Barnestenen

Barnestenen

Barnestenen ligner unægtelig en sæl i fladvandet øst for Siø. Den sælsomt formede sten er imidlertid langt fra blød som sælskind, idet den består af en bjergart med centimeterstore skarpkantede og knæskrabende kalifeldspatkorn.

Der hvor børnene kommer fra 

Barnestenen findes ikke omtalt i bogen Danmarks Kæmpesten i Folkeoverleveringen fra 1933. Heller ikke bogen Danske Sten fra Sagn og Tro fra 1994 omtaler sagn eller giver en forklaring på navnet.

Men i en geocachebeskrivelse om Barnestenen står der: ”I vandet på Siøs østside, hvor et gammelt, nedlagt færgeleje vidner om tidens gang og broens komme, ligger den såkaldte Barnesten. I gamle dage sagde man, at Langelands og Siøs børn kom fra denne sten, hvilket antyder, at stenen måske har været dyrket af en frugtbarhedskult i oldtiden. De nyere sagn og historier kunne meget vel være en rest af denne dyrkelse.”

Geologi

Barnestenen består hovedsagelig af teglrød kalifeldspat. I en grovkornet rød grundmasse af kalifeldspatkorn omkring 5 mm svømmer ekstrastore og skarpkantede korn, der når størrelser på flere centimeter. Enkelte er helt rektangulære. For alger og bølgeskvulp er det svært at erkende andre mineraler. Det ser dog ud til, at der i grundmassen også findes kvarts. Til gengæld har det været svært at identificere plagioklas.

Et bud på bjergarten bliver derfor en porfyrisk alkalifeldspatgranit.

 


 

barnestenen i vand

Baggrundshistorie om Siø

Siø er et kludetæppe af fire mindre øer bundet sammen af dæmninger. Oprindelig lå Skovø, Sidø, Store Fugleholm og Lille Fugleholm mellem Tåsinge og Langeland. Syv kilometer diger og flere pumper omdannede småøerne til landbrugsland.

Molen, der stikker ud i Rudkøbing Løb fra østsiden af Siø, er resterne af et midlertidigt færgeleje, der var i brug i tidsrummet 1958 til 1962 fra anlæggelsen af Siødæmningen og Siøsundbroens åbning, til Langelandsbroen stod klar.

Foto af Henrik J. Granat

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Feltbeskrivelse, tekst og fotos: Henrik J. Granat, GEUS

Opmålingsassistent: Lars Frisdahl, FFE

Hjemmeside om geocaching

Christensen, J.V. (2010): Øhavsstien – En vandretur rundt om Det Sydfynske Øhav. 1. udgave, Udgivet af naturturisme I/S med støtte fra Friluftsrådet og Skov- og Naturstyrelsen. 180 sider + 1 kort. Side 74-75.

Krause, K. & Meyer, K.-D. (2018): Groβe Findlinge in Dänemark – Ergänzungen zu Krause 2015. Geschiebekunde aktuell, Sonderheft 10: 1-38, 40 Abb., 1 Karte, 1 Tab. Hamburg/Greifswald Februar 2018. Stein nr. 38.

Krause, K. (2005): Die gröβten Findlinge in Dänemark. Geschiebekunde aktuell, Sonderheft 6: 36 S., 26 Abb., 1 Tab., 1 Karte. Hamburg/Greifswald Oktober 2005. Stein nr. 38.

Andersen, S. (2001): Vandreblokke i Danmark, løbenr. 50-95, Foreløbig registrering. Upubliceret rapport Skov- og Naturstyrelsen. Løbenummer 75.

Lidegaard, M. (1994): Danske sten fra sagn og tro. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 273 sider plus kort. Side 156.

closeup barnestenen

Foto af Henrik J. Granat

Udforsk stenen

Læs mere om Barnestenen

Ifølge overleveringen skulle de små børn på Siø og Langeland komme fra Barnestenen – deraf navnet. Men det sjove er, at barnestenen selv har børn, idet to lidt mindre sten i vandet umiddelbart nord for består af en lignende storkornet røde bjergart.

Barnestenen måler 4,1 m fra snude til hale. Den er 1,7 m bred og stikker 1,4 op over havbunden. Den vejer nok ikke meget over 10 tons og er dermed en af de vægtmæssigt mindste sten, der er mere end 4 m lang.

Besøg stenen

Skilt ved stien til stenen

Foto af Henrik J. Granat

Siø ligger mellem Tåsinge og Langeland som en af mange øer i Det Sydfynske Øhav. Landevej 9 mellem Svendborg og Rudkøbing fører dig over Siø. I østenden af Siø stikker en vej mod nord ned til den gamle færgemole ved østkysten. Barnestenen ligger knap 100 m fra stranden og 70 m nord for færgemolen. Ved lavvande er stenen let at se fra land. Ved højvande stikker kun en smule op over vandspejlet. Du må vade, hvis du vil tæt på. Vanddybden omkring stenen ligger mellem en og halvanden meter.

Der er fri adgang til stranden, den gamle færgemole og vandet udfor, hvor Barnestenen ligger, så længe du er til fods eller på cykel. Biler må stilles i vejkanten lige inden, du når helt ned til vandet, som et ”motorkøretøjer forbudt” skilt fortæller.

Øhavsstien, der er en vandrerute rundt om Det Sydfynske Øhav, går langs stranden på Siøs nordkyst. Det henstilles til ikke at gå på stien i fuglenes yngletid fra 15. marts til 1. juli.