Mergel og brunkul

De første større opgaver til DGU ved siden af selve den geologiske kortlægning af landet kom i starten af 1900-tallet fra landbruget, som dengang fortsat var landets hoved­erhverv.

Det var velkendt, at jord med lavt kalkindhold gav ringere udbytte. Derfor var mange landmænd interesserede i at sprede mergel, som er en kalkholdig art ler, på deres marker.

I 1906 bestilte Hedeselskabet den første undersøgelse af et mergelleje ved Rindum nær Ringkøbing hos DGU, og i den følgende periode helt op til starten af 2. verdenskrig var det en vigtig opgave for DGU at finde forekomster af mergel.

Brunkul var et andet vigtigt råstof i undergrunden. I DGU’s barndom kendte man kun lokale forekomster i Midt- og Vestjylland, og da brændværdien var beskeden, tog ingen særlig notits af dem.

Det billede ændrede sig ved udbruddet af 1. verdenskrig. På det tidspunkt var dampmaskiner blevet almindelige i elværker og lokomotiver samt i væverier og andre former for industri. Dampmaskinerne blev fyret med importeret kul, men ved krigens udbrud svandt importen ind. Det gjorde brunkullene interessante, og DGU fik til opgave at gennemføre et stort antal boringer i Midtjylland.

Fossil træstub af rødtræ

Fossil træstub af kæmpe rødtræ, der nu kun vokser i Californien, fundet ved Troldhede brunkulsleje i 1919.

Foto: Graversen Skjern.

Interessen for brunkul fortsatte i årene efter krigen, men døde hen, efterhånden som importen af kul igen kom på fode. Men endnu engang svingede pendulet tilbage, da 2. verdenskrig brød ud.

Geolog Keld Milthers, der var søn af Vilhelm Milthers, blev sat i spidsen for en systematisk eftersøgning. Planen, som blev godkendt af Undervisningsministeriet, betød, at DGU fik en egentlig brunkulsafdeling.

Afdelingen fik hovedkvarter i en barak, som blev opført til formålet ved Brande. Mod krigens slutning gik arbejdet næsten i stå, blandt andet fordi man ikke kunne skaffe dæk til de lastbiler, der skulle transportere mandskabet.

Læs også Salt i undergrunden

Boring nær Ringkøbing, 1906

Boring ved Mejlbygaards mergelleje ved Rindum nær Ringkøbing i 1906.    Foto: V. Madsen, DGU. (Klik for fuld størrelse)

Eftersøgning på brunkul

Efter krigen gled eftersøgningen efter brunkul straks lettere, og det lykkedes at gennemføre tusindvis af boringer frem til 1949. Da blev kampagnen opgivet i erkendelse af, at de danske brunkul ikke kunne konkurrere med importerede kul, som nu igen var til rådighed i rigelige mængder.

Helt slut var DGU’s engagement dog ikke.

10,1 millioner kubikmeter brunkul

I 1957 ønskede staten at få endelig klarhed over mængden af brunkul i undergrunden. Frem til 1963 førte en sidste kampagne til produktion af 10,1 millioner kubikmeter brunkul fordelt på 37 forekomster.

De tilbageværende reserver blev opgjort til ca. 89 millioner kubikmeter, som endnu ikke er blevet udnyttet.