Vi har talrige øer i Danmark og de har alle deres egne kendetegn. Fælles for de fleste er dog, at de har mindst én kerne af istidsaflejringer, hvorom havet - ofte hjulpet på vej af en relativ landhævning - har skabt et marint forland. Men Læsø afviger fra denne regel. Øen består udelukkende af marint forland: barriereøer, fed, strandenge og ca. 4.000 km strandvolde, der er vokset sammen, og - centralt i nord - er overlejret af klitter. De gamle istidsaflejringer, der har bidraget med materialer, er nu slidt helt væk.
Der er kun gået ca. 4.900 år, siden de første strandvolde blev dannet og øen vokser stadig. Ikke længere af nedbrudte istidsaflejringer, men af materialer fra det store sandflak syd for Læsø og ikke mindst fordi øen er udsat for en stor landhævning. Den unge alder, den store landhævning og den stadige landtilvækst er et par andre af Læsøs mange kendetegn.
Endnu en helt speciel ting ved Læsø er forekomsten af meget salt grundvand. Det opdagede munkene i 1100-tallet. Opdagelsen medførte en omfattende bosættelse og en saltindustri, der stod på i 500 år. Da saltproduktionen var på sit højeste, rakte den til at forsyne store dele af kongeriget Danmark-Norge. Men den Lille Istid, et kraftigt fald i grundvandets saltholdighed og en tiltagende afskovning ændrede markant levevilkårene for øens beboere.
Læs videre i Geoviden nr. 2, 2017:
LÆSØ. Opståen, kysttilvækst, klima, vegetation, bosættelse og saltindustri.
Forfatter: Jens Morten Hansen, GEUS