Konsulenter kontra ekspeditions-romantikere

En ting er imidlertid at have et godt rationelt grundlag for en fusion, som den der skete mellem DGU og GGU til GEUS i 1995, en anden at få medarbejderne til at føle samhørighed.

Både i erhvervslivet og i offentlige organisationer er der talrige eksempler på, at tilsyneladende oplagte fusioner er slået fejl. Og selvom der var store faglige berøringsflader, var det trods alt to forskellige kulturer, der stødte sammen i GEUS’ tilfælde.

For eksempel var arbejdssproget i GGU både dansk og engelsk. Det skyldtes dels, at en stor andel af organisationens geologer var briter, dels at et stort antal geologer fra hele verden hvert år kommer til Grønland. GGU stod for at organisere feltarbejdet – og kunne desuden ofte plukke eftertragtede, udenlandske kandidater til ledige stillinger i GGU.

Illustration af Klaus Delauran

”Konsulent-geologerne” fra DGU skulle til at arbejde sammen med ”ekspeditions-romantikerne” fra GGU, da GEUS blev en realitet efter fusionen af de to institutioner.      Illustration: Klaus Delauran.

En anden kulturforskel var, at mange af DGU’s geologer havde været nødt til at tilpasse sig livet på de bonede gulve, når de skulle til møder med det internationale erhvervsliv og med myndighederne, mens mange af GGU-geologerne omvendt havde kontorer, der kunne minde om teltlejre med stenkasser og soveposer i stedet for møbler.

Christian K. og Lars S.

Christian Knudsen (DGU) (tv) og Lars Stemmerik (GGU) mødes her i Københavns Lufthavn. Stemmerik havde fået klippet sit indtil da meget lange hår.

Foto: Henrik Højmark Thomsen, GEUS.

Kort sagt: Kunne ”konsulent-geologerne” i DGU nu enes med ”ekspeditions-romantikerne” fra GGU? Mange havde deres tvivl.

Det nye hold gjorde hurtigt alle dystre forudsigelser til skamme. De to kulturer smeltede sammen, og meget af det bedste fra begge kulturer satte nye dagsordener for videnskabelige standarder og betjening af både myndigheder og erhvervsliv.

Fusionen blev en succes, og det varede ikke længe, før navnene DGU og GGU var henvist til kun at optræde i de mange anekdoter om gamle dage, som geologer altid har elsket at underholde hinanden med.

Læs også Genfødsel af olieområdet

Ramt af hårdt slag

Tilmed blev den nye organisation ramt at et hårdt slag, da GEUS’ adm. direktør Ole Winther Christensen i 1998 omkom ved en ulykke. Gennem ni år havde Ole Winther Christensen været DGU’s og GEUS’ visionære og driftsikre omdrejningspunkt.

Han havde fornyet chefgruppen og sat nye standarder for god ledelse og nye faglige pejlemærker. Han havde ligesom GGU’s direktør Martin Ghisler været engageret i forberedelserne til fusionen og naturligvis også i gennemførelsen. Hans pludselige død hensatte medarbejderne i chok og sorg.

Bestyrelsen for GEUS handlede imidlertid hurtigt. Martin Ghisler blev ny adm. direktør, og samtidig blev to tidligere DGU-folk, statsgeologerne Johnny Fredericia og Kai Sørensen, vicedirektører.

Jens Morten Hansen var ikke til rådighed, da han kort forinden var blevet direktør for den nyoprettede Forskningsstyrelsen. Johnny Fredericia blev vicedirektør med ansvar for grundvand, natur og miljø, mens Kai Sørensen blev ansvarlig for energi og råstoffer.