Skt. Helenes Sten

Skt. Helenes Sten

Sankt Helenes sten ligger på sandbunden cirka 50 meter fra kysten nedenfor Helene Kilde ved Tisvildeleje på Sjællands nordkyst. Den ligner et trekantet hvalhoved, der dukker op af den hvide sandbund. Nogen mener skibsformet, og det er måske grunden til, at den har fået plads i sagnet om Sankt Helene, der skulle være kommet sejlende på stenen fra Sverige. Som badesten er den fortrinlig, og der skulle være plads til, at hele ti badegæster kan stå på den på en gang. Besøg den med snorkel og dykkerbriller!

Geologi

Skt. Helenes Sten er 1 m høj over sandbunden, 4 m lang og omtrent 3 m bred på bredeste sted. Stenens flade overside ligger en halv til en hel meter under vandspejlet. Der er halvanden til to meter dybt.

Foto af Henrik J. Granat

Sagn om tre søstre

Ifølge sagnet skulle liget af den hellige Lene være kommet sejlende på en sten fra Sverige, hvor hun var blevet myrdet. I stenen skulle være mærker efter hår, lår, hænder og fødder som bevis. Bakken revnede, for at liget kunne føres igennem, og kilderne sprang, hvor liget blev lagt et øjeblik. Deraf udsprang de naturforklarende sagn om St. Helenes Sten, St. Helenes Kilde og Kildeskåret.

Historien gentager sig andre steder ved Nordsjællands kyst og svenskekysten. Ifølge sagnet om Den Hellige Karen af Højby druknede tre søstre. Den første hed Helene, og hun drev i land ved Tisvilde, som netop fortalt. Den anden hed Karen. Hendes lig drev til Odsherred, hvor Sct. Karens Kilde sprang. Den tredje søster hed Tore, og hun drev i land på en sten ved Toreskov i Skåne. Stenen ligger på stranden med mærker efter den døde piges lemmer som bevis for den historie. I et tredje sagn drukner samme Tora sammen med sine søskende Arild og Gille. Gille driver i land ved Gilleleje og giver byen sit navn.


 


 

Henrik J. Granat, GEUS

Krause, K. (2005): Die gröβten Findlinge in Dänemark. Geschiebekunde Aktuell, Sonderheft 6, Hamburg/Greifswald oktober 2005. Stein nr. 59.

Andersen, S. (2001): Vandreblokke i Danmark, løbenr. 1-49, Foreløbig registrering. Upubliceret rapport Skov- og Naturstyrelsen. Løbenummer 49.

Lidegaard, M. (1994): Danske sten fra sagn og tro, side 47.

Schmidt A.F. (1932): Danmarks Kæmpesten, side 120.

Fotos: Henrik J. Granat

Udforsk stenen

Læs mere om Skt. Helenes Sten

På oversiden af Skt. Helenes sten sidder rurer og blåmuslinger imellem brune alger, der svajer frem og tilbage i takt med bølgeslaget. De lodrette sider er helt hvidprikkede af rurer.

Besøg Skt. Helenes Sten

Skt. Helenes Sten kan findes i Tibirke Sogn i Gribskov Kommune. Der er fri adgang på stranden og i vandet udfor. Men der skal svømmes eller sejles for at kommer helt tæt på helligstenen.

Sankt Helenes Sten ligger i vandet neden for Helenekilde, hvortil der skiltes fra Tisvildeleje. Er du i bil, kan det være svært at finde parkeringsmulighed tæt på i sommerhusområdet. P-plads findes ved stationen langs Dyrekærgårdsvej. Derfra kan du gå ad Helenekildevej få hundrede meter og svinge til højre på Strandvejen.
På stranden peger en svær betonmur vinkelret på kystlinjen næsten på sagnstenen, der ligger en anelse sydvest for en ret linje trukket i forlængelse af muren. I stille vejr anes stenen som en mørk skygge i vandet. Er der bølger, brydes de over stenen, der ligger på halvanden til to meters dybde.