Mineralske råstoffer og deres betydning i verden

Dyk ned i de mineralske råstoffers univers og bliv klogere på, hvilken betydning råstoffer har haft indtil nu, og hvordan råstofferne spiller en vigtig rolle i fremtiden.

Vi bruger mineralske råstoffer hver dag. Når vi kører i bil på vej til arbejde, når vi lægger billeder ud på Facebook, bygger et hus eller en garage. Når vi varmer vores mad i mikroovnen. De mineralske råstoffer bliver kort sagt brugt til alt i vores liv.

Med en global voksende befolkning og øget velstand samt nye teknologier, øges efterspørgslen på råstoffer, det gælder både med hensyn til mængden og forskellige typer af råstoffer. Verdens ressourcer er under pres. 

Derfor oprettede GEUS i 2013 Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa), som blandt andet undersøger de udfordringer og muligheder, der er forbundet med anvendelse og genanvendelse af mineralske råstoffer.

MiMa udgiver gratis undervisningsmateriale til dig, der gerne vil have et fagligt indspark til undervisningen i geovidenskaben om mineraler, råstoffer og bæredygtighed, eller dig, der er fascineret af, hvad mineralriget under jorden byder på af skatte, der bare venter på at blive gravet op.

Råstoffer – Samfundets byggesten
MiMa har i samarbejde med AlphaFilm lavet en temafilm kaldet Råstoffer - Samfundets byggesten, som sætter fokus på råstoffernes nødvendighed for samfundet. Til filmen er der lavet undervisningsmateriale i form af forslag til modulforløb og en række tematiske tilgange til fagene fysik/kemi, naturgeografi og samfundsfag.

Film og materiale kan findes på MiMa’s hjemmeside. Målgruppen er elever i gymnasiet/STX og kan anvendes både fagspecifikt og tværfagligt.

Mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation
Under den bærende overskrift ’Mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation’ præsenteres alt fra mineralers samfundsbetydning, deres dynamiske forsyningskæde fra efterforskning til forbrug og deres samspil med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling til mineralernes nye værdikæder i den cirkulære og grønne økonomi.

Undervisningsmaterialet omfatter 28 kapitler, hvoraf en række af kapitlerne har tilhørende relevante opgaver, øvelser og videoer, der frit kan hentes fra MiMa’s hjemmeside.

Undervisningsmaterialet er rettet mod gymnasieskolernes undervisning i naturgeografi og geovidenskab og geografi på HF.

God læselyst!

Kontakt

Jakob Kløve Keiding

Jakob Kløve Keiding

Centerleder
Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa)
Telefon91333434