Høvængestenen

Høvængestenen er Lollands største sten. Den stikker to meter op over det flade terræn, og den skulle efter sigende nå 2,5 meter under terræn. Dermed får den en tredjeplads blandt Danmarks kendte kæmpesten, hvis ellers tallet for den skjulte del af stenen er korrekt.
Den ligger der for noget, fortæller sagnet! Højfolket skulle have hentet den i Maribo Sø og lagt den over en skat.
Geologerne mener, den oprindelig stammer fra Småland, hvor de røde Småland-granitter findes som fast fjeld.

Høvængestenens overflade er forvitret og overgroet med laver. Men enkelte steder er det muligt at lette lidt på græstørven og komme til at se nogle uforvitrede flader. Her kan du se, at bjergarten er mellem- til grovkornet med korn omkring 5 mm og sammensat af blålig kvarts, rødlig kalifeldspat og hvidgul plagioklas. De mørke mineraler er forvitrede, men det sorte glimmermineral biotit lader sig erkende. Tilsammen udgør disse mineraler grundopskriften på granit. Der er højest sandsynligt tale om en Småland-granit.

Høvængestenen under istiden

Småland på Sydsveriges østkyst er et meget sandsynligt kildeområde for sten på Lolland, idet Bælthav Isstrømmen, der er yngste isdække over Lolland, kom fra Østersøegnene og bevægede sig hen over Sjælland, Fyn og Sydhavsøerne.
Kosmogen eksponeringsdatering fortæller, at Høvængestenen har ligget eksponeret for stråling fra himmelrummet i knap 15.000 år. For 15.000 år siden så kæmpestenen altså dagens lys igen efter en rejse indkapslet i indlandsis. Bælthav Isstrømmen dækkede Lolland for 18.000 til 17.000 år siden. Herefter gik der andre 2.000 år, før Høvængestenen var smeltet fri af dødis og dækkende sediment var skyllet af. Alt i mens tog det Lollandske istidslandskab langsomt form. Høvængestenen har et par furer på en stejle sydside, der sandsynligvis er skurestriber fra indlandsisen. Retningen på striberne underbygger, at isen gled henover stenen fra en østlig til sydøstlig retning.

Stenens størrelse

Høvængestenen bryder jordoverfladen i en femkant med sidelængderne 8,5 x 5,9 x 2,0 x 5,4 x 3,5 m. Det giver en omkreds på 25,3 m målt i terrænhøjde. Stenen udvider sig tilsyneladende under terræn. Største længde over terræn er 9 m; største bredde over terræn er 7 m. Kilderne angiver 4,5 m som samlet højde over og under terræn uden dog at forklare, hvorfra den oplysning stammer. Beregnet som ellipsoide på baggrund af de nævnte tal, fås en volumen på 150 m3 og en vægt på 400 tons.

Foto: Henrik J. Granat

Skatten ved Dødsmosen

Ifølge sagnet samlede Højfolket alt det sølv og guld de havde i højene, da de forlod Lolland, og begravede det ved Dødsmosen. Derefter hentede de en stor sten op fra bunden af Maribo Sø og lagde den over skatten. Stenen var så stor, at en forspændt høstvogn kan vende på den.

Et andet sagn fortæller, at den er kastet af trolde ved Østersøen efter Nysted. Men den var tung og nåede ikke så langt.

Kæmpestenen skulle vende sig, når den lugtede nybagt brød. Og den har et V-formet hak nær toppen som ifølge overleveringen stammer fra et lynnedslag.


 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

 

Henrik J. Granat, GEUS

Wilske, H.: www.strand-und-steine.de – Gesteine – Findlinge

Wilske, H.: www.skan-kristalin.de

Guldbordsund Kommune m.fl.: Høvængestenen, Munkevejen. Infotavle opstillet ved stenen.

Smed, P. (2016): Sten i det danske landskab, 4. udgave, 1. oplag, Højers Forlag, 270 sider.

Groth, L. (2013): Store sten i Danmark. Forlaget Meloni, 1. udgave, 1. oplag. Fokus-serien. 32 sider.

Houmark-Nielsen, M. (2012): Hvad fortæller vore store vandreblokke om alderen af det danske istidslandskab: Kosmogen eksponeringsdatering af kæmpesten. Geologisk Tidsskrift 2012, pp. 1–13.

Houmark-Nielsen, M. m.fl.(2005): De seneste 150.000 år i Danmark, Istidslandskabet og naturens udvikling. Geoviden, geologi og geografi nr. 2, 2005. 20 s.

Krause, K. (2005): Die gröβten Findlinge in Dänemark. Geschriebekunde Aktuell, Sonderheft 6, Stein nr. 2.

Andersen, S. (2001): Vandreblokke i Danmark, Løbenr. 1-49, Foreløbig registrering. Upubliceret rapport Skov- og Naturstyrelsen. Løbenummer 18.

Krause, K. (1999): Groβgeschiebe in Dänemark. Der Aufschluss 50 (3): 161-170, 10 Abb. Heidelberg.

Kronborg, C. (1997): Hvad vejer landets store sten? Geologisk Nyt 3/97. Side 6.

Lidegaard, M. (1994): Danske sten fra sagn og tro, side 129.

Nielsen, A.V. (1991): Store sten i Danmark. DGU-information 1991/2, side 1-3.

Andersen, S.A. (1957): Lolland i den sidste istid. Medd. Dansk Geol. Foren. Bd. 13, s. 225-235.

Schmidt A.F. (1932): Danmarks Kæmpesten, side 185.

Fotos: Henrik J. Granat

Udforsk stenen

Læs mere om Høvængestenen.

Høvængestenen hed oprindelig Dødemosestenen eller Dødsmosestenen efter en mose, den ligger tæt ved. Dødemosen fik sit uhyggelige navn da der ifølge sagnet omkom en del soldater under Svenskekrigen: De var lokket derud af lollikken Fiskerlars.

Høvængestenen er helt dækket af laver og mosser. Grøn mos ses enkelte steder tæt ved jordoverfladen. Laver ses i gule, grå og olivengrønne farver.

Besøg Høvængestenen

Høvængestenen ligger i Øster Ulslev Sogn i Guldborgsund Kommune. Der er fri offentlig adgang til Høvængestenen. Den ligger i vejkanten, hvor Høvængevejen slår en bugt. Ved stenen findes en informationstavle og et borde/bænkesæt.

Høvængestenen ligger på det sydligste Lolland. Fra vej 297 mellem Nykøbing Falster og Rødby drejer du mod syd i Øster Ulslev ved skilt mod Høvænge først ad Korsvej, der bliver til Høvængevej. Godt 3 km syd for Øster Ulslev ligger kæmpestenen, hvor vejen slår en bugt. Den nævnte Dødemose ligger knap en kilometer vest for stenen.

Munkevejen kommer forbi Høvængestenen. Det er en cykelrute fra Glückstadt i Tyskland til Roskilde. I Danmark er ruten skiltet med cykelrutenummer 88. Se www.munkevejen.dk.