GEUS har fået udmærkelsen HR Excellence in Research

03-05-2019

GEUS har opnået Europa-Kommissionens ’HR Excellence in Research’ i anerkendelse af indsatsen for at sikre gode arbejdsforhold og karrieremuligheder for vores forskere.

Anerkendelsen gives til forskningsinstitutioner i Europa, som har forpligtet sig til at skabe gode arbejdsforhold og karrieremuligheder for deres forskere. Kravet er, at GEUS implementerer principperne i ‘Europæisk charter for forskere’ og ‘Adfærdskodeks for ansættelse af forskere’. Charteret og kodekset består af 40 fokusområder inden for emnerne ’etiske og faglige aspekter’, ’rekruttering og udvælgelse’, ’arbejdsvilkår og social sikring’ og ’uddannelse og udvikling’.

Dermed bidrager GEUS også til at forbedre forskeres rettigheder, karrieremuligheder, arbejdsforhold og mobilitet på tværs af Europa.

”Vi bedriver forskning på højeste internationale niveau, og derfor er det vigtigt, at vi fortsat formår at tiltrække og fastholde dygtige forskere – også fra udlandet. HR Excellence in Research giver os et værktøj til at arbejde målrettet med at skabe et attraktivt forskningsmiljø med gode udviklings- og karrieremuligheder,” siger Anne Merete Koefoed, vicedirektør i GEUS.