Bolundstenen

Bolundstenen

I Bolundstenen kan du se de flotteste granater indlejret i stribet gnejs. Granat er et højtryksmineral og en halvædelsten dannet dybt i jordskorpen. Kæmpestenen ligger frit tilgængelig på et græsningsoverdrev tæt ved en rasteplads. Fra rastepladsen kan du gå til både kæmpesten og den nærliggende Bolund halvø, hvorfra der er flot udsigt over det indre af Roskilde Fjord.

Geologi

På afstand ser Bolundstenen ensfarvet grå eller sort ud. Men når du kommer tæt på, viser den sig helt stribet og lagdelt. Sorte og lyse bånd veksler, ligesom tykkelsen på de enkelte bånd varierer fra millimeter til flere centimeter i bredde. Det stribede mønster afbrydes flere steder af et afrundet rødt mineral lidt ligesom knaster i et året fyrretræsbræt. Det røde mineral kaldes granat, og de største er flere centimeter store.

Migmatitisk gnejs

Bolundstenen består af migmatitisk gnejs. Gnejs, fordi stenen viser udpræget foliation, altså stribning, hvor mineralerne er blevet ensrettet under indflydelse af højt tryk. Det gælder de sorte, finstribede bånd, der domineres af glimmermineralet biotit. Migmatitisk, fordi bjergarten er en blandingsbjergart, idet de lyse årer er opstået under delvis opsmeltning af gnejsen. Temperaturen blev på et tidspunkt akkurat så høj, at kvarts og feldspat smeltede og krystalliserede igen i centimeterbrede årer. Det kalder man også svedeslirer. Granat opstår ved metamorfose, hvor atomerne flytter sig og danner nye mineraler som reaktion på højt tryk dybt i jordskorpen. Diamant dannes på samme vis. Bolundstenens granater er sandsynligvis af typen almandin, der netop er mørkt røde og desuden er den mest almindelige.
En stor del af det svenske grundfjeld består af gnejs. Det er ikke muligt at komme Bolundstenens oprindelse nærmere end det.

Heksen og trolden

Bolundstenen blev ifølge sagnet kastet af en heks fra den anden side af fjorden efter en trold, der spottede hende. Stenen ramte sit mål og trolden sank i jorden. Hvis du flytter stenen, kommer trolden frem igen! I en variant af sagnet blev stenen kastet af en kvinde, som havde bundet sit hår omkring den. Mærker efter det tilstrammede hår ses i stenen den dag i dag. Bolundstenen kan også være kastet af Dronning Margrethe (vel den første) mod Roskilde Domkirke.

Bolundstenen
Foto af Henrik J. Granat

Stenens størrelse

Bolundstenen har form som et hustag med stejl sydside og en mindre stejl nordvendt klatreside. Omkreds i terrænhøjde er 12 m. Den tilnærmede trekantede form gør det let at gætte på volumen og dermed vægten. Set fra øst med Bolundhalvøen i baggrunden er trekantens grundlinje 4,4 m, højden 2,2 m og dybden (hustagets ryg) 3,3 m. Herfra skal trækkes et manglende trekantet hjørne i nordvest med grundlinje på 2,0 m, højde på 1,0 m og 2,2 m dyb. 13,8 m3 gnejs vejer godt 37 tons.


 


 

Henrik J. Granat, GEUS

Smed, P. (2016): Sten i det danske landskab, 4. udgave, 1. oplag, Højers Forlag, side 114-117.

Frederiksborg Amt, Roskilde Amt og Vestsjællands Amt: Fjordstien 4, fra Frederikssund til Roskilde

Krause, K. (2005): Die gröβten Findlinge in Dänemark. Geschiebekunde Aktuell, Sonderheft 6, Hamburg/Greifswald oktober 2005. Stein nr. 44.

Andersen, S. (2001): Vandreblokke i Danmark, løbenr. 50-95, Foreløbig registrering. Upubliceret rapport Skov- og Naturstyrelsen. Løbenummer 52.

Lidegaard, M. (1994): Danske sten fra sagn og tro, side 60.

Schmidt A.F. (1932): Danmarks Kæmpesten, side 128 og foto side 69.

Fotos: Henrik J. Granat

Udforsk stenen

Læs mere om Bolundstenen

Odsstenen ligger også ud til Roskilde Fjord få km syd for Jyllinge. Den viser også granater og er bestemt et besøg værd.

Besøg Bolundstenen

Bolundstenen kan findes i Ågerup Sogn, Roskilde Kommune. Bolundstenen ligger på privat mark, men ejeren af marken har givet en generel tilladelse til at færdes der, så længe du viser hensyn og værner om naturen.

En rasteplads 100 m fra Bolundstenen ligger på Frederiksborgvej - landevej 6 mellem Ølstykke og Roskilde. Folderen ”Fjordstien 4, fra Frederikssund til Roskilde” er en udmærket vejviser, der også fortæller om kyststrækningens andre seværdigheder. Der er cykelsti hele vejen fra København langs Roskildevej og videre nordpå fra Roskilde ad Frederiksborgvej langs fjorden.