Jordskælv ved Tasiilaq
Publiceret 18-04-2020
Nyhed
Fredag d. 17. april lidt efter middag grønlandsk tid blev Tasiilaq ramt af et jordskælv på 4.0 på den lokale Richterskala. Ca. 25 minutter senere fulgte et efterskælv, der var næsten lige så stort (3.8), og en halv time senere endnu et mindre efterskælv (3.3).
Signalet fra målestation i Tasiilaq for alle tre jordskælvs op-ned-bevægelser. Graf: GEUS
Alle tre jordskælv lå ca. 30 km NNØ for Tasiilaq og blev mærket af mange i byen. GEUS har modtaget 10 indberetninger fra borgere, der har mærket jordskælvene og beretter om kraftige rystelser, der forskrækkede mange, som løb ud af deres hjem. Der er en enkelt melding om lettere materiel skade.
GEUS modtager gerne indberetninger om jordskælvene her. Indberetning kan også ske på grønlandsk.
Tasiilaq er det område i Grønland, der oftest mærker jordskælv, idet der sker mange mindre jordskælv og ofte meget tæt på byen.