Forfatter: Arne Noe-Nyegaard
Det var noget af et tilfælde, at jeg for en del år siden kom til at give mig af med de romanske kvaderstenskirker i Jylland.
I begyndelsen blev jeg – her i vort sletteland – så betaget af muligheden for i de gamle mure at kunne studere granitter og gnejser, at jeg måtte fortælle andre om det (Noe-Nygaard 1985).
Selvom jeg derved havde fået afløb for noget af min begejstring over kvadrenes stenbestand, vedblev emnet at holde mig fangen. Jeg fortsatte med at se på kvadre og forsøgte at bestemme og gruppere bjergarterne i dem. Efterhånden viste det sig, at nogle af grupperne dannede geografiske 'mønstre', som varierede fra egn til egn. Det gjorde mig nysgerrig efter at gå videre.
Det, som blandt andet tiltalte mig, var bevidstheden om, at jeg stillet overfor en stenblok på en nøjagtigt bestemt lokalitet – in casu en kvaderstenskirke – befandt mig ved dens 'endestation'. Det er nu omkring 60 år siden, at jeg som student gik i gang med at besvare den geologiske prisopgave, som var stillet af Københavns Universitet i 1928 med følgende ordlyd: "Der ønskes en Undersøgelse af de skandinaviske Ledeblokkes Fordeling på Sjælland og en Redegørelse for de Slutninger, der kan drages deraf".
Jeg kom imidlertid med på en af Lauge Kochs ekspeditioner til Østgrønland i 1929 og opgav at se på danske ledeblokke. Universitetslektor Eigil Nielsen, der dette år som rus gik i gang med samme opgave, der havde en løbetid på to år, fik imidlertid som jeg en anden impuls for sin løbebane, nemlig hos dr. Th. Mortensen på Zoologisk Museum. Opgaven blev ikke besvaret.
Der er løbet meget vand i stranden siden da, og det er derfor nærmest som novice, at jeg, der livet igennem har set på geologi fortrinsvis med petrologens øjne, igen nærmer mig et kvartærgeologisk emne; men jeg lover at holde mig på jordoverfladen.
Jeg er Carlsbergfondet megen tak skyldig for bevillinger til gennemførelsen af mange af de rejser, som undersøgelsen har nødvendiggjort. For gennemførelsen af en del af de øvrige kan jeg takke min bror Helge og civilingeniør Me. Mouritzen, der i deres egne biler har kørt for mig.