Lav oliepris giver tilbageslag

I 2000 afsluttede Statoil oliejagten i Vestgrønland efter at have investeret 375 millioner kr. i en tør boring i Fylla-området, og fire år tidligere havde det lille olieselskab grøn-Artic Energy måttet opgive at rejse flere penge til firmaets boreprogram på Nuussuaq.

Samtidig var olieprisen helt i bund – kun 20–25 dollars pr. tønde – og ifølge den daværende leder af Stratigrafisk Afdeling og nuværende vicedirektør, Flemming Getreuer Christiansen var det vanskeligt at markedsføre Grønland over for olieindustrien.

Nuussuaq-boring

Nuussuaq-boringen GRO3 i 1996. grønArctic Energy borede ned til en dybde af tre kilometer, hvor der blev fundet olie.

Foto: Kim Zinck-Jørgensen.

Det fik dog ikke GEUS til at give op. For der var også positive opdagelser midt i skuffelserne. GEUS havde på det tidspunkt analyseret olien i over 100 olieførende prøver fra Disko, Nuussuaq og Svartenhuk.

Oliens sammensætning fortæller om de geologiske formationer, hvor olien blev dannet, og det centrale spørgsmål var, om kildebjergarterne i sin tid blev aflejret i ferskvand på bunden af søer eller i saltvand på havbunden. Olie fra søaflejringer er normalt lokale forekomster, mens olie fra marine kildebjergarter ofte har regional udbredelse.

De fleste olieprøver fra Nuussuaq og Disko var af marin oprindelse, og det åbnede lovende muligheder for eksistensen af store oliefelter under de nærliggende havområder.

Læs også På jagt efter mammutoliefelter

Mulige reservoirer i Vestgrønland

Statoils tørre boring var heller ikke helt spildt. I bunden af boringen fandt geologerne nemlig en fin reservoirbjergart af sandsten.

På borestedet var porerne i sandstenen fyldt med vand, men fundet åbnede op for, at der andre steder i området kan være reservoirer af sandsten, som er fyldt med olie eller gas.