Salt i undergrunden

Eftersøgningen efter brunkul var så omfattede, at mange andre geologiske opgaver måtte stilles i bero. Men da den første store kampagne i forlængelse af 2. verdenskrig begyndte at ebbe ud, fik man overskud til at gøre en gammel idé til virkelighed. 1. april 1948 etablerede DGU ‘Råstofafdelingen’.

Direktøren på det tidspunkt, Hilmar Ødum, skriver i årsberetningen:

Råstofafdelingen indtager en lidt anden stilling inden for DGU end de andre afdelinger, idet ‘råstoffer’ omfatter så mange forskellige ting, der tidligere har været bearbejdet af de allerede eksisterende afdelinger. Den nyoprettede råstofafdeling er derfor i væsentlig grad tænkt som et samlende organ, der i nøje tilslutning til såvel direktionen som til de øvrige afdelinger varetager ledelse, korrespondance og arkivering af alle råstofspørgsmål, medens det egentlige arbejde ofte udføres af een af de andre afdelinger.

Med andre ord havde DGU nu fået en enhed, der kunne fungere som motoren i jagten på råstoffer i den danske undergrund.

Et af de interessante råstoffer var salt. Gennem Middelalderen og Renæssancen havde der fra 1150 til 1652 været en omfattende saltindustri på Læsø, hvor man stadig finder ruiner efter ikke mindre end 1.700 produktionsanlæg.

Saltsydning

Saltsydning på Læsø. 
Metoden og sydehytten er en rekonstruktion af saltindustrien, som den fandt sted i perioden 1150-1652 i 1700 små saltfabrikker, hvoraf op til 135 var i drift samtidig.     Foto: Merete Binderup, GEUS.

Salt-råstoffet på Læsø skyldtes naturlig inddampning af havvand, men kunne der være muligheder andre steder i landet? Allerede i 1923 havde Hilmar Ødum, dengang som menig geolog, offentliggjort en artikel om en speciel forekomst af planter nord for Næstved.

Det drejede sig om planter, der normalt kun trives i områder tæt ved havet, hvor jorden har høj saltholdighed. Ødum påviste, at forekomsten skyldtes salt grundvand.

Han mente, at saltet måtte stamme fra lag i den dybe undergrund. Det vil sige dybere end de lag fra istiden og nyere tid – i fagsproget kvartærlagene – som dækker stort set hele Danmark.

Senere stod det klart, at Hilmar Ødums antagelse var korrekt, men dengang kunne DGU ikke skaffe penge til de kostbare boringer til stor dybde, som var nødvendige for at bekræfte sammenhængen.

Læs også Ansporet af tyske oliefund

Læsø-saltet

I slutningen af 1500-tallet kulminerede produktionen med ca. 2.000 tons salt om året, og Læsø-saltet havde frem til svenskekrigene i midten af 1600-tallet dækket det meste af saltbehovet i provinserne omkring Kattegat, dvs. Jylland, Øerne, Sydnorge, Bohus og Halland.

Det var kendt fra professor Gregers Begtrups undersøgelser i 1808, at produktionen havde været baseret på grundvand med et saltindhold, der er seks-otte gange højere end havets.