var brøndene i mange tilfælde gravet ned til lokale, små magasiner af grundvand, tæt ved jordoverfladen. Derfor kunne de ikke yde tilstrækkeligt vand til det vandforbrug, vi har i dag.

I dag henter vi i de fleste tilfælde vandet længere nede i jorden, i grundvandets hovedmagasin. At grave dybe brønde er besværligt, farligt og dyrt. Derfor vælger man i dag at lave vandforsyningsboringer ned i jorden.

Under borearbejdet presses et stålrør med ned i hullet. Stålrøret skal hindre, at hullet falder sammen under borearbejdet, og det bliver fjernet, når boringen er færdig. Når man har nået den dybde, man vil ned til, sætter man et mindre rør – et såkaldt forerør – inden i stålrøret. I forerøret er der nederst skåret et stort antal riller. Rillerne er så smalle, at grus og groft sand ikke kan komme igennem. Denne del af forerøret kaldes filteret.

Når forerøret med filteret nederst er sat på plads, begynder brøndboreren at trække det store stålrør op. Mens han gør det, hælder han groft sand ned mellem de to rør. På den måde kommer der til at ligge groft filtersand uden for rillerne i filtret. Det grove sand hindrer finkornet sand fra jorden udenom boringen i at komme hen og stoppe rillerne til.

For at få vandet op til jordoverfladen sænker man en elektrisk pumpe ned i boringen. Når pumpen bliver startet, vil grundvand strømme ind i forerøret gennem rillerne i filtret. Ude i jorden udenom vil vandet strømme hen imod boringen. Når der pumpes vand op, vil grundvandsspejlet sænke sig omkring boringen; mest tæt ved boringen og mindre udefter. Grundvandsspejlet vil blive tragtformet omkring boringen. Det kaldes en sænkningstragt. Tragtens størrelse vil afhænge af, hvor meget vand vi pumper op, og hvor hurtigt vandet strømmer hen til boringen.

Hvor meget vi kan pumpe op fra en boring afhænger af, i hvilken type jord filteret sidder. En boring yder generelt meget, hvis filtret sidder i en jordart som groft grus eller i den knuste kalk i toppen af kalklagene i Øst- og Norddanmark. Modsat yder en boring dårligt, når filteret sidder i finkornet materiale som fint sand eller ler.

Brøndborerens viden og erfaring er vigtig og indgår i vurderingen af, hvor en boring til vandforsyning skal placeres, og hvor dybt det er nødvendigt at bore ned. Men ofte bistår geologerne brøndboreren i denne vurdering. GEUS-geologer samler oplysninger fra hele landet om, hvordan lagene af de forskellige jordarter er placeret, og hvad de består af.

Desuden samler GEUS oplysninger om, hvor dybt grundvandsspejlet ligger, og hvor meget vand de vandførende lag kan yde. Ved hjælp af disse mange oplysninger kan man tegne kort over grundvandsspejlets højdeforhold, og i hvilke retninger grundvandet strømmer. På denne måde kan myndighederne vurdere, hvor store mængder af grundvand der findes i jorden.

Vandforsyningen i Danmark er næsten udelukkende baseret på grundvand. Overfladevand bliver kun brugt i københavnsområdet. Vandet hentes her fra rene søer på Midtsjælland, og som regel kun i perioder om sommeren når der er tørke.

I starten af 1980'erne nåede danskernes vandforbrug helt op på 1200 millioner kubikmeter pr år. Men det er faldet væsentligt siden da. Med brochurer, udstillinger og omtale i pressen er der givet mange oplysninger om miljøforhold til befolkningen. Det har gjort, at bevidstheden om grundvand, drikkevand og forurening er blevet stor. Endvidere er de stigende afgifter på forbrug og afledning af vand steget voldsomt de senere år på grund af 'grønne' afgifter på drikkevand og spildevand, hvilket har ført til, at vandforbruget i dag ser ud til at stabilisere sig omkring i alt 600 mio. m³/år.

Der er ca. 2.600 vandværker i Danmark, med i alt omkring 10.000 tilknyttede boringer, og de leverer drikkevand til 92 pct. af alle husstande. De sidste otte procent af husstandene har ofte egen vandforsyning i form af privat brønd eller boring, og de fleste af disse husstande ligger på landet.

I 2005 brugte vi i alt 640 millioner kubikmeter grundvand. Heraf udgjorde vandværkernes forsyning til husholdningerne og industri  413 millioner kubikmeter. Erhvervsvanding til hhv. gartnerier, landbrug (markvanding) og dambrug brugte 166 millioner kubikmeter, mens virksomheder med egen vandindvinding brugte 61 millioner kubikmeter. Endelig blev der i 2005 indvundet 18 millioner kubikmeter overfladevand. Indvindingen af grundvand fra vandværkerne er faldet med 35 pct. fra 1989 til 2000.

Mængden af vand, der bliver indvundet, svinger fra år til år. Det skyldes først og fremmest, at en meget stor del af vandet bruges til vanding af markerne. Hvor meget vand det er nødvendigt at anvende til markvanding, afhænger af, hvor meget det regner, og de typer af afgrøde, der er på markerne. Hvis vi ser på forbruget af vand til markvanding over en årrække, er der ikke sket nogen formindskelse.

Forbruget af vand fra landets virksomheder kan også svinge. F.eks. udgjorde grundvandssænkningen i forbindelse med metrobyggeriet i København knap otte procent af den samlede indvinding af vand fra alle virksomheder i Danmark, da byggeriet var på sit højeste.

Der er uden tvivl stor forskel på, hvad vi bruger vandet til i de enkelte familier. Vaner og traditioner spiller en stor rolle, men også boligens indretning har betydning. I nogle ældre lejligheder i de store byer er der stadig ikke bad, mens det er almindeligt med karbad i nyere bebyggelse. Det er et forhold af væsentlig betydning for vandforbruget. Også typen af de hårde hvidevarer, folk bruger, har indflydelse på vandforbruget, og tøjvask spiller en stor rolle. Hos familier med børn, hvor man vasker meget tøj, bliver der f.eks. brugt meget vand, og her har det stor betydning, hvor meget vand ens vaskemaskine bruger pr. vask. I gennemsnit bruger hver person i dag 114 liter vand pr. døgn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til i 1985, hvor forbruget var på 174 liter pr døgn.

Efter denne enkle behandling har vandet fået en frisk smag og er langt de fleste steder i landet nu klar til at blive sendt ud til forbrugerne som drikkevand.

I nogle områder er grundvandet surt eller indeholder stoffer, der giver drikkevandet en ubehagelig smag, farve eller lugt. På vandværket foretages da en mere kompliceret vandbehandling.

Ulykkeligvis er det blevet sådan mange steder, at grundvandet fra en eller flere af et vandværks boringer indeholder forurenende stoffer. Det kan være organiske opløsningsmidler, pesticider eller nitrat. Nogle vandværker vælger at lukke de forurenede boringer. Andre vandværker fortynder det forurenede vand med ikke-forurenet vand fra andre boringer. På den måde kan mængden af det eller de forurenende stoffer i drikkevandet holdes under grænseværdierne. Grænseværdien for et stof er den højest tilladte mængde af stoffet i drikkevandet. Indeholder drikkevandet mere end grænseværdien, anses det for at kunne skade menneskers og dyrs sundhed.

Fra vandværket pumpes vandet op i store tanke. Tankene ligger ofte i et vandtårn, der er placeret på toppen af en bakke. Ved at pumpe vandet herop får man det tryk i vandrørene, som driver vandet ud til vandhanerne. På nogle vandværker styres vandtrykket dog direkte af pumper.

Det er kommunen, der kontrollerer kvaliteten af drikkevandet. Kommunen har lavet et kontrolprogram for hvert enkelt vandværk, som regel i samarbejde med vandværket selv. Vandet bliver kontrolleret tre steder: i boringen (råvandet), på vandværket og ved udvalgte forbrugeres vandhaner.

Det rene grundvand er truet. Frem til og med 2005 er der lukket over 1300 vandforsyningsboringer på grund af menneskeskabt forurening, og ca. 100 nye boringer lukkes hvert år. Man taler sædvanligvis om, at forurening af grundvandet sker på tre måder: fladeforurening, punktforurening og linjeforurening.

Fladeforurening

Cirka 90 pct. af Danmarks areal er åbne områder, der ikke er bebyggede. Landbrugsjord udgør omkring 60 pct., medens skove, gartnerier, haver og parker dækker de resterende 30 pct.

Landmænd tilfører gødning til jorden for at fremme deres planters vækst. Gødningen kan være staldgødning eller gylle fra dyrene, kunstgødning eller flydende ammoniak. Gødningen indeholder stoffer, der er vigtige for, at planterne kan trives og give et stort udbytte.

Der findes et stof i gødning, som giver store problemer i forhold til grundvandet. Det er kvælstof. Kvælstof findes på flere former i jorden, nitrat (NO₃), ammoniak (NH₄) og indbygget i organisk stof. Hvis planterne ikke har opbrugt overskuddet af kvælstof, når vækstsæsonen er forbi, vil overskuddet sive med vandet ned gennem jorden – dette vil ske i form af nitrat.

Insekt- og svampeangreb kan nedsætte udbyttet og i værste fald ødelægge afgrøderne. Ukrudt konkurrerer med nytteplanterne om næring og plads. For at give afgrøderne de bedste vilkår, sprøjtes markerne med plantebeskyttelsesmidler, også kaldet pesticider. Det er gifte, der hæmmer eller udrydder de skadelige insekter og svampe og begrænser væksten af ukrudtsplanterne uden at skade selve afgrøden. Giftene er opløst sammen med nogle hjælpestoffer, som bl.a. sørger for, at pesticiderne trænger ind i planterne.

De aktive stoffer (pesticiderne) og hjælpestofferne i sprøjtemidlerne kan følge med det nedsivende vand og nå ned til grundvandet, hvis der ikke sker en tilstrækkelig nedbrydning. Indtil slutningen af 1980'erne anså man ikke sprøjtemidlerne for et problem i forhold til grundvandet. I midten af 80'erne begyndte man at finde pesticider i grundvandet.

Siden er der gjort mange fund, og det viser, at der ikke kun er tale om lokale forureninger som for eksempel nedgravede dunke. Den almindelige landbrugs- og gartneridrift, hvor store arealer sprøjtes, er en af årsagerne til fundene af pesticider i grundvandet.

Pesticider har også været anvendt til bekæmpelse af ukrudt i skov, parker og på fortove. Denne anvendelse formodes også at have resulteret i en betydelig forurening af vores grundvand. F.eks. har pesticidet dichlobenil været anvendt til ukrudtsbekæmpelse på sådanne arealer i mange byområder. Nedbrydningsproduktet fra dette pesticid, BAM, er det mest hyppigt fundne nedbrydningsprodukt i dansk grundvand.

Punktforurening

Ud over landet er tusinder af gamle grus-, ler- og mergelgrave gennem årtier blevet brugt som lossepladser for affald. På gamle industrigrunde kan man finde nedgravede dunke, tromler og lignende med forskellige kemiske stoffer. Jorden kan også være gennemvædet af kemiske stoffer som et resultat af et almindeligt spild ved den tidligere produktion. På tankstationer kan der være sket spild, eller tanke i jorden kan have været utætte. Utætte tanke med fyringsolie ved parcelhuse forekommer også nu og da. Disse afgrænsede steder betegnes som punktkilder for forurening.

Et i pressen meget omtalt eksempel på linjeforurening indtraf ved Ejstrupholm i Midtjylland i 1994. Sprøjtegiften atrazin til ukrudtsbekæmpelse var blevet brugt på en banestrækning. Boringerne efter drikkevand i området var ikke ret dybe. Da der oven i købet skete en hurtig nedsivning i områdets meget sandede aflejringer, viste giften sig hurtigt i grundvandet og i drikkevandet. Samtidig med fundene af pesticidrester i grundvandet blev der konstateret en forøget forekomst af børn med medfødte misdannelser, som efterfølgende undersøgelser dog ikke kunne relatere til pesticidresterne i drikkevandet. Denne hændelse satte gang i diskussionen om brugen af giftstoffer til bekæmpelse af ukrudt og var medvirkende til, at staten og mange amter og kommuner ophørte med at sprøjte pesticider på deres arealer

I mange byområder kan der være problemer med utætte kloakledninger. Forvitring og planterødder kan skade rørene. I kloakvandet er der blandt andet bakterier, som vi bliver syge af. Under uheldige omstændigheder kan kloakvand komme ind i drikkevandsforsyningen gennem grundvandet eller via overfladevand som løber ned i en boring. Det er alvorligt, og det er derfor nødvendigt at lukke boringer eller et vandværk, indtil skaden er udbedret, og der er foretaget en rensning af vandværkets rørsystem.

Miljøcentrene overvåger grundvandet i hele landet. Det foregår under et program, der kaldes GRUMO. Programmet er en del af den nationale overvågning af hele vandmiljøet, NOVANA, der startede som del af Vandmiljøplanen i 1987. GRUMO-programmet omfatter omkring 900 boringer, der ligger i 74 overvågningsområder spredt over hele landet.

Igennem overvågningsprogrammet følges udviklingen i grundvandets kvalitet og mængde.

Man måler bl.a. vandets indhold af nitrat, fosfor, tungmetaller, opløsningsmidler og pesticider. I begyndelsen målte man indholdet af bare 8 pesticider, men i dag indgår der 24 stoffer.

Vandværkerne følger også udviklingen i grundvandets kvalitet. Det sker ved den såkaldte boringskontrol, hvor man undersøger, om vandet fra vandværkernes indvindingsboringer indeholder forurening. Vandværkerne og miljøcentrene kortlægger også kilderne til forurening i de områder, hvorfra grundvandet strømmer ind mod indvindingsboringen, den såkaldte risikoanalyse.

Boringerne i GRUMO-programmet bruges ikke til indvinding af vand, men kun til overvågning af vandkvaliteten. Målingerne viser, hvilke stoffer der er i grundvandet på det sted og i den dybde, hvor boringens filter er åbent for indstrømning af vand. Disse målinger giver et reelt øjebliksbillede af grundvandets kvalitet på stedet. I mange boringer har der været målt en eller flere gange om året gennem mange år. Derved opbygges tidsserier, som viser udviklingen i grundvandets kvalitet.

Målingerne fra vandværkernes boringer giver derimod et gennemsnit af vandets indhold af stoffer i et langt større område, fordi man fra disse boringer pumper så meget vand op, at grundvandet strømmer ind mod boringens filter både oppefra, nedefra og fra siderne. Derved blandes vand fra forskellige dybder og muligvis endda fra forskellige grundvands­magasiner. Hvis grundvandet er for forurenet, lukker vandværket boringen. Vandværket må så evt. bore på ny for at nå det dybere grundvand, som er bedre beskyttet. Tidsserier fra vandværkernes indvindingsboringer standser derfor ofte, når vandet bliver forurenet, mens tidsserier fra overvågningsboringerne fortsætter uafhængigt af forureningsgraden.

De præcise målinger fra GRUMO-programmet og fra vandværkernes boringer samles hos GEUS, der hvert år udgiver en rapport. Den hedder 'Grundvandsovervågning' og beskriver, hvordan det står til med vores grundvand på landsplan.

Overvågningen af mængden af grundvand består dels i indsamling af oplysninger om oppumpede vandmængder fra vandværker, markvandingsanlæg mv., så den samlede oppumpning fra grundvandet kendes. Der indsamles også data om grundvandsstanden i det nationale pejlenet, hvor daglige pejlinger foretages automatisk i ca. 200 boringer.

I modelberegninger i den såkaldte NOVANA-model beregnes vandbalancen, så evt. overudnyttelse af grundvandsressourcen på regional skala kan identificeres.

For at fremme planternes vækst gøder vi jorden med kvælstof (N). Det stof er livsvigtigt for planter. Det bringes ud på markerne som gylle eller kunstgødning. Mens kunstgødning bliver optaget meget hurtigt af planterne, går det kun langsomt med gylle. Bakterier i jorden omdanner gyllen til nitrat (NO₃), som planterne let kan optage. Bakterierne danner nitrat, så længe temperaturen i jorden er over fire-fem grader. Nitrat dannes derfor længe efter høst, hvor der ikke er flere planter på markerne, som kan optage den. Overskuddet af nitrat vil sive med vandet ned gennem jorden og eventuelt ende i grundvandet, medmindre det bliver nedbrudt af andre bakterier undervejs.

Hvor meget der siver ned er afhængigt af, hvor meget nitrat der er i det øverste jordlag. Også nedbøren og temperaturen i løbet af efteråret og vinteren spiller en vigtig rolle. Jo mere det regner, og jo mildere vinteren er, desto mere nitrat vil der sive ned mod grundvandet. Består jorden tilmed af sand og grus, vil vandet strømme let. Her kan udvaskningen til grundvandet gå stærkt.

Nu er der heldigvis hjælp at hente dybere nede i jorden, for her er der ingen ilt. Her kan andre bakterier nedbryde nitraten til uskadeligt kvælstof. Den kan også blive nedbrudt med naturlig kemi. Enten ved kemiske reaktioner med lermineraler eller ved iltning af pyrit, også kaldet svovlkis. Når vand og nitrat er sivet igennem et iltfrit lag, er nitraten normalt væk.

^{Koncentrationen af nitrat i vandværksboringer for perioden 2003-2007. Der må højest være 50 milligram nitrat pr. liter (mg/l), i drikkevand. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.}

I forbindelse med, at produktionen i landbruget intensiveredes op gennem sidste århundrede, er fosforforbruget steget betydeligt. I år 1900 brugte man ca. 10.000 tons fosfor pr år. I midten af 80'erne var dette tal steget til 100.000 tons pr. år, hvorefter det omkring årtusindskiftet var bragt ned på ca. 71.000 tons pr. år. Selvom tallet er faldet noget, foregår der stadig i dag en ophobning af fosfor i jorden.

^{Koncentrationen af fosfor i vandværksboringer for perioden 1990-2004. Der må højst være 0,15 milligram fosfor pr. liter (mg/l) i drikkevand. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.}

Fosfor og nitrat

Ligesom nitrat er fosfor et vigtigt næringsstof for afgrøderne på markerne. Der er dog den store forskel på de to næringsstoffer, at hvor nitrat skaber flest problemer for vandkvaliteten, når det udsættes for ilt, så udgør fosfor et større problem i iltfattige miljøer. Det skyldes, at jernoxider i jorden frigiver deres indhold af fosfor under iltfattige forhold. Men når nitrat og fosfor udvaskes til fjorde og søer, har de samme effekt og fører til forøget algevækst. Udover at algerne gør vandet uklart og forhindrer lyset i at nå ned til bundplanterne, kan de også forårsage iltsvind. Begge dele giver dårlige livsbetingelser for det resterende dyre- og planteliv i søer og fjorde.

Fosforkilder

På nuværende tidspunkt bliver der, nationalt set, gødsket med langt mere fosfor, end afgrøderne kan optage. Den fosfor, der tilføres, kommer primært i form af husdyrgødning og handelsgødning. Derudover findes fosfor naturligt i jorden fra forskellige fosforholdige mineraler. Tilførslen af fosfor er ikke førhen blevet set som et problem, fordi jorden har en naturlig evne til at holde på den fosfor, der tilføres. Det har nu vist sig, at jorden kan blive mættet med fosfor i en grad, så den ikke længere kan tilbageholde den tilførte mængde fosfor, som derfor udvaskes til søer og fjorde.

Pesticider i jorden

Pesticider er kemiske stoffer, der bruges til at bekæmpe ukrudt, insekter og svampe med – plantebeskyttelsesmidler, kaldes de. Det moderne og intensive industrielle landbrug bruger store mængder pesticider. Men stofferne bruges også i gartnerier, langs veje og jernbaner og i private haver. Pesticider er ofte giftige for mennesker og dyr. Pesticider kan med nedbøren sive ned til grundvandet og forurene vores drikkevand, hvis de ikke nedbrydes i tilstrækkeligt omfang eller bindes til jordpartiklernes overflade.

Det øverste jordlag har en naturlig evne til at nedbryde de pesticider, der i dag anvendes. Nedbrydning foregår bedst i muldlaget, hvor der er masser af mikroorganismer (bakterier og svampe) og ilt til stede. Nogle pesticider når at blive helt nedbrudt, andre kun delvist. Herved dannes der såkaldte nedbrydningsprodukter, altså helt nye kemiske forbindelser. Disse stoffer kan nogle gange være mere giftige, end de oprindelige giftstoffer i sprøjtemidlerne var.

Hvor meget af pesticiderne der bliver bundet af jorden afhænger af to ting: jordens indhold af organisk stof og indholdet af lermineraler. De fleste pesticider bindes til det organiske stof i jorden, mens andre bindes til overfladen af lermineralerne. At pesticiderne eller nedbrydningsprodukterne bindes til jorden, betyder ikke, at de for altid vil blive siddende. De vil langsomt kunne blive opløst i jordvandet. Det betyder, at bindingen mest af alt forsinker en evt. udvaskning.

Kraftige regnskyl og naturlige sprækker i lerjord kan få pesticiderne til at sive meget hurtigt ned til grundvandet – så hurtigt, at de ikke når at blive nedbrudt i jorden. I de øverste jordlag kan stofferne sive igennem ormegange og huller lavet af rødder eller sprækker opstået under tørke. Nede i de dybere jordlag kan det være i sprækker i de massive lerlag – sprækker, der er opstået på grund af det enorme tryk fra isen under istiderne.

Forurening med pesticider

I de seneste ti år, hvor vandværkerne og kommunerne (tidligere amterne) har overvåget grundvandets indhold af pesticider, er der fundet flere og flere boringer forurenet med sprøjtemidler. I perioden fra 1993 til 2006 er der påvist pesticider eller nedbrydningsprodukter i over en fjerdedel af de undersøgte boringer i grundvandsovervågningen.

Den højeste tilladte mængde pesticid i grundvandet kaldes grænseværdien. Den er overskredet i mere end hver tiende boring. Grænseværdien for pesticider i drikkevand er 0,1 µg/l. Det svarer til et gram pesticid i ti millioner liter vand, og det er en meget lav værdi. Årsagen til, at myndighederne holder fast i den lave grænseværdi, er enkel:

Eksperterne kender ikke alle pesticidernes skadelige virkninger på mennesker og miljø.

Frem til og med 2005 har vandværkerne lukket over 1300 boringer på grund af pesticider eller deres nedbrydningsprodukter.

Pesticiderne findes især i det unge grundvand. Antallet af fund falder jævnt, jo dybere vandprøverne er taget, og jo ældre vandet er. Men der findes pesticider ned til 80 meters dybde og i enkelte tilfælde endda væsentligt dybere. Omkring halvdelen af det grundvand, der er dannet indenfor de seneste 25 år, er forurenet med pesticider. I de fleste tilfælde er der dog tale om fund under grænseværdien for drikkevand.

Til trods for stramningerne i godkendelsesordningen for pesticider gennem de seneste 10 år er der ingen grund til at tro, at fundene i drikkevandet vil falde – tværtimod. Regnvand er lang tid om at sive ned igennem jorden til grundvandet. Det vand, vi drikker i dag, er typisk faldet som regn for 30-40-50 år siden. Forureningen af drikkevandet i dag skyldes i vidt omfang landmænds og privates brug af pesticider i perioden fra 1950-1970. Siden dengang er brugen af pesticider vokset meget op igennem 1980'erne, men andelen af udvaskelige pesticider er dog heldigvis også faldet.

I løbet af en række år må vi forvente, at regnvandet fra denne periode når frem til de magasiner af grundvand, som vi pumper fra i dag. Når det sker, vil vi finde endnu flere pesticider i drikkevandet. Fortidens synder er der ikke noget at gøre ved. Visse grundvandsmagasiner vil ganske enkelt være forurenet i en lang periode.

Mange steder kan man løse problemet ved at bore dybere og hente vandet fra bedre beskyttet og ældre grundvand. Og hvor det ikke kan lade sig gøre på grund af geologien, må drikkevandet renses. Rensning af drikkevandet fjerner dog ikke truslen fra pesticider mod Danmarks vandmiljø som sådan. En del af grundvandet ender før eller siden i vandløb og søer. Og her kan et for stort indhold af pesticider også skade plante- og dyrelivet.

Det stigende antal fund af pesticider eller deres nedbrydningsprodukter i grundvandet har vakt bekymring. I dag er det kun tilladt at bruge pesticider, som ikke siver ned til grundvandet. Miljøstyrelsen er den myndighed, der godkender, hvilke pesticider vi må anvende.

Pesticiders evne til at sive ned til grundvandet afhænger i høj grad af det enkelte pesticids egenskaber. Nogle pesticider bindes godt til jorden og nedbrydes hurtigt. Andre gør ikke, og så er der alle dem, der ligger midt imellem. Derudover betyder det også meget, hvordan landmanden anvender pesticidet. Nedsivning er også afhængig af, hvor store mængder man bruger, om man sprøjter på bar mark, og på hvilken årstid der sprøjtes.

Miljøstyrelsen undersøger alle disse forskellige forhold nøje. Så vurderer styrelsen, om den forventer, at et pesticid kan sive ned i grundvandet.

Firmaerne bruger standardiserede forsøg i laboratoriet for at vise, hvordan et pesticid arter sig. Når et kemi-firma vil have godkendt et nyt pesticid, skal firmaet indlevere en ansøgning til Miljøstyrelsen. Resultaterne af firmaets egne undersøgelser skal fremgå af ansøgningen. Men der kan være uoverensstemmelse mellem laboratorieforsøgene, og hvad der foregår, når stoffet bliver brugt i naturen.

Vi ved i dag så meget om nedsivning, at vi ikke ønsker, at pesticider siver ned til grundvandet i større mængder. For at sikre dette blev der i 1998 opbygget et avanceret varslingssystem. Det måler udvaskningen af pesticider fra en række marker fordelt over hele landet.

Systemet bliver drevet i et samarbejde mellem GEUS, Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks Miljøundersøgelser og Miljøstyrelsen. Formålet med systemet er at undersøge, hvordan godkendte pesticider eller deres nedbrydningsprodukter opfører sig. Siver de ned til grundvandet i mængder over grænseværdien, når de bruges i de tilladte doser? Sker det, skal resultaterne fra varslingssystemet kunne bruges til endnu en gang at vurdere, om det overhovedet skal være tilladt at bruge pesticiderne.

Varslingssystemet omfatter i dag fem marker i egne med yderst forskellige typer geologi. Markerne drives helt som almindeligt landbrug med hensyn til sædskifte og jordbehandling. I alt måles der for 36 forskellige pesticider og deres nedbrydningsprodukter. De er udvalgt dels efter, hvor meget de bruges herhjemme, og dels efter mistanken om, at der sker en stor udvaskning af det pågældende stof. Endelig undersøges stoffer, hvor den tilladte dosis er blevet sat ned inden for de seneste år.

Resultaterne viser, at kun 8 af de 36 benyttede pesticider, slet ikke blev udvasket i perioden 1999-2007. Ved 18 af pesticiderne sås udvaskning med årlige gennemsnitsværdier på under 0,1 µg/l. Ved 10 af de 36 pesticider viste resultaterne desuden at markante mængder af stoffet blev udvasket fra rodzonen (1 m under terræn) i gennemsnitlige mængder på over 0,1 µg/l.

Disse resultater har indtil videre ført til at pesticidet metribuzin er blevet forbudt og nu bliver målt i den almindelige grundvandsovervågning (GRUMO), og at tebuthylazin er blevet kraftigt reguleret hvad angår den tilladte mængde. Derudover forventes det, at Miljøstyrelsen vil beslutte at pesticidet rimsulfuron også vil blive reguleret ved lov.

Nye industrielle kemikalier eller ændret brug af kendte stoffer kan måske føre til uønsket forurening af grundvandet. I Danmark ønsker vi fortsat at have adgang til rent grundvand, og GEUS har derfor for Miljøstyrelsen kigget i krystalkuglen for at se, hvilke stoffer man i andre lande har fundet kan true grundvandet. Arbejdet har omfattet en søgning i den internationale litteratur og kontakt til videnscentre i Europa og USA, der arbejder med kvaliteten af grundvand, for at finde ud af, hvad man internationalt vurderer som fremtidens mulige grundvandsforureningskilder.

Fremtidige forureninger af grundvandet omfatter ikke kun nye stoffer, som man er begyndt at bruge, men kan også omfatte stoffer eller mikroorganismer, man ikke tidligere har været i stand til at måle for, eller stoffer, hvor brugen og forekomst i produkter hidtil var ukendt. De stoffer og organismer, der udgør sandsynlige fremtidige forureninger, og som man ikke undersøger for i de nationale overvågningsprogrammer, omfatter nye nedbrydningsprodukter fra pesticider, naturligt østrogen fra husdyrbesætninger, sygdomsfremkaldende virus, bakterier og encellede dyr, lægemidler og antibakterielle midler og visse syntetiske musk-produkter.

Hormoner og steroider

Indenfor de seneste 10-15 år har der været en øget interesse for at undersøge, om hormonlignende forbindelser, der kan påvirke mennesker, dyr og plantelivet, kan forurene vores grundvand. Erfaringer fra USA viser, at der er både naturligt forekommende og syntetiske hormoner til stede i vandet i små mængder. Men selvom det er små mængder, så skal fundene tages meget alvorligt, da stofferne kun behøver at være til stede i meget små mængder for at have indflydelse på levende organismers endokrine system. Det endokrine system er det system af kirtler, der bruger hormoner til at sende beskeder rundt til de indre organer. Derudover kan kombinationen af flere svage hormonlignende stoffer øge deres effekt med op til 1.000 gange.

Vi har i mange år vidst, at udbringning af gylle på markerne kan belaste vandmiljøet med næringsstoffer, men det er ikke tidligere blevet undersøgt, om hormonstoffer i husdyrgødningen også kan være en belastning. Søer og orner har en naturlig produktion af kønshormonet østrogen, som de udskiller i gyllen. Hidtil har man regnet med, at østrogenerne blev bundet til jorden eller nedbrudt. I 2006 præsenterede GEUS nye resultater, der viser, at østrogen fra udbragt gylle kan udvaskes til vandmiljøet.

På to forsøgsmarker med moræneler i Jylland blev der nedfældet gylle som en del af den almindelige landbrugsdrift. På begge marker blev det senere målt, at østrogen udvaskes til vandmiljøet i koncentrationer, der kan føre til tvekønnethed hos fisk. Op til tre og syv måneder efter udbringning blev østrogen stadig fundet i høje koncentrationer i drænvandet fra markerne. Det er første gang, at man under reelle feltforhold har påvist, at nedfældning af gylle kan være en kilde til forurening af vandmiljøet med hormonstoffer.

Naturligt forekommende giftstoffer

Mange planter, svampe og jordbakterier producerer naturlige giftstoffer og hvis disse stoffer er mobile og oveni er giftige for mennesker, udgør de en potentiel trussel for grundvandet. Mange af giftstofferne nedbrydes let og produceres kun i små mængder, så det er derfor kun de færreste naturligt forekommende giftstoffer, der kan påvirke vores vandkvalitet.

Et af de giftstoffer, der forskes i, er Ptaquilosider, som findes i bregner og er giftige for mennesker. Det er fundet i koncentrationer på 4 til 6 µg/l i prøver fra højtliggende grundvandsmagasiner. Til sammenligning er der fundet koncentrationer på op til 45 µg/l i prøver fra høje grundvandsmagasiner i Sverige.

De fleste afgrøder fra landbruget producerer ikke giftstoffer, men der er enkelte undtagelser. F.eks. producerer kartoffelplanter solanin, som er giftigt og muligvis kan nedvaskes til grundvandet.

Indenfor de seneste 10-15 år er der kommet flere genetisk modificerede afgrøder til, som har evnen til selv at producere stoffer med pesticid-lignende effekt, så man undgår at skulle sprøjte afgrøderne. De pesticid-lignende stoffer, som produceres af planterne, kan muligvis sive ned til grundvandet og skabe en ny type forurening. I det hele taget er der begrænset viden om, hvordan stoffer, der produceres af gensplejsede afgrøder, påvirker omgivelserne.

Lægemidler og antibiotika

Denne klasse af stoffer dækker over en stor og meget varieret gruppe, som primært udledes gennem spredning af gylle og slam på markerne, samt læk i kloaksystemer. Mange af disse stoffer er vandopløselige og optages kun i ringe grad af det øverste jordlag. Derudover er de muligvis meget langsomt nedbrydelige i både jord og grundvand.

Der er begrænset viden om, hvilken effekt disse stoffer har på det biologiske liv i naturen, da der er frigivet oplysninger til offentligheden om mindre end 1 % af lægemidlerne i den sammenhæng. På samme måde er stoffernes mobilitet og nedbrydelighed i jord og grundvand på nuværende tidspunkt meget dårligt belyst. Man ved dog, at de naturligt forekommende jordbakterier bliver påvirket af udledningen af antibiotika. Det forhindrer så igen omdannelsen af stoffer, som bakterierne normalt ville nedbryde.

Mikroorganismer

Forsøg med jordsøjler placeret udendørs viser, at forskellige smitstoffer (bakterier, virus og parasitter), som tilføres jord med gylle, transporteres gennem lerjord allerede efter én dag og endda i store mængder for nogle af smitstoffernes vedkommende. Tidligere troede man, at smitstoffer tilført jorden med gylle eller beskidt vand blev fanget og tilbageholdt i jordens øverste lag, og at de derefter døde hurtigt. Undersøgelser i samarbejde mellem GEUS og Aarhus Universitet har vist, at smitstoffer hurtigt transporteres med vandet igennem lerjord, men ikke gennem sandjord. Det er sikkert lerjordenes naturlige revner, sprækker og gravegange, der gør, at smitstofferne transporteres hurtigt og måske når helt ned til grundvandet.