Tysk assistance

For at finde egnede placeringer til atomaffaldsdepoter i forbindelse med en evt. indførelse atomkraft i Danmark, gik elværkerne Elsam og Elkraft i gang med feltundersøgelser under tilsyn af Miljøstyrelsen og med bistand fra DGU. En af feltundersøgelserne drejede sig om en formodet salthorst ved Linde i Vestjylland.

Næppe var boret kommet i jorden, før Elsams bestyrelse udsendte en pressemeddelelse og husstandsomdelte et forud trykt hæfte, hvori man fastslog, at der nu var fundet tilstrækkeligt store mængder af rent stensalt til, at man kunne placere et fuldstændig sikkert depot for højradioaktivt atomaffald i det.

Da man kom længere med borearbejdet viste det sig imidlertid, at der slet ikke var en salthorst ved Linde. Denne konstatering betød, at stemningen blandt DGU’s projektledere og direktion vendte. Man var nu skeptiske, og for fleres vedkommende direkte mistroiske, over for elværkernes vilje til at være saglige.

Salthorst-undersøgelserne belastede også DGU’s forhold til Miljøstyrelsen. Det førte bl.a. til, at DGU fik Miljøstyrelsens tilladelse til at indkalde de tyske salthorst-eksperter professor Gerhard Richter-Bernburg og professor Ernst Hofrichter for at kigge DGU og elværkerne i kortene.

Richter-Bernburg og Hofrichter forestod lignende undersøgelser i Vesttyskland ved Asse og Gorleben. Her fandtes minegange i de to salthorste, og derfor havde man unikke muligheder for at studere salthorstes indre, komplekse struktur.

På et møde, hvor også direktør Jens Kampmann samt andre repræsentanter for Miljøstyrelsen, DGU og elværkerne deltog, stillede professor Asger Berthelsen et direkte spørgsmål til Gerhard Richter-Bernburg.

Elværkerne havde fået udført to dybe boringer i salthorsten på Mors. Resultaterne var fortolket som om, der lå rent stensalt imellem dem. Heri var DGU ikke enig med elværkerne. Nu ville man gerne vide, om det var fagligt forsvarligt at interpolere mellem de to boringer på denne måde?

Efter en meget lang tænkepause under fuldstændig tavshed i lokalet svarede professoren kort og godt ‘Nein’. Derved trak han reelt tæppet væk under elværkernes fortolkning og bekræftede DGU's betænkeligheder.

Imidlertid fortsatte Richter-Bernburg og Hofrichter deres forundersøgelser i de to tyske salthorste, og den daværende tyske regering besluttede sig for at deponere A-affald i horstene.

Det har senere vist sig, at beholderne med det deponerede A-affald er blevet stærkt beskadigede af korrosive væsker fra saltet bl.a. ved de processer, som DGU havde forudset ville ske i Mors-salthorsten ved deponering af højradioaktivt atomaffald. Det tyske statsbudget forventes at blive bebyrdet med betragtelige udgifter til oprydningen.

Med Folketingets beslutning i 1985 om, at atomkraft ikke skulle indgå i Danmarks fremtidige energiforsyning, slap DGU ud af rollen som skydeskive i forbindelse med mulige placeringer af et depot for atomaffald.

Mange år senere er diskussionen blusset op igen i forbindelse med placeringen af et depot for det radioaktive affald fra Risø og hospitalerne, men i en noget mildere udgave. Her er mængden af atomaffald, der skal deponeres, trods alt begrænset i forhold til de mængder, der opstår ved atomkraft i fuld skala.

Læs også Populære diagrammer over vandboringer

Politiken, december 1980

Professor Asger Berthelsen
Politiken den 27. december 1980.