Nyt nummer af Geoviden om byen og dens undergrund

19-12-2017

Byen og dens undergrund – beliggenhed, udvikling, klimaforandringer og bygeologi er emnet, der behandles i det nye temanummer af Geoviden.

Gennem de seneste 20 år er der gennemført en omfattende kortlægning af grundvandet i Danmark. Men i takt med byernes vækst og klimaændringerne er der kommet mere fokus på indretningen af byerne, så de bliver robuste over for de øgede nedbørsmængder. Viden om undergrunden under byerne og planlægningen af udnyttelsen af den er derfor vigtig. Men det er ingen let opgave at lave geologiske undersøgelser og kortlægninger i byerne. For eksempel er det vanskeligt at lave traditionelle, geofysiske/seismiske undersøgelser af den enkle årsag, at pladsen er trang, og der er meget støj på signalerne. Endvidere skaber infrastrukturen (veje, jernbaner, elektriske kabler og rørledninger) og beskyttelse af kulturarv og grønne områder en masse udfordringer for kortlægningen af hydrogeologien og for planlægningen af udnyttelsen af byens undergrund. Det kan du læse mere om i bladet. Du kan også læse om et stort byrenoveringsprojekt i Odense, og om de problemer, man slås med i Oslo, hvor store dele af byen er anlagt oven på tykke, organiske aflejringer.

Læs videre i Geoviden nr. 4, 2017: BYEN OG DENS UNDERGRUND – beliggenhed, udvikling, klimaforandringer og bygeologi

Forfattere
S. Mielby, GEUS
J. de Beer, NGU
T. M. Pallesen, I-GIS A/S
J. Schokker, TNO
P.B.E. Sandersen, GEUS

undefined

Geoviden nr. 4, 2017