Professor fra GEUS er blandt verdens mest citerede

21-11-2019

Professor Jason E. Box fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) kan skrive en ny prestigefuld titel på sit CV. Han er netop blevet kåret til at være blandt de mest citerede og indflydelsesrige forskere i det seneste årti.

Jason E. Box er blandt verdens mest citerede forskere.

Klimaforskning er i høj kurs, og det mærker GEUS’ professor i glaciologi, Jason E. Box, der nu er trådt ind i den absolutte top af forskere og kommet på listen ’Highly Cited Researchers 2019’. Listen udgives af Web of Science Group og rummer det seneste årtis mest indflydelsesrige forskere, der har produceret flere højtciterede videnskabelige artikler, som er i top 1 % i forhold til citationer inden for felt og år i Web of Science.

Anerkendelse giver mere blod på tanden
Jason E. Box har været på mere end 30 ekspeditioner i Grønland for at studere klimaforandringer og følge isens udvikling, været medforfatter på en rapport fra IPCC (Panel on Climate Change) og undervist på flere amerikanske universiteter. Og nu at være kommet på ’Highly Cited Researchers 2019’-listen er noget, der bringer stolthed frem hos professoren.

”Jeg er meget stolt og ydmyg over, at min forskning i så høj grad bliver citeret af forskere verden over. Det betyder, at jeg med mine resultater er med til at understøtte andre kollegaers forskning og vej mod at gøre os klogere på klimaet – og det er en stor ære, hvis du spørger mig. En så stor anerkendelse giver mig kun mere blod på tanden for at gøre endnu mere for fremtidens klima gennem min forskning,” siger Jason E. Box og tilføjer:

”Viden om Grønland og isens udvikling er helt afgørende for, at vi kan finde løsninger på de klimaforandringer, vi ser i dag. Det kan vi kun, hvis al vores viden og forskning kommer bredt ud i den akademiske verden, til politikere, beslutningstagere og offentligheden. Og det er noget, som denne forskerkåring bidrager til at løfte.”

 

 

Jason Eric Box
Forskningsprofessor
Glaciologi og Klima

Jason E. Box

Jason E. Box, der oprindeligt er fra USA, er professor i glaciologi ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og ekspert inden for Indlandsisen i Grønland. Han har deltaget i mere end 30 videnskabelige ekspeditioner til Grønland, været hovedforfatter til adskillige forskningsrapporter om klimaændringer i Arktis og bliver hyppigt brugt som klimaekspert i både danske og internationale medier.

Han har været ansat i GEUS siden 2013, hvor han har udgivet mere end 70 artikler. Én af de seneste publikationer omhandler ’Key Indicators of Arctic Climate Change’ og er downloadet næsten 40.000 gange, siden den blev publiceret tidligere i år.

Highly Cited Researchers

Listen ’Highly Cited Researchers 2019’ er udarbejdet af Web of Science Group ud fra 21 forskningsområder, som eksempelvis tæller fysik, økonomi, matematik og miljø. Årets liste indeholder 6.216 forskere fra næsten 60 forskellige nationer. Læs mere om listen, metoden for udvælgelse og de øvrige forskere på listen her.