Nyt Geoviden om CO2-lagring i undergrunden

11-03-2020

”Kan vi begrave problemet?” spørger det nye Geoviden på forsiden. Bladet handler nemlig i denne omgang om geologisk lagring af CO2, som er en teknologi, der kan sænke CO2-udledningen.

Et af de øverste punkter på verdensdagsordenen for tiden er at nedsætte samfundets udledning af CO2. Men hvordan skal det gøres?

En mulig metode er den såkaldte CCS-teknologi, som står for Carbon Capture and Storage eller CO2-fangst og –lagring. En teknologi, der går ud på, at CO2 fra fabrikker, kraftværker og andre store kilder sendes via rør dybt ned i undergrunden, hvor den fordeler sig i de millioner og atter millioner bittesmå hulrum, der findes mellem mineralkornene. Og der bliver den liggende.

”CCS er særligt relevant for Danmark”, lød det for eksempel i Klimarådets nye rapport fra 6. marts med anbefalinger til, hvordan Danmark skal nå klimamålet om 70 procents reduceret CO2-udledning i 2030. Her fremhæves CCS som en løsning, da den danske undergrund kan lagre meget store mængder af den problematiske drivhusgas – over 500 års samlet udledning på Danmarks nuværende niveau. Vores undergrund er faktisk så velegnet til CO2-lagring, at Danmark eventuelt kan tilbyde andre lande at lagre deres CO2 også, hed det i rapporten.

Den nye udgave af Geocenter Danmarks populærvidenskabelige magasin Geoviden ser nærmere på, hvad det er for nogle geologiske egenskaber, undergrunden skal have for at være velegnet til CO2-lagring, og hvordan man identificerer de områder.

Derudover kan du også kan læse om:

  • Forsøg der viser, at CO2 selv lukker de små revner, der kan opstå i reservoiret.
  • Jordens CO2-kredsløb, som styrer CO2-niveauet i atmosfæren.
  • Djævlens advokat, der spørger om muligheder og risici ved CO2-lagring
  • Hvor mange anlæg der findes globalt, og hvor mange der er på vej.

Målgruppe er gymnasieelever
Dette Geoviden er nummer fire i rækken efter bladet blev relanceret i marts 2019. Geoviden er nu målrettet undervisning i gymnasiet, særligt i naturvidenskab, hvor det vil kunne bruges som et videnskabeligt baseret input, der fokuserer på samfundsrelevante emner, hvor geovidenskaberne spiller en rolle.

Til hvert blad er der tilknyttet et webunivers med en video, der giver en indføring i emnet, ekstra læsning og illustrationer. Dem kan man tilgå fra geoviden.dk, ligesom det også er her, man kan finde alle de tidligere blade. Magasinet er gratis, og der kan bestilles abonnement, enkelte numre eller klassesæt på geoviden.dk.

Geoviden udgives af Geocenter Danmark, der er et nationalt center for geovidenskabelig forskning, uddannelse, rådgivning, innovation og formidling på højt internationalt niveau. Geocenter Danmark er et formaliseret samarbejde mellem De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Johanne Uhrenholt Kusnitzoff
Redaktør
Presse og Kommunikation
Telefon91333954
Se kort video om CO2-lagring