Grundvandskemi

Grundvand er ikke bare grundvand. Vandets kemiske sammensætning varierer fra sted til sted, og er styret af en hel række faktorer, som f.eks. hvilke jordlag det befinder sig i, og hvor meget frit ilt der er til stede i løbet af året. Vandet optager kemiske stoffer fra sine omgivelser og transporterer dem videre i vandkredsløbet.

Grundvandet er fyldt med kemi fra naturens side, men den er ikke farlig.

Grundvandet er fyldt med kemi fra naturens side, men den er ikke farlig. Foto: Peter Warna-Moors.

Grundvandets naturlige kemi

Grundvandet indeholder forskellige opløste stoffer. Mængden af disse stoffer kan være forskellig fra egn til egn og ned gennem jorden. De opløste stoffer kommer fra atmosfæren, fra aflejringer i jorden og fra menneskenes aktiviteter.

I atmosfæren kan regnvandet optage ilt (O2), kuldioxid (CO2) og salt (NaCl) fra havet. Fra røg fra skorstene og fra bilernes udstødningsgas optager regnen kuldioxid (CO2), svovldioxid (SO2) og kvælstof-ilter (NOx). Stofferne vil øge regnvandets kemiske surhed (sur nedbør) og øge opløsningen (forvitringen) af mineraler i jorden.

Regnvandet i atmosfæren optager blandt andet svovldioxid fra røg fra skorstene.

Regnvandet i atmosfæren optager blandt andet svovldioxid fra røg fra skorstene. Foto: Peter Warna-Moors.

Regnvandet optager blandt andet kuldioxid fra bilernes udstødning.

Regnvandet optager blandt andet kuldioxid fra bilernes udstødning. Foto: Peter Warna-Moors.

Når vand siver ned gennem jorden opløser det både stoffer der forekommer naturligt i jorden og stoffer som stammer fra menneskelige aktiviteter. I dette afsnit taler vi kun om naturligt forekommende stoffer. Disse stoffer er normalt ufarlige for mennesker og dyr, men de kan give anledning til besvær med dårlig smag og lugt i vandet.

Det øverste lag i jorden kaldes rodzonen. Her bliver der frigjort kuldioxid - CO2 - ved planterøddernes aktivitet og når plantedele rådner. Denne kuldioxid bliver opløst i vand på vej ned i undergrunden - vand der i forvejen indeholder kuldioxid. Vandet indeholder altså nu kulsyre og er surt. Man siger, at vandet er blevet aggressivt. Det sure vand er i stand til at opløse mineraler i jorden.

I Østdanmark er der kalk i jorden, og det sure vand opløser kalken. Herved mister vandet sin sure egenskab; det bliver neutralt, men det har til gengæld fået et indhold af kalk. Som drikkevand kaldes dette vand for hårdt vand. Hårdt vand giver anledning til kedelsten ved kogning, og et øget forbrug af vaskemiddel ved tøjvask.

I Vestjylland er jorden sandet og uden kalk. Her indeholder grundvandet meget mindre kalk og dette vand kaldes blødt. Grundvandet her er surt og angriber de jern- og manganholdige mineraler i jorden. Derfor indeholder vandet jern- og mangansalte. Når vandet kommer ud i søer, moser eller i kilder, vil der ske en udfældning af jern- og manganholdige sedimenter. De løse, bløde jordarter kaldes okker, mens de hårde aflejringer kaldes myremalm.

Grundvandet kan fra naturens side indeholde så store mængder af et stof, at det ikke egner sig som drikkevand. I meget store dybder og tættere på overfladen nær kysterne finder vi det salte grundvand, som er helt udrikkeligt. I grundvand fra kalklag kan der være et skadeligt højt indhold af fluorid. Og i dele af Vest- og Midtjylland er der steder hvor grundvandet indeholder så meget organisk materiale at vandet er brunt som kaffe. Det vand kan kun bruges til at vande marker med.

Havet

Havet. Foto: Peter Warna-Moors.

På sjælland og øerne er der kalk i undergrunden. Ved Stevns Klint og Møns Klint er kalken blottet ved kysterne

På sjælland og øerne er der kalk i undergrunden. Ved Stevns Klint og Møns Klint er kalken blottet ved kysterne. Foto: Peter Warna-Moors.

Redoxprocesser og Redoxgrænsen

Oxidation og reduktion spiller en vigtig rolle i de geokemiske processer der foregår i grundvandet. De kaldes under et for redoxprocesser, og beskriver kemiske processer hvor elektronerne skifter plads. Ved oxidation afgives elektroner, mens der ved reduktion optages elektroner. De påvirker opløseligheden og transporten af flere uorganiske stoffer fra jorden, samt en del af de stoffer som har betydning for det organiske liv.

Derfor er det vigtigt at vide hvordan og hvornår redoxprocesserne foregår, når man arbejder med blandt andet jordens nitratfølsomhed, indhold af nikkel, arsen, svovlbrinte, jern, mangan, sulfat, og andre indholdsstoffer der har betydning for drikkevandskvaliteten og dyre- og plantelivet. I nogle tilfælde medfører reduktion at en øget mængde helbredsskadelige stoffer frigives til grundvandet, mens det i andre tilfælde er ved oxidation at stofferne frigives.

Når jordlagenes iltindhold ændres, omdannes mineraler i jorden så de kan frigive nogle af deres kemiske bestanddele. De kan så f.eks. pumpes op med drikkevandet eller udvaskes til overfladevandet. I afsnittene om arsen og nikkel, nitrat og fosfor kan du læse mere om disse processer.

Okkerfyldt sand blotlagt i en grusgrav ved Ringkøbing.

Okkerfyldt sand blotlagt i en grusgrav ved Ringkøbing. [Foto: Stig Schack Pedersen, GEUS]

Hvor er redoxgrænsen i Danmark?

Som det fremgår af ordet oxidation, er processen først og fremmest afhængig af tilstedeværelsen af fri ilt. Derfor er oxidation en proces der foregår nær overfladen, mens svagt reducerende og stærkt reducerende forhold findes ved større og større dybder. Grænsen mellem de iltrige lag og de iltfri lag kaldes for redoxgrænsen.

Redoxgrænsen er i Danmark kortlagt af forskere fra GEUS, og foretages ved at man undersøger boreprøver fra hele landet. Det man ser efter, er farven på de jordlag som kommer op med borekernerne. De iltrige lag er brune, mens de iltfri lag er grå eller sågar sorte. Ved at måle dybden af redoxgrænsen, har man konstrueret et kort der dækker hele landet. Som det fremgår af kortet, ligger redoxgrænsen generelt dybere i Midt- og Nordjylland end i resten af landet.

Kort over danmark der viser dybden til redoxgrænsen.

Kort over danmark der viser dybden til redoxgrænsen. [Kilde: GEUS, 2006. Udarbejdelse: Vibeke Ernstens og Peter Roll Jakobsen, GEUS. GIS: Frants von Platen og Lisbeth Tougaard, GEUS. WEB: Carsten E. Thuesen, GEUS.]

Det salte grundvand

Nede under det ferske grundvand kan vi også finde salt grundvand. Det ferske grundvand har en lavere massefylde end det salte grundvand. Det ferske vand ligger derfor som en pude ovenpå det salte grundvand.

Saltvandet inde under landområderne stammer dels fra aflejringer, der blev afsat i havet engang i fortiden. Og dels fra gamle saltaflejringer dybere nede i jorden. I aflejringer, der er blevet afsat i havet, kan der findes små rester af salt eller saltvand. Mange steder er saltet dog vasket ud eller saltvandet fortyndet, så vi i dag kan indvinde ferskvand fra aflejringerne.

Rundt om i landet er der sprækkezoner i undergrunden. Grundvand med et indhold af forskellige salte stiger op gennem sprækkezonerne. Dette saltvand stammer fra ældgamle aflejringer, som ligger dybt nede i jorden. Langs disse zoner har blokke af jordens skorpe bevæget sig i forhold til hinanden. I zonerne er bjergarterne mere eller mindre knuste, og derfor kan vand let bevæge sig i dem. Denne type vand kaldes mineralvand. Det kan nogle steder komme helt op til jordens overflade og vise sig som kilder. I de fleste tilfælde bliver mineralvandet fortyndet med ferskvand nede i jorden, og vi vil kun kunne påvise det som grundvand med forhøjet indhold af salt. På grund af mineralvandets indhold af salte, er det blevet tillagt helbredende virkning overfor sygdomme.

Inde i landet, hvor landskabet er højt, findes det ferske grundvand også højt oppe. "Puden" af ferskvand trykker med sin vægt det salte grundvand ned. Ude ved kysten, hvor landskabet er lavt, er laget af ferskvand tyndt, og derfor kommer saltvandets overflade højere op. Ved kraftig pumpning fra boringer tæt ved kyster kan det derfor let ske, at saltvand trækkes ind i boringerne. Når det sker, bliver de umulige at bruge til vandforsyning og må lukkes.

Ved kysterne hvor landskaber er lavt, er laget af ferskvand tyndt og overfladen af saltvandet ligger højere oppe.

Ved kysterne hvor landskaber er lavt, er laget af ferskvand tyndt og overfladen af saltvandet ligger højere oppe. Foto: Peter Warna-Moors.

Pumper man kraftigt fra en vandboring tæt ved kysten er der risiko for at saltvand trækker ind. Det kan gøre boringen ubrugelig i årevis.

Pumper man kraftigt fra en vandboring tæt ved kysten er der risiko for at saltvand trækker ind. Det kan gøre boringen ubrugelig i årevis. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.

Vejsalt og Grundvand

For at øge trafiksikkerheden på isglatte veje i danmark, har man siden 1960'erne benyttet sig af vejsaltning.

For at øge trafiksikkerheden på isglatte veje i danmark, har man siden 1960erne benyttet sig af vejsaltning. [Foto: Carsten Egestal Thuesen, GEUS].

I midten af 2008 startede et projekt, som GEUS er involveret i, der skal belyse om vejsaltning har betydning for grundvandet kvalitet. I Danmark er saltning blevet brugt som glatførebekæmpelse siden midten af 1960erne, og der bruges i gennemsnit 200.000 tons vejsalt om året.

Det er velkendt at saltningen har betydning for vegetationen, men det er ikke tidligere i større omfang blevet undersøgt om det også har betydning for grundvandet. Det er til gengæld blevet undersøgt detaljeret mange andre steder i verden, og der har det vist sig at vejsaltningen er en kritisk forureningsfare for grundvandet. De spredte undersøgelser der er foretaget indenfor Danmark, viser det samme, og der er derfor god grund til at undersøge saltets indflydelse på grundvandskvaliteten.

Chloroform

Chloroform i grundvandet
Grundvand, der indeholder mere chloroform end 1 µg/l. må ikke anvendes som drikkevand, hvis chloroformen kommer fra menneskeskabt forurening. Da ny forskning har vist, at naturlige processer kan danne høje koncentrationer af chloroform, har man lempet loven og vedtaget et krav på 10 µg/l, hvis indholdet af chloroform er af naturlig oprindelse. Man kan se på sammensætningen af chloroformen om den er naturlig eller industrielt produceret.

Fund af chloroform i Danmark. Oplysninger for boringskontrol og GRUMO arkiverne.

Fund af chloroform i Danmark. Oplysninger for boringskontrol og GRUMO arkiverne. (Figur efter ”Forekomst og naturlig produktion af chloroform i grundvand”.) Illustration: GEUS kort, GEUS.

I 2004 påbegyndte GEUS et projekt, der havde til formål at undersøge, om chloroform i grundvand var et problem for drikkevandsforsyningen, og hvor stor en del af stoffet der kom fra naturlige kilder. Arbejdet indeholdt også en gennemgang af rensningsprincipper, økonomien i disse og udarbejdelse af en praktisk vejledning for vandværker med chloroform problemer. Projektet var et fælles projekt med deltagelse af universiteter i Sverige og Schweiz.

Resultaterne viser, at naturlig dannelse af chloroform med stor sikkerhed er årsagen til chloroform-forureningen af vandet i flere boringer. Laboratoriemålinger af jordprøver viser tydeligt, at den største produktion foregår på sandede jorde under nåleskov. Det skyldes at de svampe og mikroorganismer, der lever i jordbunden under nåletræer, producerer enzymer til at nedbryde det organiske materiale i det øverste jordlag. Enzymerne danner også mindre mængder af chlorholdige stoffer, bl.a. chloroform. Hvis grundvandet indeholder ilt er det ikke altid at chloroformen bliver nedbrudt inden den når vandværkernes pumper.

Svampe og mikroorganismer der lever i jordbunden under nåletræer på sandet jord producerer enzymer der igen danner små mængder af chlorholdige stoffer som bl.a. chloroform.

Svampe og mikroorganismer der lever i jordbunden under nåletræer på sandet jord producerer enzymer der igen danner små mængder af chlorholdige stoffer som bl.a. chloroform. [Foto: Carsten Egestal Thuesen, GEUS].

Svampevækst på skovbunden i en nåleskov.

Svampevækst på skovbunden i en nåleskov. [Foto: Carsten Egestal Thuesen, GEUS].

Dannelsen af chloroform er et problem når der tænkes i naturgenopretning på magre jorde. Man ønsker med naturgenopretning at skabe et bedre miljø der gavner dyrelivet, biodiversitet og grundvandskvalitet. En del af naturgenopretningen består i, at man planter skov, og på magre jorde er nåletræer den type træ der trives bedst. Men på grund af chloroformproduktionen under nåletræer, bliver effekten det modsatte end det der var planen – nemlig at forbedre miljøet og det underliggende grundvand.

Chloroform og helbred

Som rent stof, er chloroform et meget giftigt stof, der giver skader på lever og nyrer. Det ætser og giver kvalme, hovedpine og svimmelhed. Man har tidligere brugt chloroform som bedøvelse, men stoppede med det da man fandt ud af den skadelige effekt på lever og nyrer. Stoffet optræder langtfra i så store koncentrationer i grundvandet, at man opnår nogle af de akut skadelige effekter, men da chloroform er mistænkt for at være kræftfremkaldende ved længere tids påvirkning, er der grund til stor bevågenhed overfor stoffet.

Nikkel og arsen


Nikkel og sundhed

Nogle af de kemiske stoffer der har fået øget bevågenhed de sidste 10-15 år, er nikkel og arsen. Dette skyldes at de begge har stor betydning for befolkningens sundhed. Nikkel er kommet i søgelyset fordi der er en stigende tendens til nikkelallergi i befolkningen. Man kender ikke den nøjagtige årsag til nikkelallergi, men hvis allergien bliver kronisk, er det er stort problem med selv små mængder nikkel i drikkevandet. Selvom det sjældent er højt indhold af nikkel i det vand der pumpes op, så bliver vandet ofte forurenet med nikkel på dets vej fra vandværket til forbrugeren, fordi rørføringen er udført i materialer der indeholder nikkel.

Hvor kommer nikkel fra?

Nikkel er et sporstof der findes i ganske små mængder i jordens mineraler. Da det minder en lille smule om strukturen hos reduceret jern (Fe2+), kan det bytte plads med jern i jernrige mineraler. Tæt på jordens overflade findes det jernholdige mineral pyrit (FeS2), og det er her man ofte finder små mængder nikkel. Mineralet pyrit er meget stabilt i iltfri områder i jorden, og der er derfor kun lidt nikkel tilstede i de iltfri lag. Hvis pyrit derimod udsættes for ilt (oxideres), nedbrydes mineralet og omdannes til opløst oxideret jern (Fe3+), sulfat og små mængder fri nikkel.

Nikkel i vandværksboringer (råvand) 2000-2006.

Nikkel i vandværksboringer (råvand) 2000-2006. Illustration: GEUS kort, GEUS.

Barometerånding og sænkning af grundvandsspejlet

En af de måder oxidation af nikkelholdige sulfider, som pyrit, kan ske på, er i forbindelse med vandboringerne. Her forekommer det ofte – især på Sjælland – at boringerne ikke har en foring indvendig. Luft fra jordens umættede zone bliver så pumpet ned i grundvandsmagasinet på grund af det atmosfæriske tryk ved overfladen, og reagerer med pyrit. Ved barometerånding får man lokalt forhøjede nikkelværdier i en radius af ca. 100 m fra boringen. En anden måde hvor man får oxideret pyrit, er hvis man pumper grundvandet meget kraftigt op ved vandindvinding. Så sænkes grundvandsspejlet i en tragt rundt om boringen, og man får ilt ind i hulrummene i de jordlag der før var fyldt op af vandet. Derfor er det bedst at have flere mindre boringer i et område, og pumpe vandet op i et roligt og stabilt tempo hele tiden, end én stor, hvor man pumper meget vandet op i mindre tidsintervaller, hvis man vil undgå nikkel i drikkevandet.

Arsen – et giftigt grundstof

Arsen er et grundstof som findes naturligt i undergrunden, og som er meget giftigt selv i små mængder. Derudover er uorganisk bundet arsen giftigere end organisk bundet arsen. Udover at kunne give akutte forgiftninger, kan små mængder, indtaget over længere tid, virke kræftfremkaldende, samt give skader på lever og nervesystem. Det skyldes at arsen ophobes i kroppen. Arsen indgår blandt andet i giften arsenik (As2O3), som tidligere er blevet brugt til rottebekæmpelse. Andre arsenforbindelser er blevet brugt til insektgift, blylegeringer og træimprægnering, samt medicin mod bland andet syfilis, leukæmi og malaria. I dag er det forbudt at bruge arsenforbindelser til disse formål, men forureningen fra den tidligere brug af arsen foregår stadig, så længe der stadig er arsenholdige produkter i brug. Den største mængde arsen kommer dog fra naturlige processer i jorden.

Indholdet af arsen i grundvandet i Danmark i forhold til udbredelsen af prækvartære formationer. Røde prikker angiver hvor koncentrationer i grundvandet er over 5 μg/l, mens blå prikker viser hvor koncentrationer i grundvandet er under 5 μg/l. 5 μg/l er grænseværdien for arsen ved afgang fra vandværk.

Indholdet af arsen i grundvandet i Danmark i forhold til udbredelsen af prækvartære formationer. Røde prikker angiver hvor koncentrationer i grundvandet er over 5 μg/l, mens blå prikker viser hvor koncentrationer i grundvandet er under 5 μg/l. 5 μg/l er grænseværdien for arsen ved afgang fra vandværk. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.

Arsen i undergrunden

Arsen minder, i sin opbygning, lidt om svovl og fosfor. Den indgår derfor naturligt i små mængder i mineraler der indeholder disse to grundstoffer (f.eks. pyrit). De mineraler der primært indeholder arsen, er arsenit (H2AsO3) og arsenat (H3AsO4). Arsenit findes i iltfattig jord, mens arsenat optræder når der er ilt tilstede. Derudover bindes arsen til overfladen af lermineraler, samt til jernholdige mineraler. De nøjagtige mekanismer, der styrer arsenindholdet i grundvandet, er ikke helt klarlagt, men flere undersøgelser peger på at der er 3 hovedfaktorer som forøger koncentrationen af arsen i grundvandet:

  1. En arsenrig klidebjergart (f.eks. marint ler),
  2. En lav gennemstrømningshastighed af grundvandet og
  3. Iltfattige forhold - man ved at arsens opløselighed er ca. 10 gange højere i iltfattigt grundvand end i iltrigt grundvand.

Marint med muslingeskaller og andet organisk matriale er rig i på arsen.

Marint med muslingeskaller og andet organisk matriale er rig i på arsen. Foto: Carsten E. Thuesen, GEUS.

Grænseværdier for arsen og nikkel

Indtil udgangen af 2003 var grænseværdien, for arsenindholdet i boringerne til vandindvinding, på 50 µg/l. Derefter blev det tilladte indhold begrænset til 8 µg/l i oppumpet vand, og 5 µg/l i det vand der forlader vandværkerne. Det har skabt problemer visse steder i landet, da ca. 15 % af samtlige grundvandsanalyser har et arsenindhold på over 5 µg/l. Det har dog vist sig at man kan sænke indholdet af arsen i det oppumpede vand, ved at tilsætte jerngranulat som arsen kan hæfte sig fast på, og så fjerne jerngranulatet i den almindelige filterproces på vandværket. Nikkel har en grænseværdi på 20 µg/l for oppumpet vand.

Hvor gammelt er grundvandet?

Vand der falder på jordoverfladen strømmer ned i jorden mod grundvandet og derefter langsomt mod vandløb og kyster, på en sådan måde, at vandet fra ét år ikke eller kun langsomt blandes med vand fra det forrige. Derfor vil det ældste vand som regel ligge nederst i grundvandszonen. Bevægelsen tager tid, og det vand der ligger længst nede kan derfor være meget gammelt.

Grundvandet kan have mange forskellige aldre alt efter hvor dybt grundvandsmagasinet ligger.

Grundvandet kan have mange forskellige aldre alt efter hvor dybt grundvandsmagasinet ligger. (Kilde: Danmarks Grundvand - En Truet Ressource GEUS). (Illustration: © Carsten Egestal Thuesen, GEUS)).

Det meste af det grundvand, der pumpes op og bruges til drikkevand, har en alder på mellem 5 og 50 år. Nogle steder i landet hentes grundvandet fra lag der ligger meget dybt. Undersøgelser har vist, at dette vand kan være mere end 2.000 år gammelt, ja nogle steder endda stamme fra sidste istid for mere end 10.000 år siden. Under det gamle ferske grundvand findes endnu ældre saltvand.

Nogle steder stammer vandet fra sidste istid da store dele af danmark var dækket med et tykt isdække for mere end 10.000 år siden.

Nogle steder stammer vandet fra sidste istid da store dele af danmark var dækket med et tykt isdække for mere end 10.000 år siden. Foto: GEUS arkiv, GEUS.

Forskellige sporstoffer kan anvendes til at aldersbestemme grundvand med aldre fra mindre end 10 år til mere end 1 million år.

Forskellige sporstoffer kan anvendes til at aldersbestemme grundvand med aldre fra mindre end 10 år til mere end 1 million år. Illustration: A. Andersen, GEUS.

Men hvordan bestemmer man egentlig alderen af grundvandet? Der benyttes i dag flere metoder. De fleste metoder er baseret på, at nedbøren optager kemiske stoffer, der findes i atmosfæren, og fører dem med ned i jorden. Så længe vandet er i den umættede zone over grundvandets overflade (grundvandsspejlet), har det kontakt med atmosfærens luft. Her er der ligevægt mellem koncentrationen af de kemiske stoffer i vandet og i luften. Men når vandet kommer ned under grundvandsspejlet bliver det isoleret fra luften, og der sker ikke længere nogen udveksling. Derfor kan forskere bestemme vandets alder. Herunder beskrives de fem vigtigste metoder, der er blevet anvendt i Danmark.

Kulstof-14 metoden

Mange grundstoffer optræder i forskellige udgaver, med små forskelle i deres vægt. Man siger at de er isotoper af samme grundstof. 14C er navnet på den radioaktive isotop kulstof-14. Den dannes til stadighed i atmosfæren som følge af den kosmiske stråling. 14C indgår i atmosfærens kuldioxid og optages i nedbøren. På grund af radioaktiviteten nedbrydes 14C. I vand, der er isoleret fra atmosfæren, bliver mængden af 14C derfor stadig mindre. Da man ved hvor hurtigt 14C henfalder (halveringstid = 5730 år), kan man beregne alderen ved at bestemme hvor meget 14C der er i en prøve.

Argon-39 metoden

Argon-39 (39Ar) er, ligesom de andre argon-isotoper, en ædelgas der findes i små mængder i atmosfæren. Det dannes ved kosmisk stråling og er radioaktivt. Med en halveringstid på 269 år, kan argon-39 metoden bruges til at datere grundvand på mellem 100 og 900.000 år. Det gør metoden til et meget velegnet supplement til andre dateringsmetoder.

Tritium metoden

Tritium (3H) er en tung og radioaktiv isotop af brint der er sjælden i naturen. Ved atomvåbenforsøg i 1950erne og 60erne blev tritium imidlertid spredt i atmosfæren. Stoffet har de samme kemiske egenskaber som brint, og kan derfor erstatte almindelig brint i for eksempel vand. Tritium bliver indbygget i vandmolekyler i atmosfæren og kommer på den måde ned i grundvandet. Da radioaktiviteten aftager med tiden, bliver mængden af tritium i grundvandet hele tiden mindre. 3H henfalder til 3He (halveringstid=12.3 år), ved at måle indholdet af begge isotoper bliver grundvandsdateringerne mere sikre.

Læs mere om grundvandet

Vi påvirker grundvandet

Atomsprængninger samt radioaktivt upslip fra atomreaktorer spreder en række stoffer i atmosfæren. En del af disse stoffer ender i grundvandet og kan benyttes til at datere grundvand der er mindre end 50 år gammelt.

Atomsprængninger samt radioaktivt upslip fra atomreaktorer spreder en række stoffer i atmosfæren. En del af disse stoffer ender i grundvandet og kan benyttes til at datere grundvand der er mindre end 50 år gammelt. [Illustration: © Carsten Egestal Thuesen, GEUS].

Krypton-85 metoden

Krypton-85 (85Kr) er en radioaktiv isotop med en halveringstid på 10,76 år. Den findes i grundvandet fordi der sker udslip fra atomkraftværker rundt omkring i verden. Da 85Kr er en ædelgas, ligesom 39Ar, spredes den med luften og vinden. Siden 1955 er indholdet af 85Kr derfor støt og roligt vokset i den danske natur og det danske grundvand, ligesom i resten af verden.

CFC metoden

CFC-gasserne eller freon-gasser findes ikke naturligt i atmosfæren. Freon har været anvendt i køleskabe, frysere og som drivgas i spraydåser siden 1930. Vi mennesker har sluppet freon ud i atmosfæren i en stigende mængde. Det har været muligt at beregne en kurve for, hvor meget freon der har været i atmosfæren fra 1940 til i dag. Ved at bestemme mængden af freon i prøver af grundvandet, kan man ved sammenligning med atmosfærekurven i heldigste fald bestemme alderen med få års nøjagtighed. Da CFC gasserne er stærke drivhusgasser, har man i dag forbudt anvendelse og produktion af disse, og atmosfærens indhold er nu faldende.

Svolv-hexafluorid (SF6) metoden

Naturligt SF6 findes også kun i små mængder i atmosfæren. Det er en gas der er blevet brugt i stærkstrømsindustrien siden 1960erne, og man forventer at niveauet i atmosfæren vil blive ved med at stige fremover. Hvis gassen findes i grundvandet ved man, at der er tale om ungt grundvand, da vand ældre end ca. 30 år ikke indeholder SF6.

De fire sidstnævnte metoder, som er baseret på tilstedeværelsen af menneskeskabte stoffer, kan kun bruges til vand der er yngre end 50 år. Vil man datere vand ældre end det, skal 14C eller 39Ar metoderne benyttes.