Havet vil stige mere ved Esbjerg end København og Skagen

Publiceret 01-07-2019
Nyhed

Et nyt studie viser, at ikke alle danske byer vil opleve stigninger i havniveauet i lige høj grad gennem dette århundrede. Esbjerg vil f.eks. i højere grad blive udsat for ekstreme oversvømmelser sammenlignet med Skagen og København.

Forskere ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) står bag et nyt studie, som viser, at havniveauet vil fortsætte med at stige på tværs af Danmark i dette århundrede, men at nogle byer er mere sårbare end andre.

”Vores forskning viser, at fremskrivninger af havniveauet varierer meget fra by til by, selv i et relativt lille land som Danmark. Og fremskrivninger af havniveauet i f.eks. København er ikke nødvendigvis brugbare til planlægning andre steder i landet,” siger William Colgan, seniorforsker ved GEUS og hovedforfatter på det nye studie.

”Vi kan ikke bruge estimater på stigninger i havniveauet på national skala til at planlægge fremtiden. Tidslinjer, klimascenarier og acceptabel risiko vil variere meget fra en lokalitet til en anden.”

Forskerne kombinerede geologiske optegnelser over forandringer i havniveauet fra de sidste 2000 år med historiske- og moderne observationer fra tidevandsmålere for at se, hvordan fremtidige fremskrivninger af havniveauet ser ud sammenlignet med fortidige forandringer. De har oversat fremskrivninger af stigninger i havniveauet på global skala til en lokal skala for tre byer i Danmark: Esbjerg, Skagen og København.

To forskellige klimascenarier

Forskerne har undersøgt, hvordan havniveauet forventes at stige i hver by ved midten og slutningen af dette århundrede under to forskellige klimascenarier, som er defineret af FN’s klimapanel IPCC. For det første har de kigget på det såkaldte RCP 4,5-scenarie, som har den største lighed med et scenarie, hvor udledningen af drivhusgasser bliver nedbragt som aftalt i Parisaftalen. For det andet har de kigget på RCP 8,5-scenariet, ofte kaldet ’business as usual’-scenariet, hvor udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige.

I begge scenarier vil havniveauet stige i alle tre byer. I RCP 4,5-scenariet kan København forvente en stigning i havniveauet på 51 cm (+/- 21 cm) ved udgangen af dette århundrede. Skagen kan forvente 39 cm (+/- 21 cm), og Esbjerg kan forvente 63 cm (+/- 21 cm). Hvis udledningen af drivhusgasser derimod fortsætter med at stige, forventes havniveauet at stige endnu mere: 64 cm i Skagen (+/- 28 cm), 77 cm i København (+/- 28 cm) og 89 cm (+/- 28 cm) i Esbjerg.

”Vi kan allerede nu sige, at Esbjerg ved udgangen af dette århundrede formentlig vil opleve en stigning i havniveauet svarende til havniveaustigningen gennem de sidste 20 århundreder. Og i år 2100 vil forskellen i relativ havniveaustigningen mellem Skagen og Esbjerg være ca. 25 cm. Det er en enorm forskel i havniveaustigning på den relativt korte distance på omtrent 300 km mellem de to byer,” siger Kristian K. Kjeldsen, forsker ved GEUS og medforfatter på studiet.

Kystoversvømmelser bliver mere almindelige

Forskellen i det lokale havniveau på tværs af Danmark er i høj grad knyttet til begivenheder, der fandt sted for mere end 10.000 år siden ved udgangen af den sidste istid – da den vidtstrakte skandinaviske iskappe, som pressede landområderne under sig ned, endelig smeltede.

De landområder, som befandt sig direkte under isen, blev pludselig befriet for isens vægt og begyndte derfor at stige. Skagen, som befandt sig under iskappen under sidste istid, stiger stadig den dag i dag. Af samme årsag vil Skagen opleve en mindre stigning i havniveauet, end den nok ellers ville.

Esbjerg befandt sig udenfor iskappen, hvor Jordens skorpe derimod blev skubbet op på begge sider af isen. Siden istidens afslutning er dette landområde sunket.

I kombination med effekten af havniveaustigninger pga. klimaforandringer vil det synkende landområde ved Esbjerg føre til en større stigning i havniveauet i Esbjerg end i Skagen.

Ekstreme hændelser

Ifølge William Colgan har så store forskelle i det lokale havniveau implikationer for, hvordan man skal planlægge at beskytte kystlinjer mod stigende hav.

”Et nyligt amerikansk studie viste, at en stigning i havniveauet på 15 cm betyder, at de kystoversvømmelser, man normalt oplever en gang hver 500. år på den amerikanske vestkyst, fremover vil forekomme hver 10. år. Til sammenligning forudsiger vi en forskel på 25 cm mellem Esbjerg og Skagen i år 2100. Så de ekstra 25 cm kommer til at betyde, at hyppigheden af den slags ekstreme hændelser vil stige ved Esbjerg,” siger Willam Colgan og fortsætter:

”Det, vi anser for ekstreme hændelser i dag, vil med andre ord formentlig være langt mere almindelige i den nære fremtid. Og ved udgangen af dette århundrede vil det, vi anser for en ekstrem hændelse i Skagen, være en langt mere regelmæssig begivenhed i Esbjerg.”

Kristian K. Kjeldsen

Forsker
Glaciologi og klima

E-mail: kkk@geus.dk
Tlf.: 91333428

Mette Buck Jensen

Kommunikationschef
Presse og kommunikation

E-mail: meb@geus.dk
Mobil: 61666159

Havniveaustigning i år 2100 fremskrevet for tre danske byer under to scenarier for klimaforandringer. RCP 4.5 repræsenterer et scenarie, hvor Parisaftalen bliver opfyldt. RCP 8.5 repræsenterer et ‘business-as-usual’ scenarie, hvor udledningen fortsætter med at stige. Illustration: GEUS

Videnskabelig artikel

Studiet er publiceret i det peer-reviewed open-access tidsskrift Geological Survey of Denmark and Greenland Bulletin.

Colgan, W., Box, J.E., Ribeiro, S., & Kjeldsen, K.K. 2019: Sea-level rise in Denmark: Bridging local reconstructions and global projections. Geological Survey of Denmark and Greenland Bulletin 43, e2019430101. https://doi.org/10.34194/GEUSB-201943-01-01