Naturen som kloak

Selvom Danmark i 1973 havde fået Miljøministeriet, var den dominerende tankegang fortsat, at naturen havde uendelige muligheder for at nedbryde det, vi ledte ud i den.

Det handlede blot om at dosere mængden rigtigt, så man for eksempel ikke hældte store mængder af et forurenende stof i en lille sø. I planlæggernes sprog hed det ‘recipient-tankegangen’ – eller sagt på almindeligt dansk: vi kan fortynde os ud af problemet.

Op gennem 1970’erne og 1980’erne kom der stadig flere eksempler på forurening, som havde overskredet grænsen for hvad ‘recipienten’, altså den lokale natur, kunne tåle.  Efterhånden var det ikke kun langhårede i islandske sweatre, som bekymrede sig.

I 1981 blev der for første gang konstateret såkaldt iltsvind i Kattegat. Det vil sige, at en overflod af næringsstoffer fører til en opblomstring af alger, som senere dør og synker til bunds. Når den store mængde af alger rådner, forbruges ilten i vandet ved havbunden. Det skaber problemer for dyrelivet i området.

Man anede, at der især var to årsager:

For det første landbruget. Landmændene spredte kunstgødning med kvælstof og fosfor på markerne og opbevarede samtidig gylle og gødning på møddinger, hvorfra   næringsstofferne kunne sive uhindret ned i jorden. Afstrømningen fra jorden førte næringsstofferne videre ud i de indre danske farvande via åer.

For det andet var også byerne syndere, fordi spildevandet blev ledt i havet uden andet end blot en grov, mekanisk rensning. For eksempel kendte skibs­farten i Øresund alt til ‘Lorterenden’ – en langstrakt, ca. 100 meter bred, brunlig vælling i vandet ud for København.

Politikken, 1982

Politiken den 31. august 1982.
(Klik for fuld størrelse)