Granat

Usleben granatkrystal fra Ravns Storø indfattet i en tyk sølvtråd. Foto: Jakob Lautrup

Farve

Rød, brun, sort og grøn

Hårdhed

7

Beskrivelse

Granat er et udbredt mineral i Grønland, hvor det findes i metamorfe bjergarter i røde eller brunlige farver - ofte som veludviklede krystaller. I modsætning til de klassiske smykkestenslokaliteter med granat, f.eks. i Böhmen hvor granat optræder som helt klare røde krystaller, er transparent granat sjælden i Grønland.

Den grønlandske granat er ofte fyldt med sprækker og egner sig derfor ikke til cabochonslibning, men de fine krystaller gør dem attraktive til smykker med stenen i rå form.

Forekomst

Granat findes i bjergarten glimmerskifer. Ravns Storø i Sydgrønland er en markant lokalitet for granat. Granat er også kendt fra nabolaget til lufthavnen i Kangerlussuaq, hvor ’Granatfjeldet’ er et yndet udflugtsmål for turister, og ved Tasiilaq i Østgrønland. Ved Nuuk er der fundet transparente granater med rød farve.

Opdagelse

Den kendte granatforekomst ved Ravns Storø blev fundet i 1968 af GEUS (P. Dawes).

Stenens kemi

Granat i Grønland er oftest varianten almandin, som er et silikat domineret af grundstofferne jern og aluminium.

Sisimit

Området mellem Kangerlussuaq og Sisimiut/Holsteinsborg er rigt på granatholdige bjergarter. Granaterne er så talrige, at sandet på strandområder og langs elvene ofte er farvet rød (af granater). En lys bjergart med små rødbrune granater i nærheden af Sisimiut/Holsteinsborg går under navnet ’Sisimit’. Stykker af sisimit blev i 1962 solgt som souvenirer for at skaffe penge til etableringen af Knud Rasmussens Højskole.