Nyt undervisningsmateriale til gymnasierne: Mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation

Publiceret 09-01-2020
Nyhed

Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) har udarbejdet nyt undervisningsmateriale rettet mod gymnasieskolens undervisning i naturgeografi. Det kan hentes gratis online.

Nyt undervisningsmateriale til gymnasieskolen i naturgeografi, geovidenskab og geografi på HF.

Under hovedoverskrifterne mineralske råstoffer, bæredygtighed og innovation præsenteres i 28 kapitler de mineralske råstoffers samfundsmæssige betydning, deres lange og dynamiske forsyningskæder, fra mineral efterforskning, minernes rolle og vejen videre til forbrugerne – og efterfølgende, når vi har kasseret varen, hvordan råstofferne indgår i genbrugskredsløbet.

”Fremtidige, bæredygtige forsyninger af mineralske råstoffer forudsætter, at samfundet råder over tilstrækkelig geovidenskabelig faglighed til at finde og udnytte disse vigtige ressourcer. Det er vores håb, at dette undervisningsmateriale kan bidrage til en øget interesse for de geovidenskabelige fagområder,” fortæller chefkonsulent Per Kalvig fra MiMa.

Materialet omfatter tematiske kapitler og tilhørende opgaver og øvelser, samt videoer, og kan frit hentes fra MiMa’s hjemmeside.

Projektet er finansieret af GeoCenter Danmark og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Per Kalvig

Chefkonsulent
Petrologi og Malmgeologi
Telefon: 30261488

Ditte Dyrby

Kommunikationsmedarbejder
Presse og Kommunikation
Telefon: 91333442