Ung civilingeniør i spidsen

I 1988 var DGU blevet udstyret med en egentlig bestyrelse med den radikale politiker Inger Marie Bruun-Vierø som formand.

Hun havde sat sig godt ind i DGU’s situation og vurderede, at DGU dels havde brug for en topchef, der kunne skabe tillid og samle institutionen, og dels at DGU efter årene med centraladministrative topchefer var blevet disciplineret og modnet til igen at få en faglig topchef. Med til at skabe denne forståelse i DGU’s nye bestyrelse var også miljøminister Lone Dybkjær (Rad.), selv civilingeniør og desuden med geovidenskabelig baggrund som tidligere ansat på Geoteknisk Institut.

Valget faldt på den kun 39-årige civilingeniør Ole Winther Christensen (1951–1998). Kort efter, at han i 1990 var blevet direktør for DGU, tog Ole Winther Christensen initiativ til en række alliancer om grundvandsforskning med andre spillere på området – blandt andre Geoteknisk Institut, Danmarks Jordbrugsforskning (i dag en del af Aarhus Universitet) samt forskergrupper ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Klimaet mellem DGU’s ældre hydrogeologer og disse ‘fremadbrusende konkurrenter’ havde ikke været for godt, og den nye direktion så det som en central ledelsesopgave dels at skabe et nationalt samarbejde på grundvandsområdet, dels at højne forskningsniveauet for landets mange grundvandsproblemer.

Bestyrelsesformand og direktør, DGU


Daværende bestyrelsesformand
Inger Marie Brun-Vierø og
direktør Ole Winther Christensen. 

Foto: Peter Warna-Moors, GEUS.

De vigtigste samarbejdspartnere var i begyndelsen dels Geoteknisk Institut, dels en stor forskergruppe på spildevands- og grundvandsområdet, som var under opbygning på DTU.

Samspil om grundvandsforskning

Resultatet blev et fælles center, Grundvandsgruppen, som gik på tværs af institutionerne. På dette tidspunkt havde regeringen øget forskningsmidlerne til såkaldt strategisk forskning – altså forskning øremærket til bestemte emneområder. Blandt andet fra Det Strategiske Miljøforskningsprogram lykkedes det Grundvandsgruppen, der hav­de DGU’s vicedirektør Jens Morten Hansen som centerleder, at opnå bevillinger på i alt 80 millioner kr.

Særlig stor betydning fik resultaterne inden for geofysik gennem samarbejdet med lektor Kurt Sørensen, Aarhus Universitet, og hans udvikling af effektive kortlægnings­metoder, på området stofomsætning gennem DTU-professor Thomas Christensens gruppe, på området iltningsforhold gennem lektor Dieke Postmas (DTU, nu GEUS) forskning i grundvandets iltningsforhold, og på modelområdet gennem Karsten Høegh ­Jensens (DTU) modelarbejde.

Hen mod slut­ningen af Grundvandsgruppens bevillings­periode blev Karsten Høegh Jensen professor på Københavns Universitets geologiske institut. Dermed fik universitetet etableret en stærk gruppe, som kunne varetage forskning og uddannelse på grundvandsområdet i tæt samarbejde med DGU og senere GEUS.

Læs også En praktisk gris i overhalingsbanen

Udviklingen i grundvandsforskningen

I begyndelsen var forskningen rettet mod nitrat-forureningen, udvikling af geofysiske metoder til grundvandskortlægning og udvikling af matematiske modeller for grundvandets nedsivning, strømning, stoftransport og stofomsætning.

Senere kom forskning i pesticiders nedsivning, spredning via grundvandet og omsætning til at spille en betydelig rolle.