Isen, videnskaben og isfjorden

Indlandsisen har enestående historisk betydning for grundlæggelsen af den glaciologiske videnskab - læren om gletsjere - og det gigantiske isdække i Grønland spiller stadig en central rolle i moderne glaciologi og klimaforskning. Informationer om Indlandsisen og verdensarvsområdet ved Ilulissat er blevet publiceret gennem mere end 250 år.

I det 19. århundrede udforskede mange ekspeditioner Indlandsisen. Materiellet var primitivt, så det var hårdt og farligt at trænge ind i den enorme isørken.

I det 19. århundrede udforskede mange ekspeditioner Indlandsisen. Materiellet var primitivt, så det var hårdt og farligt at trænge ind i den enorme isørken.

De første beskrivelser af Indlandsisen stammer fra den tidlige middelalder. At isdækket i Grønland også dengang var vidt udbredt fremgår af 'Kongespejlet', et skrift fra Norge, som blev nedskrevet omkring 1260:

"Men da du spurgte, om landet var frit for is eller ikke, eller det var bedækket med is ligesom havet, da skal du vide det for vist, at det er en ringe del af landet, hvor der er bart for is, men det øvrige er bedækket med den, og folk vide ikke, om landet er stort eller lidet, fordi alle fjeldstrækninger og alle dale er skjulte af isen, så man ingensted finder åbning derpå". og videre "Folk har ofte forsøgt at gå op på landet på de fjelde, som er højest, forskellige steder, for at se sig om og for at prøve, om de fandt nogen del af landet, som var fri for is og beboelig, men man har ingensteds kunnet opdage sligt foruden de nu beboede egne, som kun udstrækker sig kort langs med selve kysten".

Inuit og europæere mødes.

Inuit og europæere mødes.

Fridtjof Nansens ekspedition krydsede som den første Indlandsisen i 1888.

Fridtjof Nansens ekspedition krydsede som den første Indlandsisen i 1888.

Opdagelsesperioden: 1700-1845

Den begyndende kolonisation af Grønland i 1721 og etableringen af danske bosætninger, som i Ilulissat fandt sted i 1741, resulterede i mange beskrivelser af landet, naturen og befolkningen.

Inuit ved deres vinterhus.

Inuit ved deres vinterhus.

Missionærer og handelsmænd, der rejste langs Grønlands vestkyst, skrev om området omkring Kangia og Indlandsisen. Iagttagelser fra begyndelsen af 1700-tallet antyder, at isfjorden dengang lejlighedsvis var isfri, mens gletsjerranden avancerede i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.

Missionæren David Cranz var i 1770 en af de første, som forsøgte at forstå Indlandsisen og isfjeldenes oprindelse, og han sammenlignede sine observationer med europæiske og amerikanske gletsjer. Det skabte grundlaget for mere detaljerede kortlægninger af det grønlandske isdække i det følgende århundrede, hvor man erkendte, at gletsjere kan anvendes som en slags 'klimatoskoper', der rummer oplysninger om tidligere skift mellem varme og kolde perioder.

Traditionelt vinterhus fra Thulekulturen moderniseret med et glasvindue.

Traditionelt vinterhus fra Thulekulturen moderniseret med et glasvindue.

Observationer og teorier: 1845-1950

Starten på den egentlige gletsjer forskning i Grønland blev i årtier domineret af en enkelt person: Hinrich Rink. Oprindeligt var Rink uddannet i kemi og fysik, men han gennemførte geologiske undersøgelser i Vestgrønland mellem 1848 og 1852, mens han berejste kysten fra Upernavik i nord til Qaqortoq i syd.

Hinrich Rink (1819-1893). Den første videnskabsmand, som indså Indlandsisens umådelige udstrækning.

Hinrich Rink (1819-1893)

Den første videnskabsmand, som indså Indlandsisens umådelige udstrækning.

Hinrich Rinks mål var at fremstille et kort over landet baseret på hans egne og tidligere opmålinger, suppleret med kortskitser lavet af lokale fangere. Han koncentrerede sin indsats omkring den centrale del af Vestgrønland, et område der stort set var ukendt på den tid, og det lykkedes ham at opmåle store dele af isfjordene og deres gletsjere. Rink overvintrede i Ilulissat og sejlede ind til Indlandsisens rand ved Paakitsoq, nord for byen, i oktober 1850. Han rejste med slæde til den sydlige del af Sermeq Kujalleq i april 1851, og her bestemte han beliggenheden af gletsjerens front. Rinks opmålinger var de første i en serie af observationer over israndens ændringer, som nu dækker mere end 150 år. Observationerne af gletsjerfrontens ændringer er i kombination med målinger af Sermeq Kujalleqs bevægelser siden 1875 og meteorologiske observationer ved Ilulissat siden 1873 helt unikke for de arktiske områder.

Kortet viser Rinks teori fra 1862 om dræning via floder fra indlandet. Kortlægningen på den tid var ikke særlig præcis. Dette gælder især for Grønlands østkyst og for egnen nord for Ilulissat på vestkysten.

Kortet viser Rinks teori fra 1862 om dræning via floder fra indlandet. Kortlægningen på den tid var ikke særlig præcis. Dette gælder især for Grønlands østkyst og for egnen nord for Ilulissat på vestkysten. Klik på billedet for stor udgave.

Rinks fremstillede i 1857 dette kort, som viser Indlandsisens udbredelse og isstrømme fra Indlandsisen, som udmunder i Disko Bugt og længere nordpå. De fem store isstrømme, som udmunder i Disko Bugt og længere nordpå, er vist sammen med mindre isstrømme i det sydlige Grønland.

Rinks fremstillede i 1857 dette kort, som viser Indlandsisens udbredelse og isstrømme fra Indlandsisen, som udmunder i Disko Bugt og længere nordpå. De fem store isstrømme, som udmunder i Disko Bugt og længere nordpå, er vist sammen med mindre isstrømme i det sydlige Grønland. Klik på billedet for stor udgave.

Poul Egede antydede allerede i 1788 et stort sammenhængende isdække i Grønland, men Hinrich Rink var den første videnskabsmand, som indså den umådelige udstrækning og specielle form af 'issletten', der dækker hele den indre del af Grønland, og han kaldte isdækket for Indlandsisen efter et forslag fra den danske videnskabsmand Japetus Steenstrup.

Indlandsisen var helt anderledes end de lokale gletschere, som tidligere var beskrevet. Samtidig var en ny idé ved at opstå i Europa, nemlig at is havde dækket store dele af det nordlige Europa i fortiden. Rinks arbejde blev derfor modtaget med stor interesse i videnskabelige kredse på grund af den sensationelle nyhed, at der fandtes et enormt isdække, som kunne understøtte argumentet om, at Europa havde været dækket af is under en eller flere istider. Rinks beskrivelser blev startskuddet til, at der blev udsendt glaciologiske ekspeditioner til Grønland og Ilulissat i de følgende årtier.

Hinrich Rink forsøgte også at forstå mekanismen for kalvisproduktion. Hans hovedtese var, at isen fra de indre dele af Grønland måtte være skabt ved akkumulation af sne, som blev ført ud til kysten af isstrømmene - på samme måde som nedbøren over store landområder bliver ført ud til havet med store floder.

Rink anslog kalvisproduktionen på grundlag af gletschernes størrelse og mængden af is i fjordene, og han opstillede fem isstrømme af 'første orden', nemlig Jakobshavn, Tossukatek, Den større Kariak, Den større Kangerdlursoak og Upernavik. Han var klar over den store kalvisproduktion i de fem fjorde, men opdagede ikke Sermeq Kujalleqs enestående status som Indlandsisens hovedudløb. Det blev først klart i den sidste halvdel af det 19. århundrede. Men Rink erkendte den ekstraordinære størrelse af Indlandsisen, hvilket fremgår af hans vurdering af det nødvendige dræningsområde på 50.000 kvadratkilometer eller mere for hver af de fem isstrømme.

En af glaciologiens store pionerer, Hinrich Rink, tegnede i 1850 Indlandsisens rand ved Paakitsoq nord for Kangia. Dengang rykkede isranden frem, og isen nåede sin maksimale udbredelse på stedet omkring 1880. Siden er der sket en gradvis tilbagetrækning, hvilket fremgår af billederne fra 1961 og 1987.

En af glaciologiens store pionerer, Hinrich Rink, tegnede i 1850 Indlandsisens rand ved Paakitsoq nord for Kangia. Dengang rykkede isranden frem, og isen nåede sin maksimale udbredelse på stedet omkring 1880. Siden er der sket en gradvis tilbagetrækning, hvilket fremgår af billederne fra 1961 og 1987. Klik på billedet for stor udgave.

Interessen for Grønlands glaciologi voksede i den anden halvdel af det 19. århundrede. Et stigende antal forskere besøgte Kangia og Sermeq Kujalleq, og næsten alle beskrev gletscherfronten og dens omgivelser. Blandt de besøgende kan nævnes nogle af datidens førende videnskabsfolk og opdagelsesrejsende som Erich von Drygalski, Robert Peary, Adolf Erik Nordenskiöld og Alfred Wegener.

Moderne glaciologi fra 1950

Under Anden Verdenskrig blev korttegning ud fra luftfotos udviklet til en høj standard, så fjerntliggende områder som Grønland kunne kortlægges detaljeret fra fly. Samtidig skabte den teknologiske udvikling terrængående køretøjer, som lettede adgangen til de indre og spaltefrie dele af Indlandsisen.

Den nye æra begyndte med Expéditions Polaires Francaises i årene fra 1948 til 1953. Ekspeditionen arbejdede langs et øst-vest profil fra kyst til kyst over det centrale Grønland med det formål at opmåle et profil af bunden og overfladen af Indlandsisen og bestemme massebalancen langs ruten. Ekspeditionen havde kun ringe indflydelse på vor viden om Ilulissat området, selvom regionen syd for gletsjeren Eqip Sermia, 70 kilometer nord for byen, dannede den vestlige ende af profilet og blev underkastet en detaljeret kortlægning.

Arbejde på Indlandsisen under Expéditions Polaires Francaises.

Arbejde på Indlandsisen under Expéditions Polaires Francaises. Kilde: Indlandsisen. (Foto: Børge Fristrup)

Expédition Glaciologique Internationale au Groenlande blev i 1957-1960 udført i et samarbejde mellem Østrig, Danmark, Frankrig, Tyskland og Schweiz. Ekspeditionen bestemte ved hjælp af luftfotos bevægelsesraten for alle gletsjere i Disko Bugt og Uummannaq Fjord. Samtidig blev kalvisproduktionen vurderet, og undersøgelserne bekræftede Sermeq Kujalleqs enestående rolle med hensyn til produktion af kalvis.

Efter 1960 var en vigtig opgave med hensyn til Kangia og Sermeq Kujalleq at bestemme tykkelsen af Indlandsisen og kortlægge isens højde og topografien af landskabet under isen ved hjælp af luftbåren radar. Gennem seks sæsoner mellem 1968 og 1976 blev der fra fly målt mere end 60.000 kilometer profiler; den første samlede kortlægning af landskabet under Indlandsisen. Kortlægningen skabte gennembrud i forståelsen af gletsjeres og isdækkers dynamik, geomorfologi og klimaforskning.

Man manglede dog fortsat detaljeret viden omkring isfjordenes fortsættelse under randen af Indlandsisen og omkring dybden af isstrømskanalerne. En del af denne information er siden blevet indsamlet i forbindelse med undersøgelser ved Ilulissat og Qassigianguit af potentialet for at bruge smeltevand fra Indlandsisen til vandkraft. Her anvendte forskerne en ny helikopterbåren radarteknik, som blev udviklet af Danmarks Tekniske Universitet og modificeret af Grønlands Geologiske Undersøgelse. De nyeste målinger af isdækkets tykkelser omkring Sermeq Kujalleq blev publiceret i 2001.

Moderne undersøgelser af Indlandisens randområder bliver i stor udstrækning gennemført ved anvendelse af data fra satellitter, som i nogen grad har erstattet luftfotografier, fordi de muliggør gentagne observationer inden for korte tidsrum. Hovedtrækkene i Sermeq Kujalleqs udvikling siden 1932 er, at en kraftig tilbagetrækning standsede i 1950'erne. I 2002 begyndte bræfronten atter at trække sig tilbage efter mange års relativ stabilitet.

Sermeq Kujalleqs gradvise tilbagetrækning mellem 1850 og 1992: Gletsjerfronten var stabil mellem 1950 og 2002, og under denne periode trak gletsjeren sig tilbage om sommeren og skød frem om vinteren. Positionerne i 1962 og 1988 illustrerer frontens placering om vinteren og foråret, mens positionerne fra 1985 og 1992 viser placeringen om sommeren og i det tidlige efterår. De sidste bestemmelser er gjort fra satellitter og udstrakt til isranden nord og syd for Sermeq Kujalleq.

Sermeq Kujalleqs gradvise tilbagetrækning mellem 1850 og 1992: Gletsjerfronten var stabil mellem 1950 og 2002, og under denne periode trak gletsjeren sig tilbage om sommeren og skød frem om vinteren. Positionerne i 1962 og 1988 illustrerer frontens placering om vinteren og foråret, mens positionerne fra 1985 og 1992 viser placeringen om sommeren og i det tidlige efterår. De sidste bestemmelser er gjort fra satellitter og udstrakt til isranden nord og syd for Sermeq Kujalleq. Klik på billedet for stor udgave.

Galoperende gletsjere

I den anden halvdel af det 20. århundrede opstod der en voksende interesse for fænomenet 'gletsjer surging', hvor gletsjere foretager kortvarige fremstød med stor hastighed. Fænomenet, som populært kaldes for galoperende gletsjere, blev beskrevet fra lokale gletsjere forskellige steder i verden. Tilsvarende høje hastigheder ses ved isstrømme i Antarktis og Grønland, men her opretholder isen permanent den høje hastighed på grund af et stort dræningsområde.

Interessen i at forstå 'surging' gletsjere skal ses i sammenhæng med ideen om, at istidens isdækker måske brød pludseligt og voldsomt sammen. Tilsvarende betragtninger er i dag relevante med hensyn til de nuværende isdækkers mulige respons på global opvarmning som følge af den øgede menneskeskabte drivhuseffekt. Interessen i isstrømsdynamik er derfor steget. Sermeq Kujalleq er et oplagt valg for studierne. Her findes den længste serie klimamålinger plus lange historiske og videnskabelige optegnelser over isstrømmen. Sidst, men ikke mindst, blev der i 1980'erne som led i vandkraftundersøgelserne gennemført kontinuerlige målinger af temperatur, nedbør og stråling ved randen af Indlandsisen for at bestemme hvor meget smeltevand, der kommer fra isens randzone.

Anslået maksimum (mørkeblå) og minimum (lyseblå) kalvisproduktion fra isstrømme langs vestkysten af Grønland. Sermeq Kujalleqs produktion af kalvis er i særklasse.

Anslået maksimum (mørkeblå) og minimum (lyseblå) kalvisproduktion fra isstrømme langs vestkysten af Grønland. Sermeq Kujalleqs produktion af kalvis er i særklasse. Klik på billedet for stor udgave.

Informationer om de nyeste ændringer af isstrømmen er baseret på målinger fra satellitter, som også kan bestemme isens topografi og hastighed over store områder. Den dramatiske tilbagetrækning af gletsjeren efter år 2002 vil givetvis føre til intensiverede undersøgelser i nærmeste fremtid.

Fortsæt din rejse på Ilulissat Isfjord:

Den nærende isfjord

Udforskningens lange historie

1850/51: H. Rink var den første der bestemte beliggenheden af fronten af Sermeq Kujalleq.

1870: N.A.E. Nordenskiöld beskrev gletscherfronten, men han kunne ikke bestemme grænsen mellem fronten af gletscheren og kalvisen i fjorden. Besøget ved Sermeq Kujalleq fandt sted i forbindelse med et af de tidlige forsøg på at besøge Grønlands indre dele nær Ilulissat. Under en rekognoscering fra bunden af Arfersiorfik fjord, 90 kilometer syd for Ilulissat, nåede han 56 kilometer ind på Indlandsisen ved en højde på 680 meter over havet. En efterfølgende hovedekspedition anført af Nordenskiöld fra det samme udgangspunkt nåede 350 kilometer ind på Indlandsisen ved en højde på 1947 meter over havet. Hovedformålet var at undersøge og beskrive landskabet ved isranden.

Billede Nils Adolf Erik Nordenskiöld (1832-1901) Nordenskiöld var meget optaget af istidsteorien og mente, at man i Grønland kunne finde naturforhold der lignede dem der herskede i Europa under Istiden.

Billede Nils Adolf Erik Nordenskiöld (1832-1901)
Nordenskiöld var meget optaget af istidsteorien og mente, at man i Grønland kunne finde naturforhold der lignede dem der herskede i Europa under Istiden.

""

Kort over Nordenskiölds isvandring 1870 syd for Ilulissat Isfjord. Tegnet af Hinrich Rink. (Kilde: Horisonter af Is. Af Rud Kjems)

Tegning fra Indlandsisen af S. Berggren under Nordenskiölds isvandring 1870.

Tegning fra Indlandsisen af S. Berggren under Nordenskiölds isvandring 1870. (Kilde: Horisonter af Is. Af Rud Kjems)

1875: A. Helland beskrev beliggenheden af gletscherfronten og lavede den første måling af bevægelseshastigheden i juli.

1879: R.R.J. Hammer kortlagde hele fjordsystemet, herunder gletscherne i bunden af fjordene Sikuiuitsoq og Tasiusaq. Bestemte positionen af gletscherfronten i september.

1880: R.R.J. Hammer gentog besøget i marts og august måned i 1880. Hammer målte et vinterfremstød på 1 kilometer og en efterfølgende sommertilbagetrækning på 2 kilometer. Han målte også bevægelseshastigheden fra den sydlige kant af gletscherfronten til dens centrale dele og anslog, at en bevægelse på op til 16 meter i døgnet var mulig. Hammer rapporterede også, at bevægelsen ikke var jævn, men at der ikke var nogen forbindelse mellem lufttemperaturen og frontens hastighed. Beliggenheden var meget variabel, og Hammer konkluderede, at store isfjelde blev frigivet ved opsprækning af isfronten på grund af opdriften af den flydende del af gletscheren.

1886: R. Peary forsøgte at nå den indre del af Indlandsisen. Han begyndte ved Paakitsoq, 40 kilometer nord for Kangia. Sammen med Chr. Majgaard, nåede han 185 kilometer ind på Indlandsisen til en højde på næsten 2300 meter over havet. En beskrivelse af landskabet nær isranden blev publiceret.

Billede Robert Edwin Peary (1856-1920). Peary - den første mand på Nordpolen - havde en stor interesse for Grønland og følte, at han måtte prøve at finde sandheden om Grønlands mystiske indre.

Billede Robert Edwin Peary (1856-1920)
Peary - den første mand på Nordpolen - havde en stor interesse for Grønland og følte, at han måtte prøve at finde sandheden om Grønlands mystiske indre.

1888: S. Hansen optegnede et kort til det Kongelige danske Søkortarkiv. Ifølge Engell viste et fotografi fra dette besøg, at gletscherfrontens beliggenhed var mere østlig end angivet på kortet.

1893: E.v. Drygalski besøgte den sydlige del af gletscherfronten i februar. Frontens position var vanskelig at bestemme, men den blev indført på et kort.

1902: M.C. Engell målte gletscherfrontens beliggenhed i juli. Fronten var stadig i gang med at trække sig tilbage i forhold til positionen ved Rinks observationer i 1851. Målinger af hastigheden gav den samme størrelsesorden som tidligere vurderinger. Engell gav en indgående beskrivelse af hele fjordregionen, herunder Sikuiuitsoq og Tasiusaq.

1903: M.C. Engell besøgte igen gletscheren i juli, men kunne kun med nogen usikkerhed bestemme frontens beliggenhed, som lå 350 meter længere mod vest end i 1902. Observerede kalvningen af et stort isfjeld.

1904: M.C. Engell besøgte gletscherfronten i sommeren. Frontens position blev ikke bestemt.

1913: J.P. Koch og A. Wegener. Efter deres krydsning af Indlandsisen i 1912-1913 besøgte de to videnskabsmænd Sermeq Kujalleq i august og bestemte isfrontens beliggenhed, som indikerede en betydelig tilbagetrækning efter 1902.

J.P Kochs ekspedition over Indlandsisen 1912-13.

J.P Kochs ekspedition over Indlandsisen 1912-13. (Kilde: Horisonter af Is af Rud Kjems)

1929: J. Georgi og E. Sorge. Under forberedelserne til tyskeren Alfred Wegeners ekspedition til Indlandsisen i 1930-1931, bestemte to af dens medlemmer, Georgi og Sorge, isfrontens position og bevægelse under et besøg i efteråret.

1931/32: Gletscherens position blev angivet på det første kortblad (1:250.000) over Jakobshavn området, publiceret af Geodætisk Institut, København.

Efter 1932: Under og efter Anden Verdenskrig skete der en hurtig udvikling af fotografering fra fly. Stigningen i information kan illustreres ved de luftbilleder over Kangia og Sermeq Kujalleq, som findes i arkiverne hos Kort- og Matrikelstyrelsen i København. De stammer fra årene 1942, 1946, 1948, 1953, 1957, 1958, 1959 og 1985.

Foto taget fra fly af Indlandsisens randzone.

Foto taget fra fly af Indlandsisens randzone. (Foto: Børge Fristrup)